Arbejdslokomotiv og arbejdere ved anlæg af Skagensbanen, ca. 1890.
| Nummer | B61250 |
| Type | Billeder |
| Beskrivelse | Arbejdslokomotiv og arbejdere ved
anlæg af Skagensbanen, ca. 1890. |
| Bemærkning | Giver: Johan Dahl, Svanholmsvej 27, Frederikshavn
Arbejdslokomotiv og arbejder ved anlæg af Skagensbanen, ca. 1890 Lidt historie: Det isolerede Skagen Det var kunstnerne, der opdagede Skagen. Som yndet mål for nogle af vore ypperste malere oplevede byen i sidste halvdel af 1800-tallet en veritabel invasion af folk som P.S. Krøyer, Mi¬chael Ancher, Karl Madsen og Viggo Johansen. Men turen nordpå til malerparadisets stærke farver og særlige lysforhold var en større ekspedition. Maleren Karl Madsen fortæller føl¬gende om sin besværlige rejse til Skagen i 1871: »Fra Frede-rikshavn tog den det meste af en dag. Snart efter Ålbæk, hvor det var skik at styrke sig ved et glas varmt æggeøl, var forladt, drejede dagvognen, hvis stranden var »god«, derned for gen¬nem mange timer skråt hældende at snegle sig af sted i hav¬stokken med klitterne til venstre og brændingen til højre. Far¬ten sattes kun op, når kusken for at undgå kviksandet i ren¬derne eller for at komme udenom rester af vrag piskede løs påhestene og styrede dem et stykke ud i søen, der jævnligt over¬sprøjtede passagererne på den åbne vogn. Den mødte næsten aldrig et menneske, kun et utal af skrinnde strandfugle«. Det har altså ikke været nogen fornøjelse. Blæsten og regnen har bombarderet passagererne på den åbne vogn, mens vog¬nens skrumlen og rysten har hindret enhver form for hvile. Mennesker har man ikke mødt mange af - enten man kørte i vandkanten eller ad det slidte hjulspor, der gik til Hulsig. De dominerende synsindtryk har været svævende måger og ter¬ner, nogle får, et par spredte huse og sand og lyng, så langt øjet rakte. Skagen og Frederikshavn har været adskilte af uendeligheden. Ihvertfald af de ca. 40 kilometers ensomhed og øde strækninger. Kun en gang om ugen var der forbindelse mellem Skagen og Frederikshavn. En forbindelse, der blev besørget af den så¬kaldte agepost, som kunne medtage 3 passagerer, der ofte måtte gå ved siden af vognen. Foruden denne forbindelse var der et par gange om ugen vandrende post mellem de to byer. Men kunstnerne, der oplevede og beskrev livet omkring Ska¬gen - Vesterhavets mange stemninger og nuancer; de hvide, milelange strande, roen, kampen mod naturen og de nøjsom¬me fiskere lokkede andre afsted og Skagen begyndte at få fle¬re og flere sommergæster. Da der for omverdenen ventede en yderst udmattende færd til Skagen - H.C. Andersen gjorde en sådan i 1859, - og da det samtidig blev klart, at de fisk, som opkøberne i Skagen sendte afsted, ofte var i en meget dårlig stand når de nåede Frederikshavn, var det indlysende, at der måtte gøres noget for at forbedre kommunikationen mellem Skagen og resten af landet. Men hvori skulle den forbedring bestå? Der var to muligheder. Enten en grundforbedret vej eller en let jernbane. Interessen for landevejen svandt hurtigt væk, og tilbage stod ønsket om at få en jernbane - datidens store vid¬under. Fra hest til damp Inden vi går videre, bør der kastes et blik tilbage i tiden. Til England, hvor George Stephenson omkring 1820 konstruere¬de det første lokomotiv, som blev drevet ved hjælp af damp. Det var ingen hurtigløber, idet tophastigheden lå på 5-6 kilo¬meter i timen. Men da Stephenson i 1829 med sit lokomotiv »Raketten« vandt en stor konkurrence, der senere har fået navnet »Lokomotivslaget«, blev jernbanens tidsalder for alvor indvarslet. Industrialiseringen af England var indirekte skyld i denne