Krige og besættelser. De slesvigske krige 1848 - 1850 og 1864. Besættelsen 1940 - 1945.

1993 Samtaler med beboere.

9.
Episoder i Mårslet Sogn fra besættelsesårene 1940 - 1945.
Hefter udgivet af Lokal Historisk Forening i 1994.

Besættelsen
9. april 1940 blev Danmark besat. Tidligt om morgenen strøg tyske flyvemaskiner i lav højde hen over Mårslet.
Trods påbud om mørkelægning, indførelse af
rationeringsmærker til madvarer og brændsel, udbredt
vareknaphed og senere under besættelsen andre
restriktioner, så gik livet i landsbysamfundet videre.
Man vidste, at der var besættelse, men mærkede det i
de første år ikke så meget i dagligdagen.
Mårslet var i 40erne et landsbysamfund. Alle var beskæftiget ved og af landbruget.
Indbyggertallet i hele sognet oversteg ikke 1200 mennesker. Mårslet Sogn var en
selvstændig kommune med eget sogneråd – helt uafhængig af Århus. Der var ikke som i
dag bus og togforbindelser til Århus flere gange i timen. Det var dengang ikke
nødvendigt., for landsbysamfundet var i høj grad selvforsynende – ud over brugsen og et
par købmænd i Mårslet, havde både Testrup og Hørret egen købmandshandel, Mårslet
havde eget stort mejeri. Der var et par barberer, en damefrisør og flere skræddere i byen.
Der var egen telefoncentral både i Mårslet og i Hørret, og mange selvstændige
håndværkere var beskæftiget i sognet. Et Tatoludsalg og en 1000-handel fandtes også i
Mårslet.
Selv om sognets beboere i 40erne boede ”på landet”, var der ikke tale om isolation, men
forbindelsen til og påvirkningen fra storbyen mod nord var dengang meget lille. Derfor
er det også klart, at besættelsestiden ikke formede sig på samme måde i Mårslet sogn
som i Århus by.
Indkvarteringen
I maj 1943 skulle der i sognet skaffes indkvarteringssteder til et hold tyske soldater, der
kom fra kampene ved østfronten. De skulle i Mårslet have et hvil, inden de igen skulle
sendes ud i kamphandlingerne.
Sognefoged Anders Rasmussen i Testrup blev adviseret om, at han sammen med en
tysker skulle køre rundt i sognet for at skaffe tilstrækkeligt med indkvarteringssteder til
soldaterne. Da sognefogeden ikke selv talte tysk, måtte han have en tolk med sig, og han
henvendte sig naturligt til Elsa Madsen i Mårslet, som var tysk født og fem år tidligere
sammen med sin mand havde bosat sig i Mårslet på Eskegårdsvej 2, hvor hun havde åbnet en damefrisørsalon.
Elsa Madsen svarede nej, hun ville ikke være tolk. Allerede den 9. april 1940 havde hun gjort op, hvor hun hørte til – som dansk gift og med en lille datter ønskede hun at være dansk. Det blev derfor hendes mand, Søren Madsen, der kom til at ledsage sognefogeden på turene rundt i sognet.
Til aftalt tid den 14. maj 1943 kørte en tysk personbil ind på gårdspladsen i Anders
Rasmussens gård i Testrup. En tysk løjtnant og en tysk chauffør sad i bilen, hvor Anders
Rasmussen og Søren Madsen tog plads, og turen kunne begynde.
De menige soldater skulle bo i større sale, mens befalingsmænd og officerer skulle huses
hos private. Indkvarteringen blev ordnet. Det hele gik gnidningsløst, selv om hverken
Anders Rasmussen eller Søren Madsen var meget for turene i bilen med tyskerne –
begge frygtede bagefter for dårlig omtale i sognet. Men Anders Rasmussens job som
sognefoged var jo borgerligt ombud, og hvis ikke Søren Madsen var taget med ham som
tolk, ja, så skulle en anden have gjort det.
Tyskerne ønskede også soldaterindkvartering på Testrup Højskole, der i maj 1943 var
fyldt med sygeplejeelever. Det fik Anders Rasmussen med meget besvær forhindret, og
det lykkedes ham også – efter kraftig opfordring fra Maren Grossen, højskolens myndige
forstanderinde – at undgå en privat indkvartering af tyskere på gårdene i Testrup. Det var
således af hensyn til de mange unge piger på højskolens sygeplejeforskole, at Testrup
ikke fik del i den tyske indkvartering i sognet.
I Mårslet blev skolens gymnastiksal og hotellet beslaglagt. I Hørret beslaglagde byens
forsamlingshus og i Langballe skolens gymnastiksal. Både i Mårslet, Hørret og
Langballe måtte beboerne finde sig i, at de skulle have en eller to tyskere boende. Da
den tyske bil standsede ved ”Ovesdal” i Mårslet, gav tyskeren udtryk for, at han ville
have hele stuehuset, men det fik Anders Rasmussen forpurret, og på gården nøjedes man
med i stedet at få et par befalingsmænd indkvarteret i et værelse på førstesalen.
Tyskerne i Mårslet
Over for stationsbygningen i Mårslet lå tidligere byens AFHOLDSHOTEL. Det var
indrettet som hotel i 1911 af Peter og Marie Kristiansen og i 1926 overtaget af sønnen
Karl Anker Kristiansen og hans kone Marie. Hotellet eksisterer ikke mere – det blev
nedlagt i 1966 og bygningerne nedbrændte i 1968.
Her fik værtsparret 14. maj 1943 besøg af sognefogeden, tolken og den tyske officer, der
ønskede hotellets store sal og tre tilstødende stuer beslaglagt. 19. maj blev der af de
tyske myndigheder udfærdiget en lejekontrakt, hvor lejen blev fastsat til 350 kroner om
måneden.
To dage senere, den 21. maj, ankom tyskerne til sognet. Hotellets store sal blev ryddet
for borde og bænke, og 30 – 40 menige soldater blev indkvarteret i salen. De otte borde
og tolv bænke blev brugt på gårdene, hvor der blev indkvarteret befalingsmænd. I det
ene af de tilstødende rum blev der indrettet telegraf- og telefonstue, og de to øverste
stuer i gavlen blev to gange dagligt brugt som spiselokaler for 30 befalingsmænd og
officerer. Marie Kristiansen skulle stille service til rådighed og vaske op og gøre rent i
spiselokalerne. Soldaterne i salen havde hotellet ikke noget at gøre med, de fik deres
mad fra et medbragt feltkøkken.
Små tre måneder varede indkvarteringen. I begyndelsen af august kom der besked om, at
styrken skulle af sted igen. Den sidste aften tyskerne var på Afholdshotellet, gav Marie
og Anker Kristiansen dem et måltid mad. Det var brasede kartofler med spejlæg.
Tyskerne blev bænket og vartet op, og mange af dem græd, da de sagde tak for maden.
Inden tyskerne den 5. august forlod Mårslet for at rejse til kampene i Italien, blev
hotellets borde og bænke bragt tilbage – på nær to bænke, der var blevet væk. På hotellet
gik man straks i gang med rengøringen, og det store gulv i salen var netop blevet bonet,
da der kom besked om, at hotellet igen skulle beslaglægges til indkvartering.
Det nye hold soldater kom den 19.august 1943. Der var nu trængsel i hotellet store sal,
for denne gang var der 50 soldater, der skulle sove her. Soldaterne var meget sultne, da
de ankom til Mårslet, og de gik og ventede på, at deres feltkøkken skulle dukke op. Da
hotelfamilien den dag skulle spise, lod de lagner hænge op for vinduerne, for at de sultne
soldater ikke skulle se det.
Det var en fejl, at disse soldater var kommet til Mårslet – de skulle have været i Hørning,
og det varede da heller ikke mange dage, inden de igen forlod Mårslet. 26. august rejste
de, og på hotellet kunne man igen gå i gang med oprydning og rengøring.
Det var ikke kun gårdene i Mårslet, der måtte tage mod tyskere. Præstegården måtte
huse de to øverstbefalende for styrken. I Møllen var der indkvarteret to. De fik det
største af børneværelserne på 1. sal. Den ene tysker hjalp til med at kløve og stakke
brænde. Længe efter at tyskerne igen var borte, sås i møllerens hus mærker på gulve og
trapper efter tyskernes sømbeslåede støvler. Skrædder Olsens (Tandervej 7) havde en
tysker indkvarteret, og det havde damefrisøren også. Her fik han overladt soveværelset
.
Til hovedkvarter brugte tyskerne den gule bungalow på Hørretvej – nu nedrevet for at
give plads til Kildevangs ældreboliger. Huset var opført lige før krigen og stod tomt i
maj 1943. Her blev der indrettet radio- og telegrafstation, og uden for huset blev det
feltkøkken, der skulle betjene de menige soldater, opstillet. Herfra bragtes også mad til
officererne på Afholdshotellet.
Én eller to gange dagligt stillede alle tyskere til parade på Hørretvej foran det gule hus,
og to vagter gik til stadighed patruljerende gennem byen.
De tyskere, der var indkvarteret i Mårslet, havde ikke så mange heste med. 6 – 10 heste
var opstaldet på ”Eskegården” hos Jens Olesen, og også ”Bomgården” gav i en kort
periode ly for tyske heste.
Blandt soldaterne i Mårslet var der to polakker. De havde været i fangelejr i Holland,
men var blevet tvangsudskrevet til den tyske hær. De var ved feltkøkkenet, men skilte
sig ud fra de øvrige soldater. Stationsforstander Zacho Raths to sønner, Poul og Erik,
blev venner med polakkerne, og da de af en eller anden grund blev sat i ”brummen” –
brændeskuret i kæmnerkontorets have (vort nuværende Borgerhus) – smuglede Erik
Rath noget mad ind til dem.
Polakkerne glemte efter deres afrejse ikke det venskab, de havde mødt. Fra Italien sendte
de en pakke med et smykke til fru Rath, som de havde kaldt ”mor”, men det nåede først
frem til Mårslet den dag, da fru Rath var død og skulle begraves.
Mens den tyske indkvartering stod på, kom der en dag en tysk officer – chefen, kaldte de
ham – til Elsa Madsen og bad hende være tolk for sig ved et besøg hos svejseriet Derby
på Århus havn. Svaret var nej. Tyskeren ville vide, hvorfor hun sagde nej, og Elsa
Madsen måtte forklare, at hun var bange for, hvad der eventuelt senere kunne hænde,
hvis hun sagde ja til at samarbejde med tyskerne.
Et par dage efter så Elsa Madsen officeren på gaden i Mårslet, og da han stilede lige hen
til hende, blev hun bange. Det viste sig, at det var der ingen grund til. Officeren fortalte
hende, at én af hans soldater dagen efter skulle rejse på orlov til Dresden, og hvis hun
ønskede det, kunne han tage en pakke med til hendes forældre i Dresden – de mangler
alt, sagde han. I hast blev der pakket skinke, smør med meget mere sammen, og da
soldaten efter orloven atter var i Mårslet, var det med hilsener fra forældrene, der i
mange år ikke havde set så mange gode ting.

