| Bemærkning |
Serien består af 6 billeder.
Fra datteren Annemette Groth - født Iversen har vi, maj 2020, modtaget 6 billeder og nedenstående tekst:
Hermed sender jeg fotos af mine forældre Emmy og Wilhelm Iversen. Min far, Wilhelm Iversen, var praktiserende læge i Vejrup fra 1930 til 1963. Hos min barndoms veninde Susanne Nielsen i Gørding, datter af Sonja og Hans Andersen Engdraget i Vejrup, så jeg, at arkivet havde et ungdomsfoto af min far. Derfor fremsender jeg disse fotos fra dengang far var læge i Vejrup, samt en fortælling. Begge mine forældre var i mange år var en del af Vejrups liv.
Min far Wilhelm Iversen var født i Løgumkloster i 1896. Da Sønderjylland på det tidspunkt hørte til Tyskland gik far flere år i tysk skole. Da han var 12 blev han sendt til Ribe for at kunne komme i dansk skole. Efter studentereksamen læste han til læge i København, fik eksamen i 1925, var derefter ansat forskellige steder som kandidat og reservelæge, indtil han blev læge i Vejrup. Selv højt op i alderen kunne far have mareridt om natten, hvor han drømte, at han var til eksamen i at benævne håndens knogler på latin!
Hans første kone Ella Margrethe Iversen omkom ved en bilulykke i 1951. De fik 2 børn Else og Åge, Else blev Fysioterapeut og Åge først gårdmand, siden lærer.
Min mor Emmy Iversen var født i Vorbasse. Hun kom ”ud at tjene” i en ung alder, blev senere kokkepige, og her lærte hun at lave virkelig god mad, som Laura i ”Matador” ville have rost i høje toner! Hun læste derefter til sygeplejerske og blev senere afdelingssygeplejerske ved Brørup sygehus.
Far og mor blev gift i 1953 og mor hjalp til i konsultationen. Efter 5 år blev jeg født, mine forældre var oppe i årene, 45 og 62 år, men der var altid masser af kærlighed og omsorg i mit barndomshjem. Også til andre end mig ! Der var tit besøg af børn og unge mennesker i alle aldre i mit hjem, mine forældre var meget bevidste om, at jeg skulle vokse op med andre børn omkring mig. Inden jeg blev født havde far og mor haft et lille plejebarn i en periode, mens barnets mor lå på sygehuset. Denne lille pige og familien beholdt mine forældre også kontakt med. Foruden helbredsproblemer har folk af og til henvendt sig til far, hvis de havde problemer i økonomien eller i ægteskabet eller andre ting. Jo en landsbylæge havde mange funktioner.
Jeg fik til tider lov at komme med i bilen, når min far tog på sygebesøg, det gjorde lægerne jo dengang og han kom langt omkring, hans distrikt var stort. Jeg husker engang, hvor Elin og jeg – Elin barnebarn af Margrethe og Otto Poulsen, Vejrup, var med og vi ventede, far tog lang tid om sit lægebesøg. Til sidst opgav vi og begyndte at græde højlydt for at få ham til at komme. Men far var en grundig læge og tog den tid der skulle til og var meget tålmodig.
Far havde utrolig mange interesser, sprog især, talte bl.a. spansk og græsk, var gammelsproglig student. Under krigen blev han engang taget af Gestapo. En tysk soldat var deserteret fra den tyske hær og blevet såret under flugten. Han kom med andres hjælp til min fars dør, og far hjalp ham. Senere blev min far så taget i forhør, men han kunne på flydende tysk fortælle tyskerne, at en læge ALTID er forpligtet af sit lægeløfte til at hjælpe et menneske i nød. Han blev derefter løsladt og kunne heldigvis tage hjem.
En lægefrue i 1960erne skulle leve op til visse normer. Men min mor befandt sig bedst når hun gik i haven og gravede, med tørklæde om håret, kittel og gummistøvler, og helst også med en cerut. Hun var rigtig glad for haven og fremdyrkede flotte blomster og egne grøntsager. Mor havde dog også sans for at klæde sig pænt, når situationen krævende det. Så var det i kjoler fra ”Standard Møller ” i Esbjerg. Mor var aktiv i Røde Kors og altid parat med en håndsrækning, hvis nogen havde brug for hjælp eller rådgivning.
Når Far havde ferie en gang om året gik turen til Fanø. Som regel i august ( før min skoletid). Så havde lægerne i nabobyerne hans vagt. På Fanø kunne far slappe helt af, hvilket ellers var svært, når han ofte blev kaldt ud også om natten. Før turen gik til Fanø blev den blå Taunus pakket med kufferter med bøger, kukkeuret, fars lange pibe, fotoapperater, vores hund,- og flere børn fra Vejrup og omegn: Det kunne være f.eks. være Åse Iwang, gartnerens datter, eller slagter Holms 3 piger, eller Elin og Susanne (som førnævnt) måske Marianne Fyhn … Min bror og søsters børn kom også tit til Fanø , og Søren Wenzel, Sognefogeden i Vejrup og fars gode ven, jo vi var tit mange ! Sommerhuset var et gammelt gult hus af cement, med skodder og vinduer som ofte skulle kittes og males. Det gjorde min mor. Hun bagte også pandekager og lavede dejlig mad til alle os børn, der var med, og så blev der plantet Petuniablomster i altankasser! Min far lærte os at lave drager, læste højt om aftenen bl.a. af ”Bræen ”af Johs. V. Jensen, samlede planter, som han pressede og tog med hjem. Når der var udsigt til en flot solnedgang blev vi alle proppet i bilen og så kørte vi til stranden for at fotografere. Men før vi nåede frem var solen som oftest gået ned…
Da jeg var 5år overtog Viggo Kjersig Vejrups lægepraksis, men far fortsatte sin lægegerning til han var langt oppe i 70erne. Han blev benspecialist, folk kom fra hele landet for at få behandling for skinnebenssår. Far havde en helt speciel metode, som kombineret med hans meget store tålmodighed gjorde, at han fik mange sår til at læges. Dette kan ellers være svært, og jeg er gennem årene blevet ringet op af nogen som ville have ”opskriften”, som jeg desværre ikke har.
Da jeg var 17 fik min far en hjerneblødning . Min mor plejede ham kærligt i hjemmet, indtil han døde 4 år senere. Mor døde i 1993.
Far fik i alt 8 børnebørn, hvor af et af børnebørnene, Tine Brink Henriksen blev læge som ham og arbejder på Skejby sygehus. Jeg er nu bosiddende på Fanø.
Med venlig hilsen
Annemette Groth -(født Iversen)
|