Fortælling om livet på Strandgård ved Stavreby.

00.00.00 Det første besøg på Strandgården.
Erna, der er fra København og bor hos sine forældre i Nyboder, ledsager sin søster til Strandgård på Jungshoved ved Præstø.
Gården ejes af Niels Hertz, der driver den sammen med to kanmmerater, som han har gået på landbrugsskole i Lyngby sammen med. Niels har for nylig overtaget gården. Den ene af hans kammerater har også boet i Nyboder og dér truffet Ernas søster Else. Else inviteres til at holde efterårsferie på Strandgård og overtaler sin søster Erna til at ledsage sig til Jungshoved.
Det viser sig imidlertid, at de to unge ikke ønsker at forlove sig. Dog har de to piger en god efterårsferie. Erna tjener bl.a. penge ved at tage roer op sammen med den anden unge mand, som er Niels Hertz' medarbejder. Hun tjener så meget, at hun kan købe sin første guitar.

00:04:09 Forlovelse og bryllup.
Til Erna's overraskelse modtager hun breve fra Strandgård, fra Niels Hertz. Hen mod jul modtagerhun en invitation til at holde juleferie på gården. Denne gang skal søsteren, Else, med som anstandsdame. 'Femmeren', som Erna fik sidst de var på Strandgård går tilbage til Else igen. Else og Erna drager til Jungshoved 2. juledag.
De to andre unge landmænd havde slået sig sammen om et mindre landbrug i Sandvig. Men de iniviteres på skift hos hinanden.
Det der fik størst betydning for Erna, var at Niels friede til hende på hjemrejsedagen dog på en måde, så hun var usikker på, om fireriet nu var ment alvorligt. Erna havde være forelsket i Niels fra første færd men havde bestræbt sig på ikke at vise det. Niels var 31 år og kunne let, følte hun, have betragtet hende som en stor skolepige. Det var alvor og Niels kom fjorten dage senere for at præsentere sig for Ernas's forældre. Skønt let til mode var der også problemer. Kvæget fik kalvekastning og Niels lå syg flere uger med en malarialignende sygdom.
Erna tog i mellemtiden filosofikum og kom den 1. maj til 25 års jubilæum på Refnæs Kysthospital, hvor Niels' far, Rolf Hertz, var overlæge. Erna bliver her vist frem for familien.
Derefter var Erna tre måneder på Koster Færgegård på Møn som husholdningselev. Det var en sjov tid. Husherren var en tyran, men hans kone, forvalteren og landvæsenseleven var hyggelige og festlige.
Den 16.10.1934 blev Erna og Niels så viet i Holmens kirke af Provst Fenger, der havde døbt og konfirmeret Erna. De havde et lille hyggeligt bryllup hjemme. Det var en bekymring for Erna, at hendes svigerfamilie var henvist til at benytte udendørs lokum. Der var ikke på den tid 'træk og slip' i Nyboder. Derefter havde de en kort bryllupsrejse til Båstad.

00:06:49 Husmor i en landhusholdning.
Havde jeg været lidt ældre, fortæller Erna, havde jeg nok været rædselslagen for at skulle stå for en gårdhusholdning. Ind til 1. november blev husbestyrerinden og den unge pige på gården.
Strandgården lå ualmindeligt smukt ud til Bøgestrømmen på Jungshoved. Der høret knap 60 tdr. land god jord til gården, der lå midt i et kvadratisk areal med vand, Bøgestrømmen, mod øst og levende hegn mod vest og nord.
Sidst i 1700-tallet begyndte landbrugsreformerne. Først i 1800-tallet tog det fart. Strandgården var en af de såkaldte udflyttergårde fra Stavreby. Der var syv i alt. De var ca. lige store og bortset fra vores ejedes de fortsat af de familier, der var med fra starten. De kan vel have været tredie generation og var nu omkring 60 - 70 år, da Erna kom der ned.
Længerne var stråtækte, men de havde fået råd til nyt stuehus måske på grund af 1. Verdenskrig. Erna og Niels havde et dejlig stuehus og endda et badeværelse med wc og badekar med 'løvefødder' og kakkelovn med vandbeholder af pudset kobber.
Vores nabo Rasmus Hansen havde stadig sit gamle stuehus med en bageovn, der ragede ud i haven. Der var røde slidte mursten på gulvet i deres køkken, vask af træ og en vandpost i gården, hvor fra vandet blev hentet i spande.