Tyskerne i Hørret
Hørret havde tysk indkvartering i 1943 – på samme tidspunkt som i Mårslet – fra maj til
august.
I Hørret blev det daværende Forsamlingshus, Hørret Byvej nr. 9, beslaglagt. På
egnsarkivet i Mårslet findes en lejekontrakt skrevet 16. juni 1943 af Die Deutsche
Wehrmacht og forsynet med stempelmærker, . 31. august 1943 på leje af
Forsamlingshuset i perioden 21. maj til 6. august 1943. Leje og skadeserstatning ses
opgjort til 649 kr.
Også Hørret skole (nedlagt 1949) var tyskerne interesserede i at få, men skolen undgik
beslaglæggelse. Ja, skolen undgik endda at få tyskerindkvartering. Lærer Axel Jul
Christensen stod nemlig for at skulle have bryllup – og det blev der så taget hensyn til.
Mens beslaglæggelsen af Forsamlingshuset stod på, blev Hørretbeboernes aftenmøder
henlagt til skolestuen.
De menige soldater var indkvarteret i Forsamlingshuset, mens befalingsmænd og
officerer boede på gårdene. Tyskerne samledes til spisning i Forsamlingshuset, hvortil
maden bragtes på en vogn – antagelig fra det feltkøkken, der var opstillet i Langballe.
Det, der blev tilovers efter spisningen, blev stillet udenfor på trappen, og bønderne måtte
tage det til foder til grisene.
Foran Forsamlingshuset gik der en tysk vagt, og når Anders Loft, der dengang boede i
Forsamlingshusets lejlighed, om aftenen havde været i byen og kom hjem, råbte han på
afstand til vagten: De` æ bare mæ, Anders – og han kunne gå ind.
På gården Hørret Byvej 7 var der ikke tyskere indkvarteret – stuehuset var for lille. Men
på marken bag gården, langs med grusgraven havde tyskerne opstillet et meget stort telt,
der rummede deres medbragte ammunition. Der blev ikke brugt af ammunitionen, mens
tyskerne var her, men der blev passet på det – en vagt gik konstant rundt på stedet.
8 – 10 af gårdene i Hørret havde dengang staklader, og de blev også beslaglagt.
Tyskerne indrettede dem med spiltov til deres heste. Mere end 60 heste havde tyskerne
med sig, da de kom til Hørret. De trak tyskernes krigsmateriel, da kolonnen ankom.
På Olga og Mich. Wengs gård, Højballevej 4, var der en staklade. Den blev fyldt med
heste, og unge polske soldater var hestepassere og sov ved hestene. Om dagen trak de
dem ind på gårdspladsen for at vande dem. Polakkerne var bare store drenge – 17-18 år –
der ”frivilligt” var tvunget ind i hæren, som de sagde. De andre tyske soldater hundsede
med dem, og det kunne Olga Weng ikke lide. Hun gik ud og stak dem en madpakke, når
de andre tyskere ikke så det. ”Danke, danke,” sagde drengene.
Hos Mich. Weng var der indkvarteret to befalingsmænd – Grinner og Rudolph hed de.
De boede i gæsteværelset, spiste sammen med familien og blev behandlet som var de
gårdens gæster. Olga Weng turde sige alt til dem – også selv om hun ikke talte tysk.
Engang gjorde hun med hånden en bevægelse foran sin hals, mens hun sagde: Grinner
sterben. En anden gang morede hun sig sammen med gårdens pige, da den ene af
befalingsmændene trak sine støvler på. En af de polske drenge var blevet sat til at
blankpudse støvlerne, hvorpå Wengs pige havde set sit snit til at fylde vand i dem.
Da der skulle ruskes hør på markerne hos Mich. Weng, kom 6-7 tyske soldater for at
hjælpe. Olga Weng kom ud i marken med kaffen – og så snart soldaterne havde drukket
deres kaffe, sov de ind, helt udkørte.
Hos Mich. Weng var der dengang en længe langs stuehuset – nu er den væk. Den ville
Mich. Weng indrette til kornopbevaring. En tysk soldat kom og hjalp til, da gulvet skulle
brydes op – soldaterne kunne lide at omgås befolkningen og gav gerne en hånd med, når
der var brug for hjælp.
En anden tysk soldat var landmand. Han passede to heste, der var lige så tykke som
Mich. Wengs – og sikke et seletøj, de havde. En dag spændte han sine to heste sammen
med en af Wengs heste for selvbinderen, og så kørte han ud og høstede Wengs mark.
Mich. Wengs bilgarage blev af tyskerne brugt til gaskammerøvelse. Soldaterne blev
lukket ind i garagen med en gasmaske i hånden, hvorpå der blev kastet en gasgranat
derind. Lang tid efter at tyskerne igen havde forladt Hørret, blev gaslugten hængende i
garagen.
På gården overfor, ”Højly”, Højballevej 3, blev der indkvarteret to befalingsmænd i et
værelse på stuehusets første sal. De var der kun i få dage, hvad gårdmandsfamilien ikke
var kede af, for de trampede op og ned af den smalle trappe med deres sømbeslåede
støvler. Da de var væk, kom Hermann Heers, overvagtmester, murermester fra
Bremerhaven. Han overtog værelset på førstesalen, men kom snart næsten til at høre til
familien. Han spiste med ved måltiderne, sad om aftenen i stuen og hørte radio, og han
hjalp til på gården med blandt andet at pumpe vand op og fodre køerne. Han hjalp, hvor
han kunne og var så glad for gårdens børn. På et fotografi fra dengang ses Hermann
Heers stående med sin cykel – et barn sidder på cyklens stang og et andet står ved siden
af.
Da der kom ordre til, at tyskerne skulle forlade Hørret, var det en grædende Hermann
Heers, der forlod ”Højly” og begav sig til Forsamlingshuset. Ingen af tyskerne vidste,
hvor de skulle hen, men ingen af dem håbede, at det igen skulle være til Stalingrads gru.
Efter afrejsen skrev Hermann Heers til familien i Hørret. Brevene kom åbnede og
censurerede. Også efter krigens afslutning skrev Hermann Heers fra Bremerhaven og
sendte billeder med af sin familie – for ham havde de tre måneder i Hørret været de
lykkeligste under hele krigsforløbet.
Også ”Højly” havde staklade, hvor en halv snes tyskerheste havde stald. Om dagen blev
de trukket ind i gården og bundet til nogle kroge, som tyskerne havde slået ind i
svinestaldens væg.
Mens det øvrige sogn – bortset fra Wilhelmsborg – kun havde denne tyskerindkvartering
i sommeren 1943, så var der også senere tyskere i Hørret. På egnsarkivet findes en
kvittering fra 10. april 1945 på modtaget leje – for indkvartering af soldater i
Forsamlingshuset.
Det falder tidsmæssigt sammen med, at tyskerne i slutningen af besættelsen var i gang
med at udgrave en høj overfor dyrlægen på Jelshøjvej for der at lave en kanonstilling.
Gravearbejdet blev foretaget af danskere, men tyske soldater, der boede i Hørret,
bevogtede stedet bag en pigtrådsspærring.
Om morgenen kom tyskerne kørende til Jelshøjvej i hestevogn fra Hørret, og om aftenen
vendte de tilbage igen. Kanonstillingen blev aldrig færdig – kun gulvfladen nåede de at
få støbt. Efter besættelsen blev hullet dækket til igen.
Det har nok i besættelsestidens sidste tid knebet med madforsyningen til Hørret, for
disse soldater tiggede mad på gårdene – eller rettere, de søgte at bytte sig til mad med
hvad de havde af værktøj.
Da de sidste tyske soldater efter krigens afslutning vandrede bort fra Hørret med deres
oppakning på barnevogne og trækvogne, havde de også med sig en forsyning af rugbrød,
som Hørretbeboerne havde købt og givet dem.
Landsbylivet gik videre, mens der var tyske indkvarteringer i Hørret. Befolkningen følte
sig egentlig ikke generet i deres daglige virke af tyskernes tilstedeværelse. De tyske
vagtposter kendte lokalbefolkningen, der kunne færdes overalt. Det er det almindelige
indtryk, at de tyske soldater nød opholdet, mens de var indkvarteret i Hørret.

Tyskerne i Langballe
I Langballe var der i 1943 indkvartering af tyske soldater i samme periode som i Mårslet
og Hørret. Da tyskerne fredag den 22. maj 1943 – på Bededag – kom til Langballe,
troede de, at beboerne holdt fri, fordi de skulle ankomme – Bededag var ikke en
helligdag, de kendte.
I Langballe skoles gymnastiksal boede der menige soldater, og det gjorde der også på et
par af de større gårde – blandt andet på Bays gård (Langballevej 109), hvor der i et
værelse blev stillet tre etagesenge op til seks soldater, og på ”Langballegården” hvor
tyskerne lagde beslag på salen, der dengang maleren Janus la Cour ejede gården, havde
været atelier. Før tyskerne kom, havde langballebeboerne brugt denne sal ved fester, til
danseskole og til beboersammenkomster.
Feltkøkkenet anbragte tyskerne i den gamle hvide gård i Langballe (Langballevej 402),
hvad ejerne protesterede over. Gårdene var med stråtag, og da han var bange for, at
tyskerne skulle sætte ild til gården, klagede han til brandfoged og flere andre instanser,
men det hjalp ikke noget – feltkøkkenet blev på gården. Herfra bespistes soldaterne i
Langballe, og muligvis fik også soldaterne i Hørret deres mad herfra.
Befalingsmænd og officerer – 20 i alt, der var indkvarteret på gårdene – samledes til
spisning på Bays gård, hvor der i et værelse på kvisten var stillet to borde og nogle
bænke op. På væggen i et værelse havde tyskerne anbragt et hagekorsflag. Når de kom
til spisning og gik op af trappen, lød det som et tordenvejr på grund af deres
sømbeslåede støvler. For ikke helt at få ødelagt trætrappen, blev der slået nogle sække på
trinene. På værelset ses endnu en gang, der er slidt ned på midten af gulvet af deres
hårde fodtøj. Maden til officererne blev bragt fra feltkøkkenet.
I den hvide gård, hvor feltkøkkenet stod, havde tyskerne også taget et gammelt udhus, et
rum uden vinduer, og det blev brugt som arrest. Et par dage isoleret her i mørke må have
været en hård straf. Mens tyskerne var i Langballe, gik der om natten vagtposter rundt i
byen.
På Bays gård disponerede tyskerne også over fire kælderrum, og her havde de indrettet
et tømrer- og sadelmagerværksted. Af store huder blev der her lavet seletøj. Gårdens
kviestald blev senere belagt med heste. Den tysker, der skulle passe hestene, brød Bay
sig ikke om, men han boede heldigvis heller ikke på gården.
På Nygårds gård (Langballevej 400) boede der dengang en sønderjyde i et hus, og det
var aftalt, at han skulle arbejde for huslejen. Han blev kaldt ”konsulen” og havde gået i
tysk skole. Han stillede straks og ville hjælpe tyskerne med alting.
Når der var luftalarm, kunne sirenen høres i Langballe fra Skåde skole. Tyskerne var
meget bange, når luftalarmen lød. De krøb helt ind til muren under tagskægget.
Når Langballesoldaterne ville besøge soldaterne i Hørret, lånte de en cykel til
transporten, og det hændte, at familier i Langballe måtte opgive en planlagt cykeltur,
fordi deres cykler ikke var hjemme.
Selv om tyskerne selv sørgede for deres mad, ville soldaterne gerne havde noget ekstra.
Engang kom en tysker til Jonna Bay med en klat smør og noget fars, som han ville have
stegt, og andre gange ville de købe spejlæg, men de blev alle afvist Bedre held havde en
ganske ung tysker – kun en stor dreng – da han kom med et par halsbind, mens Jonna
Bay i kælderen var ved at vaske tøj med et vaskebræt i en vaskebalje. Det var svært at
sige nej til at vaske for ham.
Engang så tyskerne, at Jonna Bay bandt nogle kranse, der skulle bruges til et rejsegilde,
og de spurgte om der skulle være begravelse – den skik kendte de slet ikke. De spurgte
også, hvorfor der stod disse stænger foran hver går og hus i Langballe, og de undrede sig
da de fik forklaret, at det var flagstænger. Den skik kendte de heller ikke.
Kort før tyskerne i august 1943 skulle rejse, holdt de en fest i Langballe skoles
gymnastiksal. På salens gule murstensvæg havde de malet et stort billede – en hjelm
omkranset med egeløv – og under det stod: der er kun en sejr, og sejren er vor. Da
tyskerne var væk, blev billedet slebet af væggen, men man kan stadig se skyggen af,
hvor det har været.
Kvinderne i Langballe havde under besættelsen en afdeling af D.K.B – Danske Kvinders
Beredskab – og de mødte på Langballe skole under ledelse af fru kaptajn Mogensen og
fru Lærer Helms. Der blev syet børnetøj og lavet forbindspakker af gamle lagener. I
påkommende tilfælde skulle kvinderne være behjælpelige ved evakuering og pasning af
syge og sårede. Kvinderne var forsynet med D.K.B.-armbind og måtte med det på færdes
ude, selv om der var luftalarm eller udgangsforbud.
Også i Langballe var det sognefoged Anders Rasmussen, Testrup, der havde forestået
indkvarteringen. Beboerne var lovet en erstatning, og for ulemperne på Bays gård blev
der efter tyskernes afrejse betalt 150 kroner.