udvikling, der nu revolutionerede samfærdselen. Der¬med var det slut med diligencerne, der før møjsomt og lang¬sommeligt havde sørget for passagerbefordringen. Absolut ikke en behagelig rejseform, hvilket man også får indtryk af, når man læser Dickens' beretninger i »Pickwick- klubben«, om den uheldige mr. Pickwicks ture rundt i landet. Om vinte¬ren sank hestene ofte i dynd til midt på maven, og tit skrev forsigtige mennesker testamente, inden diligencerejsen ud i det uvisse startede. Den besværlige start Vendsyssel nord for linjen Hjørring - Frederikshavn ville også have del i denne udvikling, og man begyndte derfor at presse på for at få skabt en jernbanelinje mellem Skagen og Frede¬rikshavn. Indenrigsministeriet, der fik planerne om en jernvej forelagt, arbejdede langsomt og uden interesse for projektet. Man stillede sig tvivlende og gav sandflugten skylden herfor, men i maj 1887 indberettede klitinspektøren til ministeriet, at klitterne nu var beplantet i et sådant omfang, at der ikke var fare for, at sandflugt ville genere en kommende jernbane. Midsommer 1887 fik indenrigsminister Ingerslev besøg af to delegerede fra Skagen, der afleverede et nyt andragende led¬saget af statistisk materiale. Kort efter denne samtale ankom til Skagen overingeniør Tegner og flere andre eksperter for at undersøge den forestående jernbanelinje. Oprindelig havde man projekteret en normalsporet jernbane, der ville koste 1.500.000 kr. at anlægge, mens den årlige drift ville løbe op i et beløb på 100.000 kr. Byrådets medlemmer var enige med eksperterne i, at der skulle anlægges en bane, der var så billig, at driften kunne betales, og det kunne man ikke klare med en normalsporet bane. Et år efter fik man så fra ministeriet en skrivelse, der oplyste, at der nu var budgetteret et projekt til en smalsporet jernbane mellem Skagen og Frederikshavn. Banens længde var på 5,2 mil, og da omkostningerne var anslået til 150.000 kr. pr. ba¬nemil, ville slutsummen blive 780.000 kr. Men hvor skulle alle disse penge komme fra? Egnen var fattig og kunne bestemt ikke klare en sådan udskrivning. Staten tilbød derfor at betale 2/3 af beløbet - 520.000 kr., mens de resterende 260.000 kr. skulle skaffes af de implicerede kommuner, samt af interesse¬rede. Skagen byråd bevilligede 50.000 kr., amtet 120.000 kr., mens godsejer Jørgen Larsen til Gårdbogård tog for 10.000 kr. aktier. Hverken Frederikshavn kommune, Elling eller Rå¬bjerg var særlige interesserede i at åbne pengekassen, men ef¬ ter forhandling tegnede de sig dog for henholdsvis 20.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr. Desuden bidrog landsognet med 500 kr. Alt i alt et beløb på 208.500 kr., men man så ingen udvej til at skaffe de sidste ca. 50.000 kr. Men hjælpen kom fra in¬geniør Winkel, Hillerød, der tilbød at overtage bygningen af Skagensbanen for den indsamlede sum. For det manglede be¬løb ville han tage præferenceaktier. Winkel tilbød endvidere at stille en drifts- og underskudsfond på 20.000 kr. til banens disposition og overtage driftsgarantien for banen i 10 år. Des¬uden ville han sikre, at der hvert år blev indbetalt 3.000 kr. til reservefon den. Indenrigsministeriet fik underretning om, at den forlangte ka¬pital var sikret og fremlagde i efteråret 1888 et lovforslag om Skagensbanen i Rigsdagen. Her var der flere komplikationer, men endelig 30. marts 1889 blev loven om bygningen af Ska-gensbanen vedtaget. Ingeniørfirmaet, Gluud, Werner og Winkel, gik hurtigt igang med bygningen af en smalsporet bane, hvis sporvidde kun var på 1 meter. Knap en måned efter vedtagelsen var linjen ud¬stukket, og