De havde ligeledes en stor øverstestue, som de kaldte salen med hvidskuret gulv og kister og dragkister rundt langs med væggen under de smårudede vinduer. I hverdagsstuen var der slagbord under vinduerne, og foran var der et langbord, hvor Rasmus Hansen selv sad for bordenden under et lille egetræsskab med snaps og tobak.
Den yngste søn og landbrugsmedhjælperen sad ved vinduessiden mens den ældste søn Viggo sad for den anden bordende - konen og pigen ved den åbne langside, hvis de fik tid til at sidde ned.
Vi derimod havde vand indlagt på den måde, at vi havde en vrikkepumpe ved jernvasken, og med den kunne vi pumpe en beholder på loftet fuld med vand til badeværelse og køkken.
Opvarmning var med kakkelovne, og køkkenet fik varme fra komfuret.
Vores husholdning bestod af en til to karle og en dreng, der godt nok boede hjemme en ung pige og så os selv.
Hverdagen gik som følger: Klokken 6 - 6½ fik de kaffe og et enkelt stykke sigtebrød og de gik så over i stalden for at malke og fodre. 8.30 til ni var der morgen mad med mælk, kaffe, the, æg, ost, kødpålæg. rugbrød og sigtebrød. Kl. 12 tiil 13 var der middagspause med to retter og om søndagen var der dessert. Maden skulle stå på bordet kl. 12, da folkene også skulle nå at hvile en halv times tid inden de fik kaffe og de gik ud igen. KL. 18, om vinteren 17.30, var der aftensmad med det samme som til frokost, plus hvidtøl og med lidt varmt, måske rest fra middagsmaden.

00:11:00 Årets gang i landbruget.
Årets rytme for landmanden lå fast. Januar og februar var ret stille måneder. Der blev kørt gødning ud i frostvejr, og der blev foretaget reparationer i stalde og lader. Der blev hentet brænde købt i skoven og ordnet i fine brændestabler - man skulle ikke kunne sige, at der blev sjusket på Strandgård.
Piletræerne langs hegnet og ved starnden skulle stynes og laves til kvas med en lejet kvashugger. Gårdene havde snerydningspligt på visse vejstrækninger under en snefoged. Det foregik meget tidligt om morgenen med en træplov og et par solide belgiere af hensyn til at få mælken tidligt på mejeriet.
I marts begyndte markarbejdet. Harvning, tromling og såning - alt med hestekraft, og man var godt øm i benene efter at have gået bag markredskaberne.
I tidsrummet efter såning blev staldbygningerne spækket og eventuelle reparationer udført. Hos os blev der sået både sukkerroer og lidt kålroer. Når det var overstået blev udlængerne kalket og bindingsværket blev tjæret.
Skulle man bevare sit gode omdømme skulle alt være færdigt inde pinse også pryd- og køkkenhaven.
I maj, juni og juli skulle roerne tyndes og hakkes for ukrudt tre gange. Det foregik med håndkraft og med hakkejern medens, der blev holdt rent mellem rækkerne med hest og raderenser.
Det var sjældent vi ikke var begyndt på høsten først i august. Forpløjningen blev taget med le, og negene bundtet med håndkraft. Både pigen og jeg var med der, og var det byg, var det bedst at have lange ærmer på.
Resten blev taget med selvbinder og negene sat i traver med håndkraft. Så bad man ellers til vejrguderne, for hvis det faldt i med regn, skulle traverne vendes, for i fugt og varme spirede kornet og høsten faldt i værdi.
Når kornet var tørt blev det forket op på en ladvogn og kørt til gården, hvor det blev tærsket på et lejet tærskeværk og sækkende blev båret op på kornloft.
Der var tre sorteringer. Det mindre gode blev brugt til foder til dyrene, og det sidste med meget ukrudtsfrø gik til høns og til vildt og fugle om vinteren.
Det var hektiske dage, hvor meget stod på spil. Der blev som regel lejet en husmand.
De stubmarker, der ikke var sået kløver i blev pløjet og ordnet til såning af vinterhvede. Byg måtte man ikke så om efteråret den gang, da det meget let blev angrebet af sygdom.
September var ikke så hektisk. Hvis kløver og frø var vokset godt op kunne køerne sættes ud på det et stykke tid.
Roeoptagningen begyndte i oktober. Foderroerne blev taget op med håndkraft og lagt i roekule til vinterfoder.