Tyskerne på Wilhelmsborg
Herregården Wilhelmsborg, det tidligere baroni, blev i 1923 solgt til Lars Hviid, der i
besættelsesårene beboede hovedbygningen. Godsejer Lars Hviid var da i 70erne, og det
var hans søn, Knud Gustav Hvid, som med sin familie boede i forvalterboligen, der stod
for gårdens daglige drift. I kostalden var der dengang 90 køer, og i hestestalden stod der
7-8 spand heste samt et par rideheste.
Wilhelmsborg havde under besættelsen i tre omgange indkvartering af tyske soldater og
heste. Alle tre gange lagde tyskerne beslag på den store ladebygning og de tre staklader
bagved. Også herskabsstalden havde tyskerne, men godsets øvrige bygninger gjorde de
ikke krav på, og gårdens store landbrugsbedrift kunne derfor køre næsten uændret
videre, mens indkvarteringerne stod på.
I ladebygningerne boede de tyske soldater med deres heste. Omkring de åbne stakladers
sider byggede tyskerne op med halm for bedre at kunne holde varmen. I herskabsstalden
stod de fineste af hestene opstaldet, og i den lille lejlighed i gavlen boede den officer, der
havde kommandoen over hestene. Hver af de tre indkvarteringer varede i flere måneder -
måske op til et halvt år.
Den første indkvartering på herregarden fandt sted i 1941, den næste i 1943 og den
sidste i 1944. Der var meget stor forskel på de tre hold tyskere. Det første hold i 1941
var herrefolket, streng disciplin, pressefolder i uniformerne, og de havde ingen kontakt
med danskerne. Det næste hold i 1943 bestod af 180 soldater, befalingsmænd og
officerer samt af 160 heste og hestevogne. Dette hold var der mere kontakt med. Ved
den sidste indkvartering i vinteren 1944 var der ikke så mange heste med, men til
gengæld omkring hundrede russiske krigsfanger. Tyskerne på det sidste hold havde ikke
mere pressefolder i klæderne, og fangernes tøj var kun laser. Flere af krigsfangerne gik
med forbindinger eller med krykker.
Det var et flot syn, når tyskerne om morgenen trådte an på gårdspladsen på 3 geledder
med deres heste. Bag de opmarcherede soldater og heste var feltkøkkenet anbragt,
hvorfra soldaterne blev bespist. I lange rækker gik de forbi køkkenvognen og fik maden
øst op i deres spisekar. Ved kostalden stod gårdens forvalter og øste mælk op i
soldaternes drikkekar. Ud over mælken fik tyskerne ikke madvarer fra gården.
Hele formiddagen stod feltkøkkenet og oste og dampede på gårdspladsen, og ved
middagstid stillede soldaterne igen op i rækker for at få mad, der blev indtaget stående
på gårdspladsen. Det samme gentog sig om aftenen.
Stort set passede tyskerne sig selv under de tre indkvarteringer på herregarden. Der
observeredes ingen spektakler eller tumulter, og soldaterne ødelagde ikke noget, mens de
var på gården. Disciplin var der hele vejen. Når noget blev sagt, blev det gjort. Der var
ikke noget, der skulle gentages.
Lederen af de mange heste på det andet hold i 1943 hed Willy Kühne. Han boede i
gavlværelserne i herskabsstalden, og når der blev trådt an i gården, holdt han altid med
sin hest på fløjen. Kühne har efter krigen besøgt Hvid-familien og fortalt, at han efter
opholdet på VILHELMSBORG blev sendt til østfronten, hvor han blev taget til fange
ved Stalingrad. I to år var han krigsfange her og levede mest af kartoffelskræl og
brændenælder .
Den sidste indkvartering i 1944 adskilte sig som nævnt fra de to forrige ved de mange
russiske krigsfanger. Holdet kom direkte fra krigen, og antagelig er de kommet med et
skib til Århus havn, hvorfra de så gik til VILHELMSBORG. Det var et ynkeligt syn at
se, hvordan krigsfangerne, frysende og forkomne, uden tøj ti1 at holde kulden ude, kom
sjoskende ind på gårdspladsen. Da dette hold skulle forlade VILHELMSBORG, var der
en tysker, der nægtede at tage med. Han blev trukket om bagved en af bygningerne, hvor
han blev skudt. Liget blev lagt op på en vogn, og tyskerne begravede ham på Odder
kirkegård, som holdet alligevel skulle forbi på rejsen.
Hvor tyskerne på VILHELMSBORG kom fra, hvorfor de kom til herregården, og hvor
de skulle hen efter opholdet her, ved man ikke. Antagelig er alle tre hold kommet fra
krigsskuepladsen for at få et hvil, inden de igen skulle kastes ind i krigshandlingerne.

De tyske flygtninge
De sidste måneder af besættelsestiden blev en ekstra hård belastning for danskerne.
Tyskland begyndte at evakuere civilbefolkningen, fortrinsvis fra Østprøjsen, hvor
russerne stormede frem.
Den russiske hær fik meget hurtigt herredømmet over næsten alle østtyske områder, og
flygtende østtyskere søgte under store anstrengelser ud til Østersøkysten for at få
skibslejlighed - væk fra øst, væk fra russerne.
Beslutningen om at anbringe civile flygtninge fra især Østprøjsen, Danzig og Pommeren
i Danmark blev truffet af Adolf Hitler i begyndelsen af februar 1945, og 72 forskellige
flygtningeskibe anløb i krigens sidste to måneder København 124 gange.
På de overfyldte flygtningeskibe, der ikke var indrettet med sanitære forhold til flere
tusinde passagerer, fandtes der heller ingen mad til de mange mennesker. Mange mistede
livet undervejs og flere døde straks efter ankomsten af udmattelse, udsultning, chock og
sygdomme. Ved kapitulationen blev der i Danmark registreret 238.010 overlevende
flygtninge.
Tyskerne havde indtil begyndelsen af april 1945 endnu overblik over situationen og
kunne fordele de ankomne til de flygtningelejre, som i hast var blevet. etableret 1100
steder i landet.
Før 4. maj 1945 fik flygtningene gennem Værnemagten udleveret lommepenge, 1 krone
om dagen, og de kunne hermed foretage indkøb af personlige fornødenheder i danske
forretninger. Efter 4. maj 1945 holdtes flygtningene internerede i lejrene under bevæbnet
bevogtning. Man beskyttede flygtningene ved at isolere dem. Ifølge lov nr. 21 af 4.
februar 1871 §7 forbødes: ".. al samkvem og forbindelse med internerede flygtninge
samt sammenstimlen foran flygtningelejrene ..". I juli 1945 var der 10.000 mand - mest
fra modstandsbevægelsen - til bevogtning af flygtningene, og et år senere var tallet 3.800
- nu mest nyindkaldte CB'ere.
CB var en civilbeskyttelsesorganisation, der var oprettet 1938. Værnepligtige, der ikke
blev indkaldt til aftjening af militær værnepligt, kunne indkaldes til at deltage i
civilbeskyttelsestjeneste. De CB'ere, der overtog bevogtningsopgaven, var udtaget og
uddannet af politiet under besættelsen. CB-tjenesten faldt bort i 1949.
Antallet af forlægninger - flygtningelejre med tyske civile flygtninge - var i marts 1946
bragt ned fra de oprindelige 1100 lejre til 247. Målet var at komme helt ned på 100 lejre.
Samling af flygtningene i større lejre blev muliggjort efter en levering af 2000 barakker
fra Sverige ti1 opstilling i barakbyer i Oksbøl, Skallerup klit, Røntved ved Frederikshavn
og andre steder - men også tyskerbarakker, som var opført rundt om i danske byer, blev
taget i brug.

