Fra svajer til fremmedlegionær. 1995.
| Nummer | U70958 |
| Type | Billeder |
| Beskrivelse | Det har stået i HJEMMET.
Fra arkivets avisudklipssamling. UDKLIP FRA HJEMMET: Fra svajer til fremmedlegionær. Bruno Søndberg Hansen har levet et spændende liv som sømand på de syv have, og han har tilbragt fem år i Fremmedlegionen, hvor han endte som dekoreret korporal. Af Carsten Nødskou ,,,1; -Foto: Knud Nielsen 11931 blev der født en dreng i yderste stilhed i Vamdrup i Sydjylland. Ingen måtte vide, at der havde fun¬et en fødsel sted, da den fødende kvinde var ugift. - Du skriger ikke, for der er ingen, der må høre noget, blev der sagt til den unge kvinde. Det var et missionsk samfund, hvor børn uden for ægteskabet var en skam. End ikke drengen måtte vide noget om sin status som „uægte barn". Han blev døbt Bruno Søndberg Hansen og blev „overtaget" af sin mormor og morfar, hvor han voksede op i tryghed og kærlighed. - I mange år troede jeg, at min mormor var min mor, fortæller Bruno Søndberg Hansen. - Og jeg troede, at min biologiske mor var min storesøster. Der skulle gå en årrække, inden han fik kendskab til sin biologiske far. - Da min morfar døde, flyttede min mormor og jeg til København. Jeg blev svajer og kørte rundt i hele byen. Når Bruno havde fri, tilbragte han størstedelen af tiden i den spændende verden i Frihavnen med fragtskibene fra hele verden. - Jeg var fascineret af skibe og søfart, og min store drøm var at blive sømand. Men det ville hans mormor ikke høre tale om. Man har aldrig hørt noget godt om søfolk," svarede hun, hver gang Bruno foreslog, at han tog ud at sejle. Vild med Fremmedlegionen - Min mormor var et dejligt menneske, der ville mig det bedste, så hun endte med at lade mig stå til søs som messedreng i 1947, da jeg var 16 år. Livet på søen var nøjagtigt så spændende, som Bruno havde forestillet sig, så han fortsatte og endte som fuldbefaren matros. - Af en eller anden grund var jeg meget interesseret i at læse om Fremmedlegionen. Jeg læste alle de bøger om legionen, som jeg kunne komme i nærheden af, og vidste efterhånden en del om den. I 1953 ankom det skib, Bruno sejlede med, til Rouen i Frankrig, og skibet havde været mange døgn på søen. Så længe, at mandskabet virkelig glædede sig til at komme i land og more sig. Og Bruno deltog naturligvis i det muntre liv i havnebyen. - Ja, det må man nok sige, for da jeg vendte tilbage til den kajplads, hvor skibet skulle ligge fortøjet. var det sejlet uden mig. Der stod Bruno så og kunne fundere over, hvad en agterudsejlet sømand skal gøre. - Jeg vidste, at Fremmedlegionen havde et hvervekontor i Rouen, så jeg gjorde op med mig selv, at jeg nu havde en mulighed for at melde mig til Fremmedlegionen. Bruno tog en taxa til legionens hvervekontor, hvor han meddelte de to legionærer, at han ønskede at melde sig. - Du skal tænkte dig godt og grundigt om, inden du melder dig. Så kom igen i morgen, svarede de den agterudsejlede matros fra Danmark. - Jeg vidste en del om legionen og hvad jeg gik ind til, så jeg fastholdt min beslutning og mødte op igen næste dag. Bruno blev sendt til Paris i 10 dage, hvor han måtte gennemgå grundige lægeundersøgelser og samtaler. Derefter blev han og de andre kommende legionærer sendt til Marseilles og videre med skib til byen Oran i Algier og videre ti! hovedkvarteret i Sidi Bel Abbes. Uddannelsen til legionær foregik i byen Fez i Marokko, og her lærte Bruno, hvad ordet disciplin betyder. - Legionen bestod af folk fra mere end 50 nationer, og de var ikke alle Guds bedste børn, så det var nødvendigt med knaldhård disciplin. Bruno Søndberg Hansen er ikke meget for at fortælle om konsekvenserne for legionærer, der ikke levede op til disciplinen, men hårdt presset nævner han et eksempel på en stroppetur til en ulydig legionær: Vedkommende skulle stille med sin tomme rygsæk klokken fem om morgenen hos vagthavende sergent. Han fik så lagt 30 kilo sten i rygsækken og rygsækkens læderstroppe blev skiftet ud med telefontråde, og så var det på med rygsækken og i gang med en løbetur i 20 minutter. - Uddannelsen var nok hård, men den bragte os i topkondition, og det fik vi brug for. På grund af Frankrigs problemer under 2. verdenskrig i det daværende Fransk Indokina, området som bestod af Vietnam, Laos og Cambodja, måtte vi afkorte det normale 18-måneders uddannelsesprogram, da Frankrig manglede tropper i området. Brunos regiment, 5. Regiment, Tonking", havde bovedkvarter i den vietnamesiske by Haipong, der ligger tæt ved Hanoi. - Det var en ubarmhjertig krig med masser af faldne på begge sider. Der var ingen fronter. Det var partisankrg. Den vietnamesiske bondemand, man hilste på (Fortsættes side 46) (Side 46) - - - - om dagen, kunne være fjendtlig. Viet Minh"-partisan om natten. det var typisk for fjenden, at han solgte sig så dyrt som muligt. Klimaet var frygtlig, og tropesygdommene florerede. Bruno fik gulsot efter fire måneder og senere malaria. Det blev til 18 måneder i Vietnam for Bruno, inden Frankrig gav op og forlod området. Kadaverdisciplin Bruno blev sendt til Algeriet og skulle gøre tjeneste i Fort Hafir, der ligger på grænsen til Marokko. Også her var der blodige kampe med mange faldne. Mange ville have franskmændene ud af Algier, og der var talrige overfald på franske institutioner i bele landet. Igen var der tale om guerillakrig, hvor legionærerne kæmpede med små grupper af oprørere. Bruno, der på grund af fine soldaterpapirer var blevet legionær af 1. klasse og senere gruppefører, blev sendt på korporalskole i tre måneder i hovedkvarteret i „Sidi Bel Abbes". - Det er den værste tid i mit liv. Det var umenneskeligt hårdt med en kadaverdisiplin af den anden verden og jernhård træning. Det var vanvittigt. Som korporal og gruppefører for otte legionærer blev Bruno og hans gimppe sat til at løse en opgave, der indbragte Bruno og de otte legionærer i gruppen „Croix de Guerre", Krigskorset. En fornem dekoration. Hvad opgaven gik ud på, ønsker Bruno ikke at fortælle. Han vil hellere fortælle om en munter episode fra kasernen. - Jeg fik at vide, at et dansk skib var i bavn, så jeg gik sammen med en tysk legionær på en af bavnebarerne for at møde de danske søfolk. Jeg var selvdølgelig i legionens letgenkendelige uniform, og da vi mødte danskerne, de var otte mand, sagde jeg intet, men talte fransk med min legionærkollega i 10 minutter, samtidig med at jeg smugkiggede på danskerne. De talte om os. „Har I set, der står fremmedlegionærer", lød det meget tit fra en lille letmatros. Pludselig vendte jeg mig imod barn og sagde på dansk: - Hvor kommer I fra? Den lille letmatros var ved at falde omkuld af forbavselse. Og så fik vi en hyggelig snak. Midt om natten blev Bruno vækket af den vagthavende sergent på kasernen. - Korporal Hansen, der står en dansker og råber uden for kasernen. Kan De ikke tale med barn. Det var den lille letmatros, som var blevet tordnende beruset. - Jeg vil melde mig til Fremmedlegionen, råbte ban. Da Bruno havde oversat den lille letmatros' ærinde for sergenten, bad denne Bruno sige til den berusede dansker, at Fremmedlegionen godt ville optage barn -når han var blevet ædru. Så letmatrosen fik besked på at tage tilbage til sit skib og sove den ud og så melde sig næste dag, når ban var blevet ædru. - Vi hørte ikke mere til ham, ler Bruno. I 1958 var de fem år gået, og Bruno kunne forlade legionen. Eller underskrive en ny et-årig kontrakt. - Jeg fik at vide, at jeg vil¬e blive sendt på skole, hvis jeg fortsatte. Og det havde jeg nok gjort, b\'is det ikke var for min mormor i København. Hun var blevet syg, og jeg fik et brev fra hende, hvor hun skrev, at hun gerne ville se mig. Jeg boldt meget af hende, så jeg tog afsked med legionen og rejste til København. Familiefar Eventyrlysten og udlængslen trivedes fortsat i Bruno, og ban genoptog sit liv som sømand på langfart de næste mange år. - Det var et dejligt frit og afvekslende liv, som jeg foretrak frem for et arbejde i land. Men Bruno fik en anden indstilling til landjorden, da hans kæreste og nu hustru i mange år, Jette, fortalte, at hun var gravid. - Tanken om, at jeg skulle være far, ændrede alt. For første gang i mit liv havde jeg været med til at skabe noget, som ville blive en stor del af mit og min kones bv, og det fik mig til at glemme alt om søen og de syv have. Jeg ville hjem og være familiefar. Bruno Søndberg Hansen blev havnebetjent ved lodsstationen i Århus Havn, hvor ban i år fejrede 25-års jubilæum, og ban nyder sit borgerlige liv i Danmark. ■ ------------------ BILLEDTEKST: 22 år var Bruno Sandberg Hansen da han meldte sig til Fremmedlegionen, hvor han gjorde tjeneste indtil han var 27 år. Brune Sandberg Hansen var elitesoldat i fremmedlegionen i fem år. På grund af sine fine papirer og dekoreringer blev han tilbudt at blive fransk statsborger samt et job på Citroën bilfabrikkerne. Men han afslog - Jeg er og bliver dansker. Under tjenesten i Algeriet udmærkede Bruno sammen med sin gruppe, og de modtog alle den fornemme franske orden Croix de Guerre, krigskorset. Det er Bruno yderst til højre. |
| Bemærkning | SE og LÆS også U70287, U70288 og U70289. |
| Årstal | 1995 |
| Dateringsnote | HJEMMET nr. 1/95
|
| Fotograf | Ukendt |
| Materiale | Avisudklip |
| Arkiv | Tranbjerg Lokalhistoriske Samling |
Søg videre i Tranbjerg Lokalhistoriske Samling