Hvad angår sukkerroer havde hver gård fået tildelt en vis kvote med faste leveringsdage og -mængder. De sidste leveringer kunne være lige op til jul, og det var drøjt, hvis vinteren kom tidligt med frost. Sukkerroerne sad godt dybt, men de blev pløjet løse men ellers ordnet med håndkraft som foderroerne, læsset med greb på hestevogne og kørt ned til Noret ved Jungshoved kirke. Her var der vejning på en stor vognvægt og læsning på pramme, der blev trukket til Stege Sukkerfabrik af en lille damper. Senere , sidst i tredvierne, blev de kørt til en nyopført saftstation i Mern på lastbil. Der fra løb saften i rør ned til Kalvehave, og derfra blev den sejlet til fabrikken. Til sidst, da broen blev bygget blev der lagt rør i forbindelse med broen og så løb saften hele vejen ned til fabrikken i rør.
Roearbejdet var tungt, da alt foregik ved håndkraft. Var vejret fugtigt i novenber og december, blev bladene tit stive at holde om, når man skulle tage dem op. Bladene blev i øvrigt også samlet til foder.
Der var et arbejde at gøre, hver dag i staldene. Vi havde to store belgiere, der kunne trække noget og en lettere hest, der var Niels' ridehest - og et toårigt føl.
Så var der næsten altid tre søer og grise på forskelligt alderstrin. Slagtegrise og mælkepenge skulle give til det daglige.
Køernes antal husker jeg ikke så nøje. Der har vel været ti til tolv malkekøer og kvier plus kviekalve. Tyrekalvene gik omgående til slagteriet.
Alle de dyr krævede jo meget pasning, da alt foregik ved håndkraft. Der skulle muges ud hver morgen, og der skulle malkes - også med håndkraft, og der skulle fodres. I de år, hvor vi var oppe på toppen, havde vi en mand udelukkende til det.
Desværre startede besætningen i 1934 med kalvekastning og bag efter fik de mund- og klovesyge. Da staldene skulle stå tomme en tid inden en ny besætning kom ind prøvede vi med dyrkning af champignon. Det var noget nyt den gang, men det gik ikke.
Til sidst fik vi da en besætning og en malkemaskine, da Niels selv overtog dyrene og havde svært ved at nå det hele.

00:18:03 Årets gang for husmoderen.
Så er det årets gang for husmoderen.
Fruen på gården var også en vigtig person. Når man havde gået flere timer bag en plov eller en harve alene i marken eller har muget, fodret eller malket i stalden, så ser man frem til måltiderne og lidt snak. Maden skulle være veltilberedt, varieret og passende rigelig og sat på bordet til tiden, så man ikke spildte folkenes kostbare tid. De skulle jo også nå at hvile sig lidt inden de gik igang igen. Det var aldrig svært at få folk, blev der sagt, når husbond var rimelig, og kosten var god.
Der var et nogenlunde fast ritual med fisk én gang om ugen. Der kom en fiskemand fra Præstø - eller spegesild og løgsovs. Vi lagde selv sild ned, hvert år til høst.
I øvrigt var det sulemad - om vinteren gule ærter, brunkål, stegt flæsk, frikadellerog andre farsretter med grønkål, gulerødder og andre grønsager fra haven.
Den anden ret kunne være forskellige supper hyldesuppe, æblesuppe, æggesuppe med klare gryn, øllebrød, grød o.s.v.
Om søndagen skulle der være en eller anden form for steg. Vi fik ofte haresteg de første år, da der var så mange på arealet, og Niels gjorde meget for vildtet med vandhuller og fodring, så der både var agerhøns og fasaner.
Om søndagen skulle der også være en dessert. Pålægget ved 8.30-tiden og om aftenen var hjemmelavet sild, pølser, leverpostej, æblefedt, æbleflæsk, brasekartofler, kartofler med spejleæg, evt. middagsrester, to slags ost og marmelade.
Rugbrødet købte vi hos bageren, der kom en gang om ugen. Resten bagte vi selv, og der skulle gerne være et par småkager til folkenes eftermiddagskaffe.
Vi havde en kælder, hvor der blandt andet stod et stort saltkar, men vi havde jo ikke køleskab eller frostboks, så hver dag havde faktisk nok i sin madlavning, selv om vi kun var fem voksne. Det var karlen, en ung dreng, en pige og Niels og jeg.
Det om kosten får mig til at sige lidt om årstiderne for en husmoder. Januar, februar, marts var ganske fredelige. I april begyndte havearbejdet. Der var meget lidt prydhave men mange frugtbuske og en stor køkkenhave, der skulle tilsås og holdes ren. Gulerødder, rodbeder og kål var markafgrøder, så det skulle vi ikke tage os af.