Testrup Højskole
Da det stod klart, at den enorme flygtningestrøm ikke kunne blive i København, gik den
tyske besættelsesmagt i gang med over hele landet at finde steder, hvor der kunne findes
husly til disse ulykkelige mennesker, da der heller ikke var plads til dem i de kaserner,
skoler og bygninger, som tyskerne allerede havde beslaglagt.
På jagt efter egnede steder, hvor der kunne oprettes flygtningelejre, blev Testrup
Højskole udset, og højskolen var et af de 110 steder i landet, der i krigens sidste måneder
blev beslaglagt til indlogering af tyske flygtninge.
På højskolen havde man 23. februar 1945 holdt afslutning for Sygeplejeskolens
vinterhold. Eleverne var rejst hjem, og inden sommerholdet kunne begynde 3. april,
skulle skolen istandsættes og gøres klar til at modtage de næste 100 piger. Dette arbejde
var man godt i gang med, da det første tyskerbesøg fandt sted 16. marts.
Forstanderinde Maren Grosen og Ingrid Kaae var ikke hjemme på skolen denne dag. Det
var derfor køkkenchefen Sophie Nielsen, der forstod og talte tysk, der førte samtalen
med tyskerne. En af skolens lærere, Erik Dahlerup, kom tilfældigvis tilstede. Han blev
hidsig, forløb sig og nægtede at give hånd til en af de tyskere, der var med. Efter den
episode turde Dahlerup ikke sove hjemme i lærerboligen, og han skjulte sig til at
begynde med om natten hos naboer og venner, men til sidst måtte familien flygte - først
til pastor Balslev i Tiset præstegård og derefter til familie i Sønderjylland. Dahlerups
fravær fra højskolen kom til at vare i 3 måneder.
Før Dahlerup-familiens flugt blev alle ting fra lærerboligen i højskolens have båret over
vejen til opbevaring i sognefoged Anders Rasmussens gård. Næppe var lærer Dahlerup
rejst, før tyskerne beslaglagde lærerboligen, der kom til at huse tyske kontorfolk - 2
mænd og en kvinde fra organisationen "Todt".
Det første tyskerbesøg på højskolen blev snart fulgt op af yderligere to besøg. Man
forstod på højskolen, at tyskerne ville have skolen, hvorfor der måtte sendes afbud til de
piger, der var tilmeldt sommerholdet, og som kun 14 dage senere skulle have påbegyndt
deres forskoleuddannelse.
Værnemagtens beslaglæggelsesdekret blev først overrakt skolen ved det tredie
tyskerbesøg, hvor forstanderinde Maren Grosen måtte føre de tyske officerer og en
ledsagende oversygeplejerske rundt på skolen fra rum til rum, som tyskerne "skridtede
af" til beregning af sengepladserne.
Da man nåede frem til elevernes dagligstue i "Vesterhus", var den tømt for møbler.
Mellem tyskerbesøgene på skolen havde man sendt dagligstuens smukke møbler til
opbevaring på gården "Fuglsang" ved Ravnholt skov. En af tyskerne, der havde set
dagligstuen ved det første besøg på skolen, stampede i gulvet og forlangte møblerne
stillet tilbage inden den følgende søndag. Det blev de nu ikke, men der blev skaffet nogle
gamle møbler, der i stedet kom til at stå i stuen. De oprindelige møbler i dagligstuen var
lyse med håndvævede betræk på stolene. På bordene lå der vævede lyseduge. Der var
hyggelige hjørnearrangementer og smukke gardiner med broderier. Alt dette blev gemt
til skolen igen var fri.
Hele skolen på nær privatboligen blev beslaglagt. Maren Grosen, Ingrid Kaae, Mette
Bach og køkkenchefen Sophie Nielsen rykkede sammen i privatboligen, og skolens
øvrige ansatte måtte rejse.
15. april kom de første tyskere. Det var personalet, der skulle overtage ledelsen af
køkkenet. De følgende dage fulgte flygtningene. Biler tømtes for deres sørgelige last af
gamle, blinde og halte mennesker, flygtninge mest fra Østprøjsen, gamle de fleste, som
helt eller delvis måtte bæres ind af ledsagende soldater.
Der var mange meget dårlige blandt Testrups flygtninge - mærket af krigen og af
flugten. Nogle sås stående, krammende deres dyner, der var mellem de få ejendele, de
havde faet med sig på flugten. Andre sås stående og trippe for at få benene løftet op over
trappestenene. 200 flygtninge havde man sagt, der ville komme til højskolen, men mere
end godt 140 blev det ikke til. Det var også mange, når man ved, at skolens sommer- og
vinterhold, der hver var på ca. 100 elever, ellers helt fyldte skolens rammer ud.
Små tre uger efter flygtningenes ankomst til Testrup var krigen forbi. Tidlig om
morgenen blev der sendt bud til Mårslet efter skolens flagstang, der havde været gemt
væk hos tømrer Jelsbak. En stor mandsstyrke indfandt sig på højskolen og hjalp med at
få flagstangen rejst. Mens Dannebrog gik til tops, ringede kirkeklokken i Mårslet freden
ind, og de tyske flygtninge stod med blottede hoveder og så til.
Få dage efter kapitulationen rømmede de tyske kontorfolk lærerboligen, og efter en
istandsættelse af huset blev det atter bolig for Dahlerup-familien - og var det til 1947, da
Dahlerup flyttede til Vestbirk.
Først den 13. februar 1946 forlod flygtningene Testrup Højskole.10 måneder havde
beslaglæggelsen af skolen varet. Fra de 1100 mindre lejre spredt over landet, samlede
man nu flygtningene i større lejre - blandt andet i baraklejren i Oksbøl. Testrupflygtningene blev i første omgang samlet i en baraklejr, der under besættelsen var opført
af tyskerne på Marselis Boulevard i Århus. Det vides ikke, hvor de derfra kom hen, men
sendes hjem kunne de ikke, for der var intet at sende dem hjem til.
En kvart million mennesker havde flygtningestrømmen udgjort, og der skulle gå næsten
4 år efter krigsafslutningen, inden de sidste flygtninge havde forladt
Danmark. Den dag, flygtningene .forlod Testrup, var der en af dem, der sagde:
Danmark har gjort mod os, hvad Tyskland ikke ville have gjort mod fremmede, der kom
som os. Og en anden sagde: Vi kom som fjender. I var god mod os . Vi har meget at lære
af Danmark .

Flygtningene
Efter befrielsen overtog Odder Kommune forplejningen af flygtningene på Testrup Højskole og stod for indkøb af madvarer, som så blev tilberedt i højskolens køkken. Der var ganske bestemte rationer til hver af brød, smør og mælk hver dag. Knappe rationer og måske i underkanten af, hvad vi andre syntes rimelige.
Også efter krigens slutning modtog flygtningene lidt lommepenge til brug for køb af private fornødenheder, og det var også Odder Kommune, der stod for denne side af flygtningeadministrationen.
Efter 4. maj blev flygtningene bevogtet. Bevæbnede CB-ere gik vagt ved skolen og havde ved dammen i højskolens have en skurvogn, hvor de holdt til. Forhenværende landbetjent i Malling, Frederik Grønnebæk, var leder af bevogtningen.
Grønnebæk var i 1944 som ung politibetjent i Odder blevet taget af Gestapo og sendt i koncentrationslejr i Tyskland. 4. maj 1945 var han med de hvide busser, der i krigens sidste måneder udfriede danske koncentrationslejrfanger, nået til København mod Sverige, og her blev han løsladt. Hjemme i Odder igen fik han overdraget at lede bevogtningen af de fem flygtningelejre, der fandtes i Odder politikreds – og herunder også bevogtningen af flygtningene på Testrup Højskole.
Bevogtningen i Testrup var dog lempelig – der var ingen pigtrådsspærring, og flygtningene kunne frit gå til købmanden og for de få kroner, de havde, gøre deres små indkøb.
På sin Nimbus-motorcykel med sidevogn kom Frederik Grønnebæk hver dag til Testrup Højskole for at føre tilsyn med vagtmandskabet, styre administrationen og sørge for opretholdelsen af lov og orden på stedet. Flygtningene havde en ”Vertrauungsmann”, og ham førte Grønnebæk samtaler med i spisesalen. Administrationen af flygtningene på skolen havde fra begyndelsen været forestået af en ung kone, der havde sin 8-9 årige datter Eva med. Hendes mand sad i krigsfangelejr og selv var hun gravid. Hun fortsatte også efter 4. maj 1945 med at stå for administrationen – kun afbrudt af fødslen, der fandt sted på Odder Sygehus.
Mens kvinden var indlagt i Odder, lod Grønnebæk datteren Eva få moderens smørration, hvad der straks blev misundelse over hos de voksne.
Der skete nogle dødsfald blandt flygtningene i Testrup efter 4. maj 1945. Ved ikke at skynde sig med at indberette disse dødsfald, sørgede Grønnebæk for, at de afdødes rationer i nogle dage kunne fordeles mellem de øvrige.
En dag fik Grønnebæk af nogle flygtninge at vide, at der på nogle værelser blev skjult et lager af madvarer og chokolade under sengene. Det viste sig at stamme fra de tyskere,
der efter besættelsens ophør havde måttet rømme lærerboligen i haven. Da de ikke kunne have maden med sig, havde de overladt den til nogle af flygtningene. Varerne blev konfiskeret, så det blev der ingen forventet ekstraforplejning ud af.
Blandt flygtningene var der en mand, der var kleptoman. Han stjal småting fra de andre.
Hver fjortende dag blev hans gemmer ransaget, og de fundne ting blev lagt frem på et bord på gårdspladsen, hvor de rette ejere så kunne hente dem.
Et ældre ægtepar blandt flygtningene var heldige. De havde slægtninge i Amerika, og ved Grønnebæks mellemkomst lykkedes det dem at få emigrationspapirer, så de kunne rejse væk fra Testrup til Amerika.
Blandt de få papirer fra dengang, der endnu kan ses i arkivet på rådhuset i Odder, er et brev fra Amtssygehuset, der, efter at have modtaget en flygtningepatient fra Testrup, spørger om, hvem der skal afgive kaution for patienten. Svaret findes også, og til forundring kan det læses, at det er luftværnet (!), der skal afgive kaution for flygtningens sygehusophold.
Højskolelærerne Elin Appel og Erik Dahlerups ældste datter, Pil, var 6 år i 1945, og hun legede svingfigur” med flygtningebørnene i højskolens have. En gammel udmarvet mand blandt flygtningene tjente lidt penge og fik lidt tobak ved at hugge brænde for lærerfamilien. Det skete, at han ringede på døren, og når Elin Appel lukkede op, klynkede han: ”Frau Lehrer…” hvorefter han som regel fik en ekstra madpakke.
Dahlerups børn kaldte kun manden for ”Frau Lehrer”.
Et par andre mænd søgte kontakt hos købmand Riis. Den ene , Hubert, havde været havnekaptajn i Hamborg. Når købmandsfamilien havde spist, stillede Viggo Riis tit noget mad ud i bryggerset, og så kom Hubert og spiste det. Når han ellers gik omkring og fik øje på købmanden, kunne han sige: Lieber Viggo, hast du nicht ein bischen Smør.
Der udviklede sig et venskab mellem Viggo Riis og Hubert, der også havde kontakt med købmandsfamilien, efter han var kommet tilbage til Tyskland.
Den anden flygtning, en ældre mand, savede brænde for Viggo Riis. Det skete, efter at flygtningene i februar 1946 var flyttet til barakkerne ved Marselis Boulevarrd, at denne mand en dag kom gående til Testrup. Da han skulle tilbage igen, fyldte Viggo Riis nogle ting i hans taske, blandt andet en pakke cigaretter, der dengang var en mangelvare, men manden blev stoppet af lejrens vagt og måtte aflevere, hvad han havde. Ingen troede på, at flygtningen bare havde fået varerne, så dagen efter fik købmand Riis besøg af politiet, der spurgte, om der havde været indbrud i forretningen, for de havde fundet en del ting fra butikken hos en flygtning. Politiet viste Viggo Riis en liste over, hvad der havde været i tasken – cigaretterne var bare ikke nævnt, de havde været for stor en fristelse for vagten.
Da det kom på tale, at Viggo Riis skulle have en bøde, fordi han havde givet flygtningen noget, udbrød forstanderinde Maren Grosen, at så skulle alle i Testrup have bøde, for alle havde været lige gode om at forære flygtningene noget, når de bad om det.
Før 4. maj 1945 tiggede flygtningene på gårdene om æg, smør, brød og mælk, men de fik ikke noget. Efter befrielsens ophør blev forholdet et andet, og flere af flygtningene skaffede sig lidt ekstra mad – tit ved at hjælpe til. På Asserballes gård gik Joseph til hånde i kostalden, og en anden mand hjalp til med havearbejdet i højskolens have.
Pedellens kone, Metha Jeppesen, gav ofte ham en madpakke. Da der skulle ruskes hør på markerne i Testrup, mødte flere flygtninge for at hjælpe, men denne hjælp blev stoppet, fordi der var arbejdsløse i Mårslet.
Nogle flygtninge blev sat til at hjælpe på højskolen – blandt andet tre mænd, der på en lille trækvogn skulle hente mælk på mejeriet i Mårslet. På vejen tilbage kunne de ikke nære sig for at drikke af mælken, og for at det ikke skulle blive opdaget, fyldte de vand fra Giber Å i mælkespanden.
En dag stod et par unge piger hos damefrisør Elsa Madsen i Mårslet for at ville klippes.
Det blev de nu ikke, for der var for kort tid forinden kommet besked til de forretningsdrivende i Mårslet om, at de ikke måtte handle med flygtningene. Pigerne fik en snak, og inden de vendte hjem til højskolen, havde Elsa Madsen lagt nogle kogte æg, lidt smør, lidt friskt brød og en stump ost i deres taske. Pigerne var i 20erne. De var fra Nordtyskland, og den ene var uddannet skrædder. Under flugten fra Tyskland var de kommet væk fra deres mor og mindre bror, som de nu ikke vidste, hvor var.
Kontakten mellem flygtningepigerne og Elsa Madsen fortsatte, og da flygtningene skulle rejse fra Testrup, kom pigerne for at sige farvel. De var da klædt i de flotteste frakker – selvsyede af nogle tæpper.
Flygtningene kom til at fejre jul på Testrup Højskole. Juleaftensdag gik Maren Grosen, Ingrid Kaae og deres gæster ned i spisesalen til dem. Ingrid Kaaes søster Olga Kaae, var efter ni års ophold i Indien kommet hjem, og hun spillede i spisesalen på violin, mens en tysk slægtning spillede klaver. Musikken blev ledt over i tyske salmemelodier, som flygtningene stemte i til, og efter en salme rejste alle sig og bad fadervor i kor.
Testrups flygtninge var udgået fra alle samfundslag, og mange ulykkelige skæbner var der blandt dem. En mand og hans voksne søn på skolen havde også haft moderen med på flugten, men hun blev én af de mange, der døde på skibet undervejs fra Tyskland, og mand og søn måtte se hende sænkes i havet over skibsrælingen.
Med nogle ganske få undtagelser havde flygtningenes opførsel i Testrup været upåklagelig. Blev de betragtet som fjender, disse tyskere? Nej, flygtningene var ikke fjender. Alle følte medlidenhed og søgte at hjælpe dem – disse ulykkelige mennesker kunne jo ikke selv gøre for den skæbne, der havde ramt dem.

