Aalborg Boldspilklub (AaB). Egon Johansen. År 1947
| Nummer | B8287 |
| Type | Billeder |
| Beskrivelse | Aalborg Boldspilklub. Egon Johansen. Fodbold. Landsholdsspiller.
Egon Johansen. Født 25. december 1917. Død 8. juli 2003. 10 landskampe. Debut på det danske landshold den 6. oktober 1940. 254 kampe for AaB. Dengang klubrekord. 27 kampe for JBU. Stoppede i 1953 på grund af polio. Torben Boye blev ved afslutningen af sin karriere døbt Mr. AaB, men hvis der skulle have været en Mr. Super-AaB, kunne det have været Egon Johansen. Egon debuterede for AaB allerede som 18-årig i 1936, hvor han lige nøjagtig missede bronzemedaljerne, der blev uddelt efter forårssæsonen samme år. Han startede i klubben allerede som 10-årig efter at han havde spillet godt i en skoleturnering, og derfor var blevet opfordret til at melde sig i AaB. Den purunge Egon mødte op på den gamle eksercerplads, der lå på hjørnet af Jyllandsgade og Sønderbro, og havde her sin første træner, kaldet Jens Professor. Her havde AaB på det tidspunkt sine træningsfaciliteter, og det var en beslutning for livet for Egon Johansen, idet han har været medlem af klubben siden, og her på tærsklen til sin 85-års fødselsdag, stadig tager del i sociale arrangementer i klubben. Han blev udtaget til forskellige jyske ungdomshold, og han vandt adskillige jyske mesterskaber som ungdomsspiller i datidens AaB. Han var aktiv på førsteholdet indtil starten af 1950'erne, hvor han kæmpede for og sammen med sin klub i nedgangstiderne efter krigen. Han måtte stoppe karrieren fra den ene dag til den anden, idet han i 1953 pludselig blev angrebet af polio. Det har givet nogle skavanker i den ene arm, og en af hans fingre en noget tynd i dag, men ellers kom han fint gennem sygdommen, der ramte massevis af danskere på det tidspunkt. Senere var han i mange år topleder i AaB og medlem af spilleudvalget under DBU, og han var den første spiller, der opnåede at spille 25 kampe for JBU. Det blev til 10 landskampe for politimanden, der måtte leve et par år under anden verdenskrig i landflygtighed i Sverige. Det var i Egons bedste fodboldår, og der var da også et landsholdsstop for Egon Johansen fra 1942 til comeback'et i 1946. I mere normale tider, kunne Egon Johansen have haft langt flere lands- og klubkampe, men de 10 landskampe han opnåede var klubrekord i næsten 20 år. Den blev først slået i 1964 af Kjeld Thorst. Krigsminder. Egon Johansen flygtede som det øvrige politikorps til Sverige og fortæller om sin flugt. - Jeg blev kontaktet af min storebror om morgenen den 19. september 1944, at tyskerne havde besluttet at arrestere det samlede danske politikorps. Så jeg forlod mit hjem hos mine forældre i Aagade i en fart, og forsvandt til Løgstør. Siden har jeg fået fortalt, at tyskerne kom meget kort tid efter, og min mor, som dengang var syg, måtte tage imod dem. De undersøgte hele lejligheden og endevendte mit loftsværelse i ejendommen. Men fuglen, Egon Johansen, var fløjet. Hans far var ansat i som kontrollør i DSB, og da Egon Johansen flakkede lidt rundt med tog i Jylland for at undgå at blive taget af nazisterne, nåede han at få sagt farvel til faderen. - Jeg havde været i Aarhus og var på vej mod nord igen. På Svenstrup Station kom der et tog ind i sydgående retning, og minsandten. Der var min far, så jeg nåede at fortælle ham, at jeg havde det godt, og at jeg søgte til Sverige. Det skete med en lille fiskerbåd sammen med 4-5 andre, og det var ikke uden dramatik. - Den lille fiskerbåd forlod Sæby Havn for at tage på fisketur, og vi lå nede i bunden af båden som sild i en tønde. Pludselig kunne vi høre, at den blev stoppet af tyskerne, og spændingen steg nede i mørket. Men den tyske officer lod ikke til at interessere sig for bådens last, så vi slap uantastet over til friheden i Sverige. Her blev Egon Johansen placeret i en gammel militærlejr i området nord for Malmö, og det var som at blive genindkaldt. - Vi blev godt og grundigt ekserceret igennem, og vi trænede blandt andet march, skydning og meget andet. Allersidst i krigens tid blev der arrangeret en fodboldlandskamp mellem de mange fodboldflygtninge i Sverige og det svenske landshold. Kampen skulle spilles i Stockholm, og jeg var udtaget til holdet. Den kamp blev aldrig til noget, fordi tyskerne kapitulerede, og selv om det havde været en dejlig kamp at deltage i, var Egon Johansen glad for at tyskerne nedlagde våbnene. Egon Johansen oplevede også at spille mod Tyskland under krigen, i 1940. - Kampen skulle spilles i Hamburg, og da vi nåede derned, var hele byen mørklagt. Vi blev indlogeret på et hotel, og der var mange eksplosioner i løbet af natten. Da vi vågnede opdagede vi, at hele boligblokken på den anden side af vejen var jævnet med jorden. Vores hotel havde ikke fået en skramme. Vi tabte landskampen med 1-0, og skulle til banket efter kampen. Her fik vi alle udleveret det tyske fodboldforbunds emblem. Det indehold et hagekors, og alle mand satte det i reverset i jakken, men drejede reverset rundt, sådan at det havde bagsiden udad. Vi fik besked på at vende det om, men det skete ikke, slutter Egon Johansen sin beretning om sin karriere i tyskertiden. |
| Bemærkning | A223/225, side 6 |
| Årstal | 1947 |
| Fotograf | Ukendt |
| Størrelse | 9x8 cm |
| Materiale | s/h positiv |
| Arkiv | SIFA Idrætshistorisk Samling |
Søg videre i SIFA Idrætshistorisk Samling