Fjerkræ hørte også til husmoderens domæne, og om foråret skulle der ruges æg ud og passes småkræ. Hen på sommeren kom bærplukning og syltning. Så kom blommer, pærer, æbler, der også skulle gemmes til vinteren.
I høstens tid skulle maden være lidt ekstra. Vi var ofte otte til ti på kost.
Først på efteråret fik vi et par kasser sild. Der blev lavet flest saltsild men også kryddersild.
I november, skulle der slagtes. På selve dagen stod menuen på blodpølse eller blodbudding med kanel, æbler og sirup. Dagen efter gik det så løs. Som regel med konehjælp for det daglige skulle jo også passes. Slagtemaden skulle laves hurtigt, når der ikke var kølemuligheder. Der blev æltet spegepølse i den største zinkbalje. Der blev lavet leverpostej, der blev smeltet til med fedt. Der blev lavet finker og sylte - saltlage til det kød, der egnede sig til det. Noget blev senere taget op og sendt til røgning sammen med pølserne. Det hang så på loftet i nogle kroge fra hanebjælkerne og forsvandt i årets løb. Man var jo stort set selvforsynende i gamle dage.
Én gang om måneden var der vaskedag. Det startede med iblødsætning dagen før - og tidligt ild under grukedlen næste dag. Vi havde konehjælp, men det var drøjt om vinteren - med koldt vand - og tøj, der frøs til is på snorene.
Inden vi så os om var det ved at være jul med alt, hvad det indebar af bagning - mindst fire , fem slags småkager, sandkage, plumkage - og pænere mad til alle juledagene.
Juleaftensdag tidligt på eftermiddagen holdt arbejdet op og vi samledes til kaffebord og forskellige julespil. Så kom der lidt arbejde i stalden mens pigen og jeg dækkede op til ande- eller gåsesteg med risalamande. Vi rydede så op i fællesskab medens Niels tændte juletræet og vi samledes til kaffe, mens de fik deres gaver. Det kunne være handsker eller tørklæder til karlene og eventuelt noget pænt stof til kjole til pigen. Så var klokken imidlertid blevet nitten og de kunne tage hjem, hvis de var fra egnen eller blive, hvis de ville holde juleaften med os.
Vi var nu så heldige at have folk fra Jungshoved, så det var ikke noget problem. Men selv om de måtte gå meget tidligere, var det skik og brug, at de spiste julemiddagen dér, hvor de var fæstet.
Sådan gik stort set året for husmoderen.
Så har jeg endda glemt at man den gang gjorde hovedrent to gange om året - om foråret i marts - inden havearbejdet og om efteråret inden slagtningen.
I vore dage lyder det afsindigt, men egentlig blev der ret beskidt - om vinteren af kakkelovnene og komfuret. Om sommeren alle fluerne. Det var faktisk nødvendigt. Vi havde jo ikke støvsugere, så tæpperne måtte ud og bankes og gulvene skures og ferniseres, lakken var ikke særlig holdbar den gang.
Det var nu årets gang ude og inde, men der skete jo også meget andet.

00:24:56 De syv udflyttergårde fra Stavreby.
De syv udflyttergårde havde haft flere fælles interesser bl.a. tyre, orner og brandgilder. Et brandgilde. Et gilde det vil sige en sammenslutning. De første to var faldet væk, inden Niels kom til gården i 1932. Det bestod ellers i, at alle syv gårde havde købt en god tyr og orne. Gårdene skiftedes til at huse dyrene et år af gangen, og de skulle så stå til fri rådighed for alle syv ejere.
Men brandgilde holdt sig i alle de syv år vi var der. Det var en gensidig brandforsikring, som man betalte til en bestemt dag i februar. Da samledes hver gårds husstand til spisning. Tragtementet gik på skift og bestod i, at man mødte kl. 17 og blev bænket i øverstestuen ved to lange borde og tilsvarende bænke, lånt i forsamlingshuset. Vi var ca. - godt - fyrre mennesker. På den tid var der hjemmeværende sønner og døtre på alle gårdene. Kvinderne sad ved det ene langbord dækket med sodavand af forskellig art og mændene ved det andet langbord med øl.
Så begyndte indbæringen af mad. Der blev altid startet med kødrand med grønsager inden i. Hvis man var en dygtig husmor, var grønsagerne henkogt eller opbevaret perfekt fra efteråret. Så kom stegene: flæskesteg, oksesteg, kalvesteg og to slags fjerkræ. Det kunne være and og kylling eller gås og høns. Bunker af mad med den samme brune sovs lavet i grukedlen. Og der blev spist mængder! Så blev der sluttet af med flere slags oste og hjemmebagt hvedekage, som de kaldte det og med frugtkompot.