Dødsfaldene
Efter 4. maj 1945 døde der 17.209 tyske flygtninge i Danmark. De blev begravet på 475 danske kirkegårde, men senere er de fleste gravsteder flyttet og samlet på større kirkegårde. I dag findes der 14.900 flygtningegrave fordelt på 34 danske kirkegårde.
Også på Testrup Højskole skete der dødsfald – 10 flygtninge døde på skolen mellem 4. maj og 17. september 1945. De blev alle begravet på Mårslet kirkegård.
De døde var:
Maris Klein 4/5 1945 78 år
Pauline Stefan 6/5 1945 82 år
Emilie Müller 11/5 1945 77 år
Karl Dombrowski 12/5 1945 63 år
Helene Graemer 27/5 1945 75 år
Königsberg
Johanne Fürste 28/5 1945 75 år
Danzig
Elsa Lemtis 23/6 1945 42 år
Henriette Klein 19/7 1945 79 år
f. Moltke
Marie Schimanski 20/7 1945 73 år
Danzig
Ernst Gramer 17/9 1945 74 år
Det sidste dødsfald i september skyldtes en ulykke. Ernst Graemer var om natten faldet ned ad trappen til fyrkælderen, og her blev han fundet død om morgenen. Formodentlig havde han taget fejl af en dør, da han om natten ville gå på toilettet. Tolietdør og dør til fyrkælder var anbragt ved siden af hinanden.
Når der skete et dødsfald på højskolen, blev der bestilt en kiste hos snedker Sørensen i Mårslet. Han havde kontrakt på fremstilling og levering af kister til højskolen. Selv om det efter besættelsen var meget vanskeligt at få ordentligt træ, fik snedkeren skaffet nok til de ti kister.
Træet til kisterne behøvede ikke at være førsteklasses, og eventuelle knasthuller kunne inden malingen fyldes ud med gips. Brædderne blev høvlet, men de blev ikke notet sammen. For at holde sammen på brædderne blev der indvendig på langsiderne anbragt en liste på tværs. Ovenpå de flade trælåg var der fastgjort et kors udskåret af en fire millimeter krydsfinerplade. Langs kistens bund var der boret huller til fastgørelse af bærehåndtagene, der var et tykt reb af den slags, som bønderne brugte til hammelreb.
Det blev stukket gennem hullerne, bundet med en stram knude og skåret af.
Når snedkeren havde gjort arbejdet færdigt, skulle kisten males. Det foregik hos malermester Gam i Mårslet. Også maling var en mangelvare efter besættelsen, og derfor var kistemalingen en blanding af vandrevet kridt og halvtør zinkhvidt med snedkerlim som bindemiddel. Inden malingen kunne påbegyndes, skulle træet varmeblæses. Lars Dybvad, der dengang var i malerlære hos Gam, blev sendt op på kæmnerkontoret for at hente et petroleumsmærke til en liter petroleum, der så blev købt til formålet hos A.P.Larsen, Hørretvej 17. Her låntes også en varmeblæser.
Engang leverede snedkeren en kiste til maling, hvor træet var fyldt af huller efter udfaldne knaster. Kisten er helt knastfri, bemærkede snedkeren, da han afleverede den, men det gav maleren et større arbejde med at fylde alle huller med gips, inden malingen kunne stryges på.
Købmand Viggo Riis søn, Hans Christian – kun kaldet Risse, havde en lille hest og en vogn, og flere af kisterne blev fra Testrup ført til Mårslet kirkegård af Risse og hans hestevogn. Andre blev kørt fra Testrup på Holger Adserballes firhjulede mælkekærre, og flygtningene skubbede selv kærren til kirkegården. Ved ankomsten hjalp unge fra Mårslet med til at skubbe det sidste stykke op ad bakken til kirkegården. Så mange af flygtningene, der kunne klare turen, fulgte som ligfølge med til begravelsen – overvåget af to CBere fra vagtmandskabet.
Når et ligtog satte i gang fra Testrup, blev der som en sidste hilsen affyret en afskedssalut af CBerne – tre skud op i luften.
I 1962 blev der mellem den danske regering og Forbundsrepublikken Tysklands regering aftalt, at afdøde flygtninge, der var blevet begravet på danske kirkegårde, skulle flyttes og samles på større begravelsespladser for at skabe bedre mulighed for tilsyn med og
vedligeholdelse af gravene. Der rejste sig i Danmark en protest herimod, og også Mårslet
Menighedsråd protesterede.
De protesterende menighedsråd udtog stævning mod Kirkeministeriet. Menighedsrådene tabte sagen i 1967, hvorefter den tyske organisation ”Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge” meddelte Mårslet Menighedsråd, at man agtede at flytte gravene fra kirkegården.
Allerede forinden havde kirkens præst, provst Thøger Rugholm, haft besøg af en søn til to af de afdøde – Helene og Ernst Graemer, der var død i maj og september 1945.
Sønnen, der selv var præst i Tyskland, ønskede ikke forældrenes grave flyttet fra Mårslet Kirkegård.
Det var derfor kun otte af kirkegårdens flygtningegrave, der
den 8. november blev opgravet og flyttet til Grove Kirkegård
i nærheden af Karup.
Naturstenskors med de dødes navne står på Grove Kirkegård i rækker på lyngklædte grave. 964 flygtningegrave er der på
kirkegården. En smuk bygning indeholder et opholdsrum til
besøgende, og her findes fremlagt en navnefortegnelse, så
der let kan findes frem til de enkeltes grave. I en fremlagt
gæstebog har en dansk besøgende skrevet: forfærdeligt,
grusomt og meget smukt.
Her under lyngen hviler de otte Testrup-flygtninge 50 år
efter deres død i Danmark.

Sygeplejeforskolen
Da Testrup Højskole i marts 1945 blev beslaglagt, måtte der sendes afbud til de piger, der var tilmeldt sommerholdet, og som skulle have påbegyndt deres højskoleophold 3. april.
Tre uger efter skolens beslaglæggelse kom freden, men ingen vidste i hvor lang tid endnu, skolen skulle huse flygtningene, og derfor kunne der intet planlægges. Trods besværlighederne på højskolen besluttede man alligevel i sommeren 1945 at afholde en lille sommerskole, og der mødte 36 piger til begyndende undervisning 12. juni.
For sommerholdet blev der indrettet spisestue i tårnværelset. Skolen skulle fortsat give plads for tyskerne i køkkenet. Deres mad var yderst enkel – kun én ret, men en stor gryde skulle til stadighed stå til deres rådighed. De tyske flygtninge disponerede fortsat over spisestuen, bryggerset og en madkælder, og vaskeriet skulle de have adgang til to gange om ugen. Tyskerne boede i to værelser i ”Vesterhus”, i gymnastiksalen, i hele kælderregionen samt i den blå skolestue, og hele ”Østerhus” havde de også. 13. september 1945 blev der taget afsked med sommerpigerne. Højskolen var stadig ikke fri, skønt det flere gange var stillet i udsigt – flygtningeproblemet var vanskeligere at løse, end de fleste havde kunnet gøre sig forestilling om.
Elevtallet på vinterskolen, der normalt skulle have begyndt 3. oktober, men var udskudt til 11. oktober, måtte derfor halveres. Holdets 54 piger blev samlet i ”Vesterhus” på nær 5, der boede i lærerbolig.
Det har været vanskelige forhold at drive højskole under. Da man gennemførte undervisningen på de reducerede sommer- og vinterhold 1945/46, har der været i alt et par hundrede mennesker på skolen – dobbelt så mange som når højskolen ellers var fuldt belagt med sygeplejeelever.
Selv om besættelsen var ovre, var der stadig rationering og vareknaphed. For at spare på strømmen blev der indført lokal ”sommertid” på højskolen – så var der en time mere lyst om aftenen. På vinterholdet kom der først varme i radiatorerne på værelserne kl 15 om eftermiddagen, og der blev lukket for varmen igen hen på eftermiddagen. De piger der var tidligt oppe om morgenen, samledes i tårnværelset, for deres egne værelser var iskolde. Selv om der blev sparet på skolens varme, var der stort arbejde med at passe skolens fyr. Der blev fyret med tørv, der havde en ringe brændværdi. Skolens pedel, Arne Jeppesen, tilbragte ofte i den kolde tid hele nætter i fyrrummet med at fylde tørv på fyret og skovle aske ud.