nivelleringen af det ujævne terræn påbegyndt. Da Vendsysselbanen blev bygget, var brændevinen et stort pro¬blem, idet den flød i stride strømme blandt arbejderne. Det har den sikkert også gjort her, men arbejdet skred alligevel hurtigt og godt frem, således at banen den 24. juli 1890 kunne indvies i overværelse af honoratiores som Kong Christian den 9. og kronprins Frederik. Med Kongetoget. Dagen oprandt strålende og forholdsvis stille. Kl. 9 stillede den ihærdige Festskare til Afgang. Mellem Deltagerne sås Landstingsmændene Hauerslev, Skee1, Birkelse, Rump, Byfo¬ged, Høst, samt Folketingsmændene Nyholm og Tutein. Sær¬lig Opmærksomhed vakte den nys udnævnte General Koe¬foed, der blev ivrig interviewet om sin Ministerkandidatur. Gehejmeetatsråd Rosenstand mødte med en elegant lille Kuffert. Den viste sig siden at være fuld af Kors og Medaljer. Det lille Dukketog var dejligt pyntet med Kranse og bittesmå Flag og forspændt med to grønklædte Lokomotiver. I hele To¬get findes kun 2 Anden- og 1 Første-Klasses Kupe, den sidste kom endda til Verden ved den Tilfældighed, at Maleren gav et Ettal istedet for et Total. Denne Kupe var provisorisk indrettet til Kongewaggon med Krone over. Ved Kongens Ankomst var der mødt mange Tilskuere, og idet Toget satte sig igang, lød livlige Hurraer for det og dets høje passagerer. De 120 Indbudte fordeltes efter Rang og Stand, almindelige Etatsråder nåede kun 3dje Klasse. Generaldirektør Tegner forblev i Frederikshavn for at passe Middagsarrangementet. Kun(ved 2 mellemstationer standsedes, nemlig ved Jerup og Ålbæk. Men ved Rimmen sås, idet Toget passerede, en Af¬holdsforening med flyvende Banner og 20 Mænd og Kvinder i strakt Karriere på Landevejen for at nå frem til at kunne paradere på Perronen. Forbi! Ved Jerup var der Æresport og Tale af Pastor Gredsted. Alle steg ud af Toget. Små Bønderpiger kastede Blomster i Hove¬det på den besøgende Konge. Præsten, Pastor Gredsted, en ung Mand med mægtig Røst, takkede velsignet kortfattet for den Ære, at Kongen standsede her. Kongen (trykkende Præs¬tens Hånd) takker og siger: "Det er mig en Glæde at hilse på den venlige loyale nordjyske Befolkning!" Ved Ålbæk blev opholdet længere. Lærer Wulff, Sogne¬rådsformand og Venstremand, talte. Han bad Kongen hilse Dronningen og takke hende for hendes Medvirkning ved den ny Redningsbåds Tilvejebringelse. I Kongens Svar udtalte han Håbet om, at den ny Bane må blive til Held for den tro, hæderlige og loyale Befolkning. Fra dagligdagen Dagen efter startede toggangen med to afgange i hver retning. Vognene, der benyttedes, var for godsvognenes vedkommende malet grønne, mens personvognene var gulbrune med Ska¬gens byvåben påmalet. Banens åbning blevet kolossalt fremskridt for egnen. Nu blev der regelmæssig forbindelse, således at både varer og rejsende kunne komme rettidigt frem, og desuden skabtes der en me¬get tættere tilknytning til resten af landet. Det var med banens åbning slut med at bumpe afsted i vandkanten langs Ålbæk bugt, og istedet kunne man adstadigt lade sig føre frem af en prustende damphest. Da banen startede, var der foruden stationen i Skagen, kun en egentlig station, nemlig Ålbæk, mens der i Rimmen, Jerup, Hulsig og Højen var holdepladser med læssespor og vogterhu¬se forsynet med ventesaie. Desuden var der stoppesteder med ventesal i Elling, Napstjert og Bunken. Til at sikre at den indfangede fisk hurtigst muligt kunne blive transporteret sydpå fra Skagen, havde man i en årrække den ordning, at fiskeeksportørerne indtil kl. 6 aften kunne bestille særtog til samme aften mod at deponere 5 kr. Så snart fisken