Omsider blev vi færdige, og mændene gik ud for at bese besætningerne i staldene og vel sagtens for at tisse af. Kvinderne blev vist ind i den fine stue. Der blev der ikke røget, for det hang i gardinerne og i plysmøblerne. Mændene spillede kort, når bordene var rydede, og damerne snakkede husholdning - priser på rugeæg af ænder og gæs. Det var jo aktuelt på det tidspunkt, hvor man fik dem bedst. Så fik vi frugt. Det vil sige æbler. Enkelte havde vinterpærer. Det gav så anledning til at drøfte æblesorter og podning. Æblerne var poleret til højglans, og de blev serveret med frugtknive i stativ, assietter og tøjservietter. Kl. 21 blev der kaldt til kaffebord med alt hjemmebagt.
Jeg havde strikketøj med den første gang, men det var vist ikke så velset, for det betød, at jeg ikke kunne nå det arbejde jeg skulle til hverdag. Men jeg må retfærdigvis sige, at alle tog veldig godt imod mig - selv om jeg var 'kjøvenhavner'. Jeg fik mange gode råd. Bl.a. af vores nabokone, Rasmus Hansens Ellen, når jeg spurgte hende. De var jo allesammen ældre end mine forældre.
En anden ting, gårdene var enige om, det var en gang om året at holde en fælles jagt, hvor man havde lov til at invitere enkelte gæster med. Jordene stødte op til hinande, så arealet blev stort og afvekslende, da de også havde lejet jagten i den lille bøgeskov, der hørte under Nysø.
Her i grøften lå en gang en husmand, som vi kaldte 'Rasmus Fladben' . i håb om, at et dyr kom ud. De andre anede intet, og det endte da også med, at han fik et par hagl i bagdelen. Heldigvis var doktor Cederfelt med, og han fik dem lirket ud på ofrets køkkenbord.
Men hvis vi skal snakke selskabelighed, så startede det med, at vi skulle have de mennesker, der havde sendt gaver eller blomster til brylluppet. De der kun havde sendt telegram kom til kaffe, de andre kom til spisning. Ja, skik følge eller land fly. Jeg var jo helt ny, og rædselslagen ved, at jeg skulle være alene med alle konerne. Niels havde det nemt, for mændene spillede jo bare kort. Men Niels sagde, at de jo kom for at se alle gaverne, og hvem de kendte, der havde givet hvad. Alt gik fra hånd til hånd og blev i øvrigt kommenteret, så det tog dejlig lang tid. Niels havde bestilt kogekone, den eneste på øen. Hun lavede et hav af fine madder, så rørte hun en kæmpe portion mayonaise, som hun delte i tre dele, en ufarvet, en lyserød og en lysegrøn. Jeg har ingen erindring om, hvad hun blandede i, for jeg deltog jo ikke den gang i husholdningen. Men jeg har aldrig før eller siden set mayonaise i de mængder og heller ikke i de farver.
Efterhånden blev det brudt lidt med traditionerne, så damerne også spillede kort. Det gjaldt navnlig de steder, hvor de unge havde været på højskole.
Da det blev vores tur til brandgildet fik de kun en forret, en steg og dessert, men med den samme kogekone, selvom hun syntes det var et noget pauvert tragtement.
To gange var vi med til at rejse æresport ved bryllup. Mændene sørgede for porten, mens kvinderne sørgede for guilander af medbragte grene og blomster. Bag efter kom vi inden for til kaffebord.
Vores nærmeste nabo var som sagt Rasmus Hansen. Han var også fyrpasser, idet Bøgestrømmens to ledefyr stod på hendholdsvis hans og vores mark. Bøgestrømmen var den gang meget trafikeret, meget snoet og dertil meget lavvandet. Der var endnu meget transport af stykgods af vandvejen på galeaser, små skonnerter, pæreskuder o.s.v.
I hårdt vejr kunne der ligge en 5 - 7 skuder, der ventede på godt vejr over Fakse og Køge Bugt.