Freden i sigte.
Man hjalp hinanden i landsbysamfundet under besættelsen, og selv om de handlende havde gode lagre, så mærkedes vareknapheden efterhånden. Hos købmanden i Testrup gemte man lidt sæbe, og når nogen i Testrup under besættelsen barslede, fik barnet foræret et stykke rigtigt håndsæbe. Kaffebønnerne strakte også i lang tid, og da de slap op, brændte man selv noget rug og brugte det som kaffe – det stank i hele huset lang tid efter, når der var brændt rug.
Et par episoder fra besættelsestidens sidste tid skal omtales her til sidst. En karl fra ”Obstrupgård” havde sammen med en karl fra sognefogedens gård i Testrup været på konditori i Solbjerg. Der var også tyske soldater på konditoriet, og de havde hængt deres bælter med revolvere fra sig på en knagerække. Det var for stor en fristelse for karlene, og de snuppede et bælte, da de forlod konditoriet. Da de var kommet hjem med revolveren, blev de overtalt til at cykle tilbage med den. Det gjorde de, men turde ikke gå ind, hvorfor de lagde bæltet udenfor konditoriet ved siden af trappen.
Senere på natten kørte to lastbiler med en halv snes tyskere op foran ”Obstrupgård”.
Karlen måtte gå til bekendelse og blev taget med til Solbjerg. I Testrup kneb det for tyskerne at finde den rigtige gård, og Elin Appel, der fra lærerboligen på højskolen kunne se de tyske biler køre rundt, blev nervøs for, om det var hende og hendes mand, tyskerne var kommet for at hente. Også sognefogedens karl blev taget med til Solbjerg, men de to mænd slap nådigt. De blev idømt hver en lussing, og Solbjerg-købmanden blev sat til at udføre straffen.
På Afholdshotellet i Mårslet var det ikke kun i de to perioder med indkvarteringer i
1943, at der var tyskere på hotellet. I længere tid var der tyskere i de to stuer i gavlen.
Her havde de et kontor. I den ene af stuerne var der en dag opstået brand. En forbipasserende opdagede det, og branden blev slukket, inden der skete noget alvorligt.
Det var en af de få – om ikke den eneste – sabotagehandling i Mårslet.
Også når der ikke var indkvartering i af soldater på hotellet, var der under besættelsen begrænsninger for dets anvendelse. Anker Kristiansen søgte i september 1943 politimesteren i Odder om tilladelse til afholdelse af en høstfest. Tilladelsen blev ganske vist givet, men festen skulle være afsluttet senest kl 19.
Da fredsbudskabet kom om aftenen den 4. maj 1945, var Unge Landmænd og Husmandsforeningen samlet til møde på hotellet. Anker Kristiansen havde i radioen hørt om kapitulationen, og da han meddelte det i salen, sprang en sønderjyde, der var med til mødet op, omfavnede Marie Kristiansen og gav hende et kys. Der blev ikke mere møde den aften.
Hos købmand Stiig på Obstrupvej blev der festet. Lærer Moesgaard var med, og deres
sang kunne høres ud på gaden. Hos købmanden var der gemt rigtig kaffe – men det var ikke kun kaffe, der blev drukket den aften.
Nogle unge mænd fandt skolens flagstang frem og fik den rejst. Den havde været taget ned for ikke at risikere at se det tyske flag hejst i Mårslet.
Flere unge i Mårslet havde været med i modstandsbevægelsen, i illegalt arbejde og som
aktive sabotører. De var væk fra Mårslet de sidste to dage før befrielsen – sat ind på andre opgaver andre steder.
Besættelsestiden var ovre, nu fulgte retsopgøret, men det er en anden historie. På Hørretvej 29 havde en familie lejet sig ind på 1. salen. Det viste sig, at manden havde været stikker, og frihedskæmpere kom for at arrestere ham. Bevæbnede mænd blev anbragt rundt om huset, men det kom ikke til skyderi, for manden overgav sig frivilligt.

10.
Mårslet Sogneråd og de slesvigske krige
1848-50 og 1864
Udgivet 2000 af Lokalhistorisk Arkiv.
Sognerådet
I 1842 oprettedes i Mårslet det første Sogneråd – eller Sogneforstanderskab, som det
dengang kaldtes. Sognerådets ni valgte medlemmer var blevet udpeget ved valg, der var
afholdt i december 1841. Alle valgte var gårdmænd, og det var der ikke noget mærkeligt
i, da man for at kunne blive valgt skulle være ejer eller fæster af en ejendom på mindst 1
tdr. hartkorn – og så selvfølgelig også skulle være en mand.
De ni gårdejere i det første Sogneråd boede jævnt fordelt over sognet: Steffen
Jacobsen, Langballe, Søren Nielsen, Mårslet, Hans Rasmussen, Hørret, Niels
Eriksen, Testrup, Laurs Rasmussen, Mårslet, Niels Hansen, Testrup, Laurs
Pedersen, Langballe, Søren Jensen, Mårslet og Jens Andersen, Hørret. Valgte var
gældende for 6 år.
Som selvskrevne medlemmer af Sognerådet indtrådte sognets to største
ejendomsbesiddere Ove Gyldenkrone, Vilhelmsborg, og prokurator, Torkild Christian
Dahl, Moesgård. Moesgård var da udover af Thorkild Dahl også ejet af propritær Møller
på Constanstinsborg, men Dahl havde fuldmagt til at mødes på begges vegne, og inden
næste valg var Torkild Dahl blevet eneejer. Som selvskreven medlem indtrådte også
sognets præst Jacob Budtz, der var sognepræst ved kirken 1841-71.
Ejerne af Vilhelmsborg og Moesgård kunne lade sig repræsentere i Sognerådet ved en
bemyndiget fuldmægtig. Baron Ove Gyldenkrone lod sig fra begyndelsen repræsentere
af sin godsforvalter Mohr og fra 1850 af skovrider Peder Schrøder. Godsejer Torkild
Dahl var, bortset fra de første par år, hvor han var valgt som sognerådsformand,
repræsenteret af sin godsforvalter Poul Rasmussen.
Også politimesteren – flere gange er han benævnt som herredsfogeden – kunne deltage i
sognerådsmøderne, hvilket han gjorde flere gange, men som regel var han ved møderne
repræsenteret af sognefogeden. Birkedommeren havde også ret til at deltage i
sognerådets møder - og endda med stemmeret, så der var samlet mange mennesker, hver
gang der skulle holdes sognerådsmøde. I hvert fald fra 1844 holdes møderne i
præstegården, den store firlængede gård, der dengang og indtil 1930 lå nord for kirken
midt på vor nuværende kirkegård.
Birkedommeren Christen Rasmussen fra ”Vilhelmsborg Birk” var ansat som dommer af
baronen, der også ansatte sin birkeskriver – men selv måtte baronen ikke deltage i
domshandlingerne. Birketinget – en selvstændig retskreds udskilt af herredstinget – var
blevet oprettet i 1661 af Mogens Frijs, der dengang ejede den store gård i Skumstrup,
som i 1673 var blevet til baroniet Vilhelmsborg. Under Vilhelmsborg Birk hørte alle
godsets fæstebønder og husmænd, der kunne tiltales og dømmes.
Sognerådets opgaver var fra starten i hovedsagen begrænset til Fattigvæsenet,
Vejvæsenet og Skolevæsenet. Der findes i Sognerådsprotokollen mange eksempler på
behandlingen af fattigsager, der optog en stor del af sognerådets møder. Også
vejvæsenets opgaver med vedligeholdelse af sognets veje og broer krævede megen tid.
Det påhvilede sognets bønder omkostningsfrit at vedligeholde vejene – dog afholdtes
udgifterne til sten og grus af Sognerådet. Derimod er det forbavsende lidt, der i
sognerådsprotokollen er skrevet om Skolevæsenet. Både skolen i Mårslet og i Hørret var
oprettet af baronen på Vilhelmsborg, og der har åbenbart ikke været behov for, at
Sognerådet blandede sig særligt meget. Ydermere var der med skoleloven i 1814 blevet
nedsat en skolekommission bestående af sognets præst, baronen på Vilhelmsborg som
sognets største jordbesidder samt ”en af de hæderligste bønder i sognet”, og
skolekommissionsmedlemmerne har tilsyneladende formået at styre sognets
skoleforhold på en tilfredsstillende måde.
Ved et nyvalg i 1844 afgik fem af de valgte sognerådsmedlemmer, og fem nye blev valgt
i deres sted. Til formand i stedet for godsejer Torkild Dahl valgtes Sognerådets yngste
medlem, den 39-årige sognepræst Jacob Budtz, og han blev genvalgt hvert år helt frem
til 1870. Ved det næste valg i slutningen af 1847 afgik de sidste fire medlemmer af det
oprindelige første Sogneråd, og fire nye valgtes i stedet. Gennemsnitsalderen i 1847 var
for de ni valgte medlemmer 47 år. Og alle de nyvalgte var gårdmænd – og med bopæl i
Mårslet, Hørret, Testrup, Langballe, Højballe og Skovmøllen kom alle de nye
medlemmer også fra alle dele af sognet, ligesom det var tilfældet i det første Sogneråd.
I marts 1848 afholdtes et sognerådsmøde med en dagsorden med 8 punkter. Sidste punkt
var et forslag til at stille vejarbejdet på Hads-Herredsvej (Oddervej) i bero, og inden
afholdelse af næste sognerådsmøde kunne birkedommeren meddele, at Amtsrådet havde
indvilget i, at vejarbejdet blev indstillet og udsat. Men hvad var der dog sket?
Vejvæsenet var én af Sognerådets hovedopgaver, så der måtte være en vægtig grund til
at indstille et påbegyndt arbejde. Det var der også. Der var udbrudt borgerkrig.

Krigens årsag
Den nationale konflikt mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne SlesvigHolsten havde ulmet længe. Den danske kong Chr. VIII (1839-48) var samtidig med at
være konge af Danmark også hertug af Slesvig og Holsten, og Holsten var medlem af
Det Tyske Forbund. Et dansk ønske om at knytte Slesvig til Danmark med en sydgrænse
ved Ejderen mødte modstand især i Holsten. Danske liberale politikere ville have Slesvig
og kongeriget bundet sammen, mens de tyske liberale ønskede et selvstændigt SlesvigHolsten knyttet til Det Tyske Forbund.
En slesvig-holstensk deputation, der var mødt op i København, fik af kongen at vide, at
”han ville tilstå Holsten en fri forfatning med egen regering som en selvstændig tysk
forbundsstat, men hvad Slesvig angik, da havde han hverken ret, magt eller vilje til at
indlemme det i Det Tyske Forbund. Han ville tværtimod styrke dets uopløselige
forbindelse med Danmark ved en fælles fri forfatning” – altså en klar tilkendegivelse af,
at Slesvig og Holsten ville blive delt.
Kongens og det officielle Danmarks holdning medførte, at der i Kiel 24. marts 1848 blev
dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne. Det var hertugen af Augustenborg
og dennes bror prinsen af Nør, der stod bag. Dette, og at prinsen af Nør erobrede den
danske fæstning i Rendsborg, blev betragtet som åbent oprør mod kongen og mod
Danmark.
Fra Danmark beredte man sig til kamp for at hævde den danske grænse til Ejderen –
altså at indlemme Slesvig i kongeriget. Da samtidig Preussen lovede hertugen af
Augustenborg hjælp i kampen om hertugdømmernes selvstændighed og uadskillelighed,
var den første slesvigske krig, eller treårskrigen, mellem Danmark og Slesvig-Holsten en
kendsgerning.

