Fortællinger fra en fremmedlegionær. 2009.

Det har stået i avisen.
Fra arkivets avisudklipssamling.

AVISUDKLIP:

Fremmedlegionen er en hård militær-enhed under det franske militær - Bruno S. Hansen har været en del af enheden i fem år

Af Camilla Kjærgaard Olesen

FREMME0LE6IONEN Han rejser sig fra køkkenstolen og går stille ud i gangen. Tænder lommelygten og fortæller ivrigt om et helt bestemt stykke papir, der er indrammet og flankeret af medaljer og et fransk flag.
78-årige Bruno S. Hansen fra Tranbjerg brugte flere år af sin ungdom i Fremmedlegionen, og mener, han er den sidste nulevende dansker tilbage fra krigen i Fransk Indokina (Vietnam).
"Jeg fik det franske krigskors, fordi militæret synes, jeg havde lavet et godt stykke arbejde," fortæller Bruno S. Hansen, mens han med et stolt blik kigger på sit certificat de bonne conduite.

Så til SØS
Han vil ikke fortælle, hvorfor han fik korset, og sådan er det. Man kan kun få lov til at blive lukket ind i en lille del af den verden, han var i, fra han var 23 år og fem år frem.
Én ting vil han dog ikke lægge skjul på. Det var hårdt. Rigtig hårdt - både fysisk og psykisk.
"Kom min søn og fortalte mig, at han gerne ville i Fremmedlegionen, ville jeg blive meget ked af det. Det er skørt, for man kan blive slået ihjel."
Allerede som 16-årige tog Bruno til søs. Syv år senere lagde det skib han sejlede med til i den franske by Rouen. Han havde sammen med kammeraterne været på diskotek og havde fået øje på en fransk pige, der også havde øje for ham. Næste morgen ville hun følge Bruno til skibet, men væk var det. Det var sejlet, og han var ikke kommet med. Det var i 1953.
I hele byen var der plakater med Fremmedlegionen, og hans eventyrlyst drev ham til at opsøge værgekontoret.
"Jeg tog en taxa for mine sidste sparepenge og meldte mig til Fremmedlegionen. Jeg blev sendt på skole og efter meget hård og intens træning, blev vi sendt til fransk-indokina som nogle af de sidste. Vi lå langs den kinesiske grænse, og det var en barsk oplevelse. Jeg kan huske jungle, jungle og jungle. Fjenden kunne ligge 200 meter fra én, men vi kunne ikke se dem. Der var masser af død og ødelæggelse. I jorden var der lodrette giftpile, springminer og snubletråd. Pludselig kunne der være en mineeksplosion lige foran én, og det skabte død og ødelæggelse," fortæller Bruno med en rolig og eftertænksom stemme.

Medicinmand helbreder
Han slap dog ikke selv fra krigen uden at blive såret. En springmine ramte ham i be-net, men sårene ville ikke hele.
Bruno mødte en dansker, Ib, fra et andet kompagni, og sammen tog de ind til byens marked.
"Der sad en vindtørret mand med lændeklæde. Ib sagde: Vis ham dit ben, Bruno. Og det gjorde jeg. Han nulrede nogle blade og bandt dem på mit ben med bast omkring. Et på hvert sår. Efter tre dage var de helt væk. Det var naturmedicin, der ville noget."
Sådanne små anekdoter popper frem i minderne hos Bruno. De mindre alvorlige har der dog også været.
"Jeg kom på et skoleophold og uddannede mig til korporal. Det var en hård tid både fysisk og psykisk, og sammen med en god, tysk ven, Willy, søgte jeg orlov. Vi kom på et ford, og en dag kom vagten ind og vækkede mig. "Bruno, der er kommet et skib fra dit fædreland. Det ligger i havnen." Willy og jeg blev enige om, at vi ville på den lokale bar og møde dem. Vi skulle være ulasteligt t klædt, når vi skulle i byen. Da vi var på vej hen for at hilse på dem, sagde et par af dem: "Nu kommer der sgu et par af de skøre legionærer." Willy og jeg talte fransk med hinanden. Bar-kvinden kendte os også og gav os en flaske Martini og to glas. Vi blev overbegloet. Jeg vendte mig om og sagde ordret til ham ved siden af mig: "Hvor kommer I fra?" Og så blev der gilde," smiler Bruno, der holder foredrag om sin tid i Fremmedlegionen.

En glemt tid
Disse episoder glæder han sig over i dag, men han taler ikke om de voldsomme krigsoplevelser.
"De ting, jeg oplevede i mine' fem år i Fremmedlegionen forsøger jeg selv at glemme. Det var en barsk tid, og derfor fortæller jeg ikke om det", siger Bruno, der dog intet fortryder.
"Jeg har en meget stærk psyke. Og jeg vidste, hvad jeg gik indtil. De ting jeg har set rager mig en papand - det har været et job, som jeg ikke har psykiske men af i dag."
-------------------
BILLEDTEKST:
Bruno S. Hansen holder foredrag om sin tid i Fremmedlegionen. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen
---------------------