Et par vintre spillede vi bridge med Rasmus Hansen og hans søn Viggo. Vi knyttede os til enkelte uden for landbruget. Dyrlæge Løje, hvis kone havde gået en klasse over mig i skolen og doktor Cedefelt i Præstø, hvis kone jeg holdt så meget af. De var begge enestående i den lange sygdomsperiode, der sendere hjemsøgte os. Men først og sidst var der skovfoged Petersen og hans kone - Helge og Nico. De boede med to piger 11 og 13 år i skovfogedhuset, der hørte til Store Hestehave under Nysø. Vores venskab varede lige til Helge, der var den sidst levende døde i 1986 94 år gammel. Helge og Niels havde natur og jagt fælles og var altid med, når lodsen i Bønsvig tog ud på strandjagt. Nico var meget ældre end jeg. Hun var fra Jylland, af taterslægt, kunstnerisk og havde været sygeplejerske og blev en slags veninde for mig. De holdt får og hun spandt og vævede, og fik mig interesseret i biavl. Børnene kom i mellem- og realskolen i Præstø - otte - ni kilometer på cykel i al slags vejr. Der var ganske vist rutebil - men ikke så det passede med skolen.
Helge kunne fortælle om gamle dage, da han kom til Jungshoved. Der var en stor hejrekoloni, der var rørdrum, brushøns på engene, mange bekkasiner og snepper på træk foruden rovfugle. Fiskeørnen rugede i Nysø' skove, og der var masser af fugle. Han var også en god selskabsmand. Han kunne læse op af Maglekilde Petersens fortællinger på vaskeægte sydsjællandsk - og var en hyggelig mand fuld af sjove historier.
Af andre begivenheder var der også den årlige generalforsamling i mejeriet og brugsen, men det var mest for mænd. Så var der idrætten. Jeg gik til gymnastik i forsamlingshuset. Det var ikke motionsgymnastik men pigegymnastik med amtopvisning i Præstø på Frederiksminde med fanemarch og sang: 'Jeg elsker de grønne lunde' eller 'Løft dit hoved du raske gut'.
De sidste par år underviste jeg selv i motionshold på en ti - tolv damer. Da førstelærerens kone var med, kunne vi bruge skolens gymnastiksal. Det var meget hyggeligt.
Én gang hver sommer havde udflyttergårdene udflugt til Egehoved, som nu er et fredet areal. Det ligge lige over for Fedet. Det foregik i hestevogn med aftensmaden i kurve. Der blev bredt tæpper ud, spist og drukket og leget diverse gamle lege: To mand frem for en enke, skjul og boldtspil. Alle aldre var med og morede sig dejligt.
Hestene gik imens frit om på engen og blev kaldt sammen inden, det blev mørkt

00:35:07 Livet på Strandgården gennem 8 år.
Efter at have fået de fleste af forlystelserne med kunne jeg fortælle lidt om tilværelsen, som den formede sig for os i de cirka otte år, vi boede på gården.
Vi blev som sagt gift i 1934. August 1935 blev Bent født. Jordmoderen boede der et par dage, og til sidst hjalp doktor Cederfelt med lidt narkose. Han blev i øvrigt tilkaldt ved tre - firetiden om morgenen netop den dag, andejagten gik ind. Efter at have set lidt på mig, blev han og Niels enige om, at de vist godt kunne nå andetrækket nede på vores strandeng. Han nåede også at passe sin konsultation inden Bent omsider kom. Det var et dårligt valgt tidspunkt. Jeg var midt i den store syltning. Niels begyndte høsten samme dag, og vores søde unge pige ,Emma, blev dagen efter kørt på sygehuset med blindtarmsbetændelse. Vi fik en husmandskone til at hjælpe lidt, men der var jo ekstra folk på kost. Naboen kom med lidt barselmad, men det var ikke til at opdrive en ung pige uden for skiftedag. Jeg fik selvfølgelig ikke ro til at amme, så hele det cirkus den gang med sutteflasken gjorde ikke sagen nemmere eller barnet sundere. Efter tre - fire ugers forløb blev jeg med Bent forflyttet til Refsnæs, hvor jeg af min svigerfar blev beordret streng rekonvalsens og fik en lille ung pige til at opvarte mig og gå tur med barnevognen.
Men så gik det jo heldigvis mod vinteren og en mere rolig tid. Som alle andre gårdmandkoner skulle jeg også yde lidt til det daglige forbrug ved at holde fjerkræ. Det var jeg ikke god til. Min eneste skrukhøne lå lige så stille på æggene i fjorten dage - men den var død. Nogle kyllinger jeg købte et forår blev til hønniker og fløj op i hegnet. De var umulige at fange. Niels måtte skyde dem efterhånden, som vi skulle bruge dem.
Jeg forsøgte mig også med andehold - seks styks. De gik frit ude ved mergelgraven og den store halmstak, hvor de havde lavet sig en hule. Men en morgen i november havde ræven været der og slæbt de fem hjem af flere gange. Den sjette var blevet vanvittig og roterede omkring sig selv uden for hulen.