Krigen og sognerådet
Det tidligere omtalte sognerådsmøde i Mårslet Præstegård i slutningen af marts blev
holdt kun en uge efter begivenhederne i Kiel. Ud over beslutningen om at indstille
vejarbejdet på Hads-Herredsvejen var der 7 andre punkter til behandling i Sognerådet,
og alle handlede om de forestående krigshandlinger.
Rygter havde der været mange af op til sognerådsmødet. Nogle kunne fortælle at
tugthusfangerne var brudt ud af fængslet i Rendsborg og nu drog hærgende frem mod
Jylland. Overalt blev der plyndret, og herregårde og landsbyer blev brændt af, sagde
rygterne, der selvfølgelig straks skabte panik – kvinder og børn flygtede, tøj og sølvtøj
blev gravet ned, og der blev dannet vagtværn og folkebevæbninger, der skulle tage
kampen op mod de ventede vilde tugthusfanger. Sådan var stemningen da sognerådet
mødtes, og på det tidspunkt kunne ingen af sognerådsmedlemmerne vide, at der kun var
tale om rygter, og at tugthusfangerne fortsat sad i sikker forvaring i deres celler i
Rendsborg.
Fra Justitsministeriet var der gennem Amtsrådet kommet anmodning om, at sognet
skulle stille to heste til arméens tjeneste. Hestene skulle forblive i sognet, indtil der kom
nærmere besked om, hvor de skulle afleveres. Sognerådet besluttede at købe og
frivilligt stille to heste, der dog skulle leveres tilbage til sognet, hvis de forblev uskadte.
Blev hestene dræbt, forlangte Sognerådet ingen erstatning. Sognerådsmedlemmerne
Thomas Andersen, Højballe og Erik Ottosen, Mårslet, skulle sammen med et par bønder
købe hestene, og betalingen af dem skulle pålignes sognets hartkorn – altså sognets
bønder skulle alt efter størrelsen af deres gård betale for hestene. På mødet kom det
frem, at også baron Ove Gyldenkrone for egen regning ville stille 1 eller 2 heste.
Gennem Amtsrådet blev det meddelt, at Sognerådet skulle udarbejde lægdsruller
(militært ord for opstillinger) over alle våbenføre mandspersoner i sognet mellem 19 og
50 år og for hver af dem angive, hvilket våben han ville føre. I meddelelsen oplystes det,
at skydevåben ville være bedst, men i mangel heraf kunne der også bruges spyd eller
lanser af 4 alens længde. Godsforvalter Poul Rasmussen kunne meddele, at godsejer
Torkild Dahl fra England havde hjemkøbt en del geværer, som interesserede kunne købe
hos ham på Moesgård. Sognerådet bestemte, at de indrullerede skulle have en kokarde
foran på hovedbeklædningen, og når tjenesten skete om natten, skulle der bæres et hvidt
armbind. Endelig blev det besluttet, at ikke alle mand fra én gård måtte udkommanderes
samtidig – mindst én skulle blive tilbage til pasning af gården.
På mødet blev det oplyst, at der allerede var organiseret brandvagter i sognet.
Til Sognerådet var der sendt en opfordring fra patriotisk sindede mænd i Århus til
enhver, der som frivillig skytte eller jæger, forsynet med hest, ridetøj eller bøsse ville
drage mod oprørerne til Kolding Eksemplarerne af denne opfordring blev omdelt.
Fra mødet var der afsendt et ridende bud til Århus for at forhøre, om der var brug for
vogne til transport af hæren. Da svaret var et ja, tilbød Sognerådet at stille 20 vogne til
befordring af regimentet fra Ålborg imellem Århus og Skanderborg.
Endelig blev det meddelt, at der til Sognerådet var kommet et cirkulære om, at
oplagsfourage (foder) skulle holdes i beredskab til levering efter nærmere ordre.

Slaget ved Bov
I slutningen af marts 1848 var de første danske tropper rykket ind i Slesvig, og danske
orlogsskibe var ankommet til Åbenrå og Sønderborg. 9. april kom det til det første slag
mod oprørerne. Den danske hær besejrede en langt mindre slesvig-holstensk styrke ved
Bov, hvorpå de danske tropper rykkede videre frem til linien Slien-Dannevirke.

Sognerådsmødet 14. april 1848
Meddelelsen om det heldige udfald af slaget ved Bov må være nået frem til Mårslet
inden afholdelsen af sognerådsmødet i Præstegården, og sejrsglæden har sikkert påvirket
behandlingen af de ikke mindre end 17 punkter, der var på denne mødedags dagsorden.
Fra Amtsrådet var der udsendt opfordring til landboerne i amtet om at levere fedekvæg
og andre fødevarer, rug, byg eller havre til brug for hæren. Sognerådet besluttede, at
sognerådsmedlemmerne til hver af deres del af sognet skulle opfordre beboerne til at
give bidrag til en indsamling og søndag give sognerådsformanden besked på, hvor meget
der var blevet samlet. Det indsamlede smør tilbød præsten og skovrider Schrøder at (slå i
fjerdinger) (kvarte pund). Få dage efter kunne sognerådsformanden i Århus levere 10
lispund og 2 pund flæsk og kød, 3 lispund og 2 pund ost og henimod en tønde smør – alt
leveret gratis af beboerne til forsendelse til arméen i Slesvig.
Formanden meddelte, at han gennem birkedommeren havde meddelt Siftamtet navne på
de, der frivilligt havde meldt sig til krigstjeneste og om antallet af våbendygtige mænd i
sognet. Ligeledes havde han indberettet om vagthold. Fra Stiftamtet kom der få dage
efter besked om, at de frivillige ikke skulle stilles nu, men foreløbig øves i ridning og i
våbenbrug.
Den kommanderende general for Nørrejylland (Jylland mellem Kongeåen og
Limfjorden) havde gennem birkedommeren bedt sognerådet om at stille politiryttere, der
skulle virke ved en stafet-linie fra Kolding til Randers. Sognerådet svarede, at man anså
dette for mindre hensigtsmæssigt, da Mårslet sogn lå afsides fra hovedlandevejen.
De 2 heste, som sognerådet ved sidste møde havde besluttet at stille var blevet købt og
var leveret 8. april i Århus. Det var en 8-årig mørkebrun hoppe med hvid bagkrone og en
9-årig mørkebrun vallak med venstre forkrone og begge bagkoder hvide.
Sognerådsmedlem Thomas Andersen, Højballe, havde udlagt pengene til købet, og han
ville få dem tilbage, når der var blevet opkrævet hos gårdejerne.
Fra generalkommandoen og fra justitsministeriet var der kommet forholdsordre til
Sognerådet om, hvordan herboende tyske håndværkssvende skulle behandles. De skulle
være ubevæbnede og fik forbud mod at begive sig sydpå. Det var ikke noget problem i
Mårslet, for der boede slet ikke tyskere i sognet. Omstrejfende tyske håndværkere og
vagabonder skulle anholdes og sendes til København. Transportudgiften ville
Sognerådet få refunderet.
Stiftamtet meddelte, hvad betalingen skulle være for det oplagsfourage, der skulle holdes
i beredskab.
Birkedommeren kunne meddele, at vejen over Langballe Mark indtil videre var ufarbar –
men hvorfor den var det, står der desværre ikke noget om.
Fra rentekammeret var der kommet et brev angående kørsler for militæret. Brevet blev
oplæst – men hvad mon der har stået i brevet? Protokollen fortæller ikke noget om det.
Stiftamtet havde opfordret sognet til at stille en bereden og bevæbnet rytter til aktiv
tjeneste for at danne en reserve for Kavaleriet af Linien. Birkedommeren anbefalede
forslaget, men Sognerådet ønskede at tale med beboerne om det, inden der kunne gives
et svar. Resultatet blev, at der ikke blev stillet nogen rytter fra Mårslet sogn.

Preussen går ind i krigen
Efterretningen om slesvig-holstenernes nederlag ved Bov den 9. april var nået til Berlin,
og det fik Preussen til at reagere. Herfra var der jo lovet hertugdømmerne hjælp.
Preussen og Tyske Forbund sendte forstærkninger, og den 23. april, påskedag, blev de
danske stillinger angrebet ved Slesvig by. Det blev til et dansk nederlag, og den danske
hær måtte trække sig tilbage til Als.
Preussiske styrker gik over Kongeåen, indtog 1. maj Fredericia, og 2. maj blev Vejle amt
besat. Tyskerne stod 3. maj i Horsens, og det var tilsyneladende kun et spørgsmål om
dage, inden tyskerne ville nå frem til Mårslet.

Sognerådsmødet 5. maj 1848
Ud over Sognerådet var sognefogeden og sognefogederne fra Beder og Malling mødt i
Præstegården for i fællesskab at fastlægge ensartede retningslinier for de 3 sogne i
tilfælde af, at tyskerne rykkede nærmere og besatte sognene.
Der blev fastsat fælles priser som betaling for det havre, brød, kød, flæsk, røget og salt
flæsk, halm og hør, som fjenden ved en besættelse sandsynligvis ville rekvirere. Og i
tilfælde af en fjendtlig indkvartering i sognene bestemte sognefogederne, at Malling
skulle modtage 4 dele, Beder 2 dele og Mårslet 4 dele af mandskabet.
For Mårslets vedkommende blev det til ”logi fornødne rekvisitter” – det skal nok betyde
sengetøj – fordelt således: De fire små gårde skulle levere til 1 mand, de øvrige gårde til
2. de store gårde – præstegården, Testrupgården, Obstrupgård og Højballegård – skulle
levere til 3. Moesgård til 20 mand og Vilhelmsborg til 40. En officer skulle gælde for 2
mand.
Sognerådet måtte svare på, om der i sognet fandtes kreaturer, magre som fede, der skulle
udføres til hertugdømmerne. Svaret var, at der ikke fra sognet blev drevet kreaturhandel
med Slesvig-Holsten, men at sognets kreaturer almindeligvis blev solgt på de nærmeste
markeder.
Det blev oplyst, at der var kommet 7 artilleriheste til sognet for at blive forplejede og
fodrede, og da der måtte gøres brug af hestene, blev det bestemt, at de skulle bortliciteres
førstkommende søndag.
Når der i sognerådsprotokollen gentagne gange står, at noget skal besluttes eller gøres
om søndagen, så er der tale om det gamle ”Kirkestævne”, der fandt sted på kirkegården
foran døren til våbenhuset. Kirkestævnet holdtes som regel efter søndagens gudstjeneste,
men kunne også holdes på andre dage, og sognets beboere blev adviseret om
kirkestævnet ved en ophængt sort trætavle, hvorpå der var malet ”Kirkestævne” og med
plads til med kridt at tilføje dato og klokkeslæt. Det var den tids form for
kommunikation, og vi kan godt regne med, at der har været fyldt godt op på kirkegården,
når der var indkaldt til Kirkestævne, for det kunne jo være, at der blev vedtaget noget,
der også havde betydning for én selv.

Tysk besættelse af Århus i maj 1848
Den ventede besættelse af Mårslet udeblev. De tyske tropper forblev i Horsens, men det
har åbenbart været svært i Horsens at skaffe forsyninger nok til tyskerne, for bare en uge
efter besættelsen af Horsens dukkede en tysk oberstløjtnant med 2000 mand op i Århus
for at kræve levering af fødevarer. Det var 10. maj sidst på eftermiddagen.
Dagene forud havde byens borgere været præget af nervøsitet. Penge, sølvtøj og andre
værdigenstande var blevet gemt bort, skibe og både var ført bort eller sænkede. Århus
var dengang en lille købstad med omkring 8000 indbyggere – kun dobbelt så mange,
som der i dag bor i Mårslet.. Der var ca 90 købmandsgårde i byen, og det lyder af meget,
men flere af købmandsgårdene drev grossisthandel i ind- og udland, og flere var
engageret i vareforarbejdning eller produktion. Købmændene aftog produkter fra
omegnens bønder og havde monopol på al handel i 1½ mils bælte (10-11 km) uden om
Århus.
Fra Jelshøj, Århusegnens højste punkt, og fra Domkirkens tårn havde man nøje fulgt
fjendens march mod byen. På Jelshøj var der rejst en bavn – et mægtigt træstativ, hvori
en kurv med brændende kvas kunne hejses op. Det var på den måde, at Jelshøjs
vagtmandskab signalerede deres observationer videre. Så sent som i 1918 sås endnu på
toppen af Jelshøj to fordybninger, hvor bavnens stolper dengang havde stået.
De omkring 2000 soldater, der især var slesvig-holstenere, besatte de større gader og
pladser i byen, og vigtige punkter som havnen og byportene blev også besat. På
Rådhuset blev der straks startet forhandling med oberstløjtnanten, der inden 2 dage
krævede forsyninger til 8000 mand i 14 dage leveret i Horsens. Blev kravet ikke opfyldt,
truede oberstløjtnanten med selv at lave en ”indsamling”. Kravet blev opfyldt. Lagrene i
byens købmandsgårde klarede det, og efter 36 timers besættelse forlod tyskerne igen
Århus den 12. maj om morgenen.