var læsset, kørte særtoget. Nogle af de sidste rester af den smalsporede bane, kan vi i dag se neden for Elling Tømmerhandel, hvor blandt andet en del af den gamle banedæmning er bevaret. Ligeledes fundamen¬tet til den gamle jernbanebro over Elling A. Selve broen blev flyttet til Mariendal, hvor den stadig er i brug. I 1922, da man arbejdede med etableringen af den normalspo¬rede bane, stødte arbejderne ved bygningen af en ny bro over Elling å på nogle gamle egeplanker. Disse var rester af et 800¬årigt fragtskib, som ikke foreløbigt blev hævet. Først i 1968 påbegyndtes arbejdet med at hæve og restaurere skibet. EI¬lingåskibet, hvoraf 75% var bevaret, kan i dag ses på Bangs¬bomuseet. Af andre ændringer kan nævnes, at man helt ophørte med at køre med damp drift i 1960, og at man nu også driver bus- og lastvognskørsel i landsdelen. Når damptogene passerede åen ved Elling, standsede de på broen og lod en slange fra lokomotivet dumpe ned i åen, og sugede så ved hjælp af den vand op til de store kedler. I en gamle klageprotokol fra Elling holdeplads- den er »auto¬riseret« til brug i 1890 - læses forskellige sjove ting. En vred lærer fra Elling klagede i 1890: »Til tog nr. 3 den 26. juli 1890 indfandt jeg mig til planmæssig tid her og løste billet til Fre¬derikshavn. Jeg ventede over en time og måtte så køre med vogn, forbindelse med 5,5 toget fra Frederikshavn fik jeg ikke, ligesom jeg jo heller ingen brug fik for den løste billet. Erstatning forventes«. Der blev nu ingen erstatning, trods det, at toget ikke kom. Kun refundering af den købte billet. Senere klager slagter Mortensen over, at der ingen spytbakke findes i »ventesalen«, mens en hel række borgere, »som ofte benytter Skagensbanen til og fra Frederikshavn«, forlanger varme i lo'kalet, uden at der sker ændringer af den grund. Banelinjen gik oprindelig tæt forbi Lerbæk, videre over åen og forbi det sted, hvor Elling Tømmerhandel i dag ligger. Elling station lå lige øst for præstegårdshaven. I starten var det kun et træskur, men senere blev den grundmurede stationsbyg¬ning, der stadig findes, bygget. Stationen blev passet af sko¬mageren og hans kone, der dels solgte billetter og dels tog imod pakker. Ville man fra Elling til Frederikshavn var billet¬prisen omkring århundredeskiftet 32 øre. Togene kørte ikke stærkere, end at konduktøren kunne gå udvendig og foretage billetteringen. Gnister fra lokomotivets skorsten antændte ofte grøfterne langs banen, og engang gik det ud over Bannerslund plantage, der nedbrændte. Af og til kunne togene næsten gå i stå på grund af brændsels¬ mangel, og så måtte togpersonalet ud at plukke lyng langs jernbanelinjen til at fyre op under kedlen med - og så gik det igen fremad. Den smalsporede jernbanelinje, som man af økonomiske grunde havde anlagt, var dog for spinkel, og i 1924 tog man den normalsporede bane i brug. Dens længde var den samme som den smalsporede, nemlig 39,7 km., men da sporene nu blev lagt om, betød det, at stoppestedet i Elling blev nedlagt og en ny station oprettet i Strandby. Økonomisk har Skagensbanen klaret sig pænt. Den har indtil 1946 altid givet overskud, dog har den de sidste 30 år hvert år haft et større eller mindre underskud. Når dertil lægges det kolossale opsving som egnen har taget i dette århundrede, er der ingen tvivl om, at det var den rigtige beslutning, man tog, da man for snart 100 år siden påbegyndte arbejdet med byg¬ningen af banen. |
| Årstal | 1922 |
| Dateringsnote | ca. 1890 |
| Fotograf | Ukendt |
| Materiale | s/h positiv 17,5*22,5 |
| Arkiv | Nordjyllands Kystmuseum |
Søg videre i Nordjyllands Kystmuseum