Når Niels og skovfogeden var på strandjagt, supplerede vi kosten med alle slags strandænder, så jeg lærte at plukke eller flå alle slags kræ og havde også held med to bistader, som Nico satte mig i gang med, så vi fik honning til morgenmaden.
I april 1938 fik vi så Kirsten, og vi var nu en hel lille familie, og alt tegnede nu lyst og lykkeligt. Bent elskede sin far over alt, og Niels tog ham med, hvor han kunne på en lille sadel på cyklen til brugsen - til smeden o.s.v. Ved visse markarbejder kunne han også være med , og han fik lov at ride på hesten på vej hjem fra marken. Han var med ved stranden, og når de skulle flytte køerne. De to var ganske uadskillige.
1939 blev det sidste gode år. Kirsten var blevet så stor, at Kirsten og Bent kunne lege. Han havde arvet en legevogn og en bil han selv kunne træde. Hun var en tålmodig passager.
Sidst i 1939 var vi på besøg i Odense hos Peter og Kylle. Peter gav Niels udtrykkelig besked på at gå til læge med en knude på venstre overarm. Omtrent samtidig begyndte Kirsten at få nogen absencer, men der kunne gå meget lange tider imellem, at anfaldene kom. Vi kom et stykke ind i 1940, hvor doktor Cederfelt tilfældigt så det en dag. Han sendte hende på Børnehospitalet i København, men i de fjorten dage hun var dér fejlede hun intet og blev sendt hjem med den besked om, det ikke var lidt hysteri hos moderen.
I mellemtiden havde Niels været indlagt i Næstved og fået konstateret cancer, hvad jeg dog blev holdt uvidende om - en tid. Oktober 1940 kom der en ny overlæge på Børnehospitalet. Han konstaterede straks, at Kirsten havde en svulst på hjernen. Hun blev opereret på Rigshospitalet af doktor Busch, der havde lært den nye teknik i Stockholm, men der var intet at stille op. Hun døde dagen efter - 2 år og syv måneder gammel.
Bent savnede hende meget som legekammerat. Vi prøvede at hjælpe på det ved at sende ham i den lille forskole hos frk. Christiansen. Vi var nået til april 1941. Han havde fået en lille cykel for at kunne komme til skolen. Han kunne selv stå af - men ikke starte. Aftalen blev, at frk. Christiansen skulle starte ham til hjemturen. Det fandt de større børn jo hurtigt ud af og drillede ham med at vælte ham af cyklen - og han var jo kun fem år. Da Niels blev mere og mere sløj efterhånden, som sygdommen viste sig mere flere steder, måtte vi opgive skolen. Der var et par episoder, der skal med fra den tid.
Frk. Christiansen var lidt missionsk, og Bent kom hjem med den ene historie efter den anden om hvor dejligt, der var oppe i Paradis. Han ville så gerne dø, så kunne han komme op og se om, der var guld på gaden. Han var også optaget af Esau, der var lodden som en lille kipkalv. Og Elias' himmelfart, for som han sagde: 'Frk. Christiansen sagde, at han steg lige op'. - og efter en tænkepause kom det så: 'Så må han have haft motoren lige bag i!'
Foråret 1941 blev vores dejlige pige Carla, som vi havde haft i en årrække, gift i Jungshoved kirke. Bent og jeg sad på en af de forreste rækker, og da Carla gik op gennem kirken i sin fine kjole med masser af slør, så lød Bents stemme højt og tydeligt: 'Mor! Carla ligner en rigtig prinsesse!' - og folk morede sig.
39 - 40, 40 - 41 og 41 - 42 var tre meget strenge isvintre - minus 15 - 20 - 25 grader i lange perioder. I den første blev kulden ledsaget af en østenstorm så kraftig, at stråtaget på østlængen begyndte at gi' sig. Jeg glemmer aldrig de timer inden Zonen kom. Vi forsøgte at lægge stiger og harver op. Hvis det hele lettede, ville det falde ind over de andre tage og ned i gården. Zone-folkene havde godt udstyr og tovværk med, men de kunne næsten ikke få pløkkene i jorden. Det var svært at arbejde den dag. Der var 25 grader - i kulde og storm. Når man har meget tøj på er det meget værre. Vi undgik dog katastrofen.
Hver morgen gik Niels og karlen ned til stranden for at slå den is i stykker, der havde dannet sig i løbet af natten og truede med at lukke en våge fuld af ænder.Hver nat kom ræven og tog de fastisede. Til sidst var der kun en and tilbage, som Niels tog med hjem. Det var sidste i november, og vi havde den i en kasse i badeværelset lige til marts.