Sognerådsmødet 25. maj 1848
Det var tæt på. Den tyske besættelse af Århus var et forvarsel om. Hvad der kunne ske,
og med den alvorlige situation i tankerne forslog sognerådsformanden da også som et af
de første punkter på dette mødes dagsorden, at alle sognets beboere skulle stå sammen
og yde erstatning, hvis fjenden tog kreaturer eller andet fra en eller flere i sognet. Da de
øvrige sognerådsmedlemmer ikke var overbeviste om, at alle beboere kunne enes herom,
blev det vedtaget at anmode sognets beboere om at møde på kirkestævne den følgende
dags aften mellem kl. 18 og 19.
Fra Stiftamtet var der kommet meddelelse om, at sognerådsformand Budtz og skovrider
Schrøder i tilfælde af sognets besættelse skulle forestå alt med rekvisitioner, hvis fjenden
forlangte fødevarer eller andet udleveret.
Krigens udkæmpede slag og fjendens besættelse af Jylland nord for Kongeåen havde
krævet danske ofre – flere soldater var blevet dræbt. Til mødet forelå en subskription
med opfordring til at tegne sig med et bidrag til de faldnes efterladte. Sognerådet fandt,
at tiden netop nu var for urolig og bevæget til at starte en indsamling, så sagen blev
stillet i bero indtil videre.
Og så var der kommet en regning på 4 blæsehorn, som Sognerådet havde bestilt og
modtaget.

Stormagterne blander sig
Efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet havde stormagterne efter Napoleons
fald ordnet Europas forhold ved Wienerkongressen i 1815,og sejrherrerne tålte ikke, at
der nu var ved at ske en forrykning af magtbalancen i Europa. Særlig Rusland var på
vagt, lagde pres på Preussen og tvang landet til at rømme Nørrejylland. Sidst i maj trak
de preussiske tropper sig tilbage til syd for Kongeåen, og den 2. juli 1848 blev der
indgået en våbenstilstand mellem Preussen og Danmark. Men krigen var dog ikke slut
endnu, for hertugdømmernes provisoriske regering i Kiel var ikke medunderskriver på
våbenstilstanden.

Sognerådsmødet 2. juli 1848
På mødet blev en skrivelse fra Stiftamtet behandlet, og heraf fremgik det, at Mårslet
sogn sammen med Holme, Tranbjerg, Beder og Malling sogne samt øen Alrøe inden 14
dage skulle stille 4 heste. Sognerådsmedlemmerne Thomas Andersen, Højballe og
gårdejer Niels Sørensen Loft, Hørret, skulle tage sig af sagen for Mårslet sogns
vedkommende og tage kontakt med de øvrige sogne.

Sognerådsmødet 18. juli 1848
Justitsministeriet havde bedt Sognerådet om på et skema at lave en fortegnelse over
mandspersoner født i årene 1823, 1824 og 1825, der ikke i forvejen stod opført i
lægdsrullen. Lægdsmand Steffen Jacobsen var mødt for at være sognerådet behjælpelig
med udfyldelsen af skemaet, men da man efter nøje overvejelser ikke fandt sådanne
personer i sognet, skrev man det på skemaet, der blev forsynet med
sognerådsmedlemmernes underskrift og af formanden indsendt til ministeriet gennem
Stiftamtet.
De 4 heste var blevet købt og leveret i Århus den 10. juli. Det var en 8-årig kastaniebrun
vallak, en 5-årig mørkebrun vallak, endnu en 5-årig mørkebrun vallak og en 5-årig sort
hoppe. De var alle ved mønstringen i Århus blevet antaget som trækheste, ibrændt
mærket JH og forsynet med et påklippet nummer. Udgiften til hestene havde sognerådet
pålignet sognets hartkorn – det var altså igen gårdejerne, der måtte betale, og det var
Thomas Andersen, Højballe, der havde måttet lægge pengene ud for købet af hestene.
Der var igen kommet opfordring til at samle og indsende frivillige bidrag til kvæstede og
til faldnes efterladte. Den tidligere omtalte indsamling, der var blevet udsat, var
imidlertid kommet i gang i sognet, og sognerådet besluttede, at resultatet af begge
indsamlinger skulle slås sammen til et beløb og indsendes til kommissionen i
København.

Sognerådsmødet 23. juli 1848
Pengene for de 4 købte heste var ved at blive betalt fra beboerne i de andre sogne, og
Thomas Andersen , Højballe, kunne få udbetalt en del af sit tilgodehavende.

Sognerådsmødet 9. august 1848
Alle pengene for hestekøbet var nu indkommet, og Thomas Andersen fik sit
resttilgodehavende. Fra Stiftamtet var der kommet en forespørgsel, om de 4 heste skulle
være en foræring, eller om der ville blive krævet betaling for dem. Sognerådet måtte
derfor til at spørge sognerådene i Holme, Tranbjerg, Beder, Malling og Alrøe om dette.
Kun nogle enkelte beboere i Beder og Malling krævede betaling – alle betalere i de
øvrige sogne ville ikke kræve nogen tilbagebetaling
Fra justitsministeriet var der kommet skrivelse om, hvordan man skulle forholde sig i
sognet i tilfælde af, at der skulle udbryde kolera. Sognerådet bestemte, at hvis der opstod
kolera, skulle alle personer i ”Hospitalet” flyttes ud, og de 4 stuer i huset laves til
sygestuer. Der ville kunne anbringes 12-14 senge. Sognet snedkere skulle slå sengene
sammen, hvis og når der ville blive brug for det.
”Hospitalet” var oprettet i 1684 i den tidligere kirkelade af Regitze Sophie Vind, enke
efter Vilhelm, den første baron på Vilhelmsborg. Herregården havde i alle årene indtil
1825 betalt for beboernes ophold. Hospitalet lå foran Mårslet kirke, hvor kapellet
omtrent er i dag, og det husede 10 ældre kvinder, der havde tjent på eller på anden måde
havde haft forbindelse til Vilhelmsborg. Da Ove Gyldenkrone var blevet baron i 1824,
nægtede han fortsat at betale for kvindernes underhold, og huset blev derefter brugt som
sognets Fattighus. I 1903 blev Hospitalet brudt ned.
Sognerådsmedlemmerne skulle i hver deres del af sognet indsamle sengetøj til brug for
indretning af sygestuerne og førstkommende søndag skulle de aflevere sengetøjet i
Præstegården. Endvidere skulle de skaffe 4 oppassere til Hospitalet.
Hvad der ikke står noget om i sognerådsprotokollen er, at Sognerådet også besluttede at
anlægge en kolera-kirkgård. Denne epidemikirkegård blev anlagt på det yderste af
Præstegårdens jord, hvor præstegårdsjorden stødte op til Tranbjerggårdens jord. Vi har i
dag kendskab til denne kirkegård, fordi en del af præstegårdsjorden i 1880erne blev
udstykket til ”Møllegården”, og der da i skødet blev skrevet, at et stykke af gårdens jord
tidligere havde været udlagt som epidemikirkegård.

Sognerådsmødet 23. august 1848
Flere eksemplarer af en beretning fra amtmanden om en besættelse af Århus i maj og om
byens påtvungne leverancer til tyskerne blev delt ud til sognerådsmedlemmerne.
Hvorfor, og hvorfor så længe efter at begivenheden havde fundet sted? Ville man fra
Århus prøve at få sognerådet til at deltage i det økonomiske mellemværende, som Århus
by havde med byens købmandsgårde?
Sengetøjet til sygestuerne i Hospitalet var blevet leveret i Præstegården som aftalt.
Mårslet havde givet til 6 senge. Skovmøllen og Langballe til 3 senge, Højballe og Hørret
til 4 senge og dertil 2 par lagner. Testrup havde givet til 2 senge og yderligere et par
lagner. Derimod var det endnu ikke lykkedes at skaffe oppassere, men
sognerådsmedlemmerne ville gøre sig umage for at skaffe dem.

Ny våbenstilstand
26. august 1848 blev der sluttet en ny våbenstilstand for 7 måneder i Malmø. Denne
gang var slesvig-holstenerne med, og aftalen blev tilmed ”en sejr” for dem, da den
provisoriske regering i Kiel fik tildelt regeringsmagten helt op til Kongeåen.

Sognerådsmødet 2. november 1848
Sognerådsformanden fremlagde kvittering for de penge, der var indsamlet i sognet til de
faldnes efterladte.
Stiftamtet havde bedt om en opgørelse over, hvad sognet frivilligt havde givet til
krigsbrug, og formanden havde besvaret henvendelsen.
Endvidere bad Stiftamtet om, at der inden afholdelse af session blev sendt en opgivelse
fra sognet om de udskrivningspligtige – der var blevet indført almindelig værnepligt i
Danmark.

Sognerådsmødet 4. januar 1849
Det blev meddelt, at den del af godtgørelsen for købet af de 4 heste, der var forlangt
tilbagebetalt, kunne afhentes på amtsstuen. Formanden bemyndiges til at hæve pengene
og uddele dem.

Krigen i gang igen
Danskerne havde ikke kunnet acceptere de betingelser, våbenstilstanden 26. august 1848
var sluttet under. Og da de 7 måneder var gået, blev våbenstilstanden 26. februar 1849
opsagt fra dansk side, og inden en måned var krigen i gang igen.
Den danske flåde rettede et angreb på Eckernförde – det blev en katastrofe for
danskerne. Kamphandlingerne kom i gang igen 3. april, da danske styrker fra Als
erobrede Dybbøl, men allerede 13. april var Dybbølstillingen igen tabt for danskerne, der
10 dage senere led endnu et nederlag ved Kolding, som tyskerne skød i brand.
Halvdelen af den danske hær lå fortsat på Als. En del af den resterende hær var søgt ind i
fæstningen i Fredericia, mens general Olaf Rye med 7000 mand var trukket længere op i
Jylland forfulgt af en styrke på 22000 tyske soldater.

Mårslets besættelse
Der må have været stor aktivitet i Sognerådet. Krigen rykkede nærmere mod sognet.
Men intet herom står at læse i sognerådsprotokollen. Heller ikke at Mårslet blev besat i
dagene efter 20. maj 1849.
Har man lejlighed til at læse gamle protokoller, får man ofte det indtryk, at det egentlige,
de virkelige begivenheder og det spændende, skal læses mellem de skrevne linier. Men
sjældent er det som her, at man slet ikke kan læse om så vigtig en begivenhed som
besættelsen af sognet og om, hvad den må have medført for sognets beboere. Muligvis
må der i perioden have været så travlt med at klare sognets daglige problemer, at der slet
ikke har været levnet tid til også at få nedfældet noget herom.
General Rys havde slået lejr ved Århus, og syd for i en linie fra Solbjerg sø over
Vilhelmsborg til Moesgård strand tog tyskeren opstilling. Den lange frontlinie skulle
hindre, at der sydfra skulle komme forstærkning frem til den danske styrke. Det tyske
hovedkvarter blev opslået på Vilhelmsborg, og tyskerne rykkede også ind på Moesgård.

To tyske soldater
En dansk dragon – der enten sydfra var på vej til general Rye, eller nordfra på vej med
militærpost fra generalen til den indesluttede danske hær i Fredericia – stødte på den
tyske linie på Bispelund nær ved Fulden. Dragonen skulle igennem den tyske vagtkæde,
hvorfor han var nødt til at hugge et hul i kæden – 2 tyske soldater blev dræbt.
På hjørnet af Bispelundvej og Kvægdriften ligger i dag til minde om begivenheden