Jeg har glemt at fortælle, at da krigen var brudt ud i 1939, blev der oprettet en slags strandvagtsordning, hvor de, der meldte sig frivilligt, skiftevis skulle gå vagt om natten på bestemte strækninger. Der blev anbragt en kasse hos os, der skulle åbnes, hvis der blev observeret noget usædvanligt, og så skulle der ringes på et bestemt nummer.
Den morgen Danmark blev besat, kom Niels stormende ind og rapporterede flyvere, men fik kun besked om, at brænde kassen og indholdet. I radioen, som vi havde anskaffet i anledning af Hitlers tiltagende magt, fik vi så at vide hvorfor.
Vi fik en lille motorbåd i 1938 og ligegyldig hvilken lille flække, vi lagde ind i i 1939, lå der tyske både med teknisk udstyr langt ud over, hvad der var sædvanligt. Om sommeren lå Göring med sin meget store lystjagt i flere dage ud for vores gård. Vi kunne i kikkerten se ham sidde i flugtstolen på dækket. Så tyskerne var grundige i deres forberedelser.
Der var også tyskere med ved indvielsen af Storstrømsbroen i 1936. En af vore venner, en bestyrer af Næsved-Præstø-Mern- banen havde en tysker ved sin side under middagen, der var jo både engelske og tyske penge i broen. Tyskeren sagde, at nu kunne de jo tage Danmark på et postkort.
Den første september 1939, da krigen startede gik jeg med børnene oppe ved hegnet og plukkede brombær. Bent med sin bamse i en lille spand. Kirsten i sin barnevogn med et stort smil. Vejret var som, når en septemberdag er bedst - strålende sol, lunt, og havet strålende blåt. Jeg husker det så tydeligt. Vores lille verden var endnu tryg og god!

00:46:28 En tragisk slutning.
Tilbage er der så kun at fortælle, at det var først i begyndelsen af 1941, at det gik op for mig, hvor syg Niels var. Ind til da havde jeg været optaget af Kirstens sygdom, og jeg kunne ligesom ikke rumme mere.
Først, da hun var væk, så jeg, at Niels var alvorligt syg. Han havde prøvet at skjule det for mig så længe som muligt. Han vidste, at han ikke havde chance for helbredelse. Besætningen blev solgt sidst på foråret, og vi havde kun en karl til markarbejdet, da Niels blev indlagt på 'Finsen' i september. Gården måtte sælges til overtagelse 1. januar 1942.
I februar døde Niels i en af de værste af isvintrene med mørklægning og tyske soldater på gaderne. Jeg flyttede ind hos mor og far i Nyboder med Bent, og vi blev der til 1948, hvor jeg fik stilling i Helsingør. Bent blev der, til han havde stået i lære på Orlovsværftet og skulle læse videre på kollegium.
Ja, de tre år skal jeg sent glemme!
Så ville de sende mig på rekreation. Men det kan jeg ikke klare. Jeg kan ikke sidde på et rekreationshjem og glo lige ud i luften. Så går jeg ned med flaget.
Sagføreren, der ordnede salget af gården, havde noget med - den her - fine husholdningsskole, at gøre. De havde en sommerskole oppe i Horns Herred. Der ringede han så og spurgte om, jeg kunne hjælpe gartneren, så skulle jeg ikke betale noget for det. Der gik jeg så en måned eller to måneder måske - efter begravelsen, hvor du (Bent) så kom over til 'Kylle'. Jeg kunne ikke have dig (Bent) med.
I 1942??
Ja, det var i 1942. Din far blev begravet midt i februar 1942. Jeg kunne ikke have dig med derop. Mor var lidt kørt ned også. Hun mistede sin mor fjorten dage før og skulle ordne den begravelse. Min mormor, som vi elskede over alt på jorden.
Så kom du der over ind til juni, hvor du så kom med far og mor op i Hundested, hvor jeg så blev færdig hod gartneren og så var sammen med jer.
Jeg ved ikke, om vi så startede med at cykle den sommer. Det har vi måske nok gjort. Jeg kan ikke huske det. Men ellers cyklede vi i skoleferierne.
Bent: Ja, vi cyklede hvert år.
Ja, - fra 40 - til 42 - - Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kom igennem det.
Men den ene dag går jo efter den anden, og så sker det vel.

Nu går jeg ud og laver kaffe.

Nu må de snart være der. Tror du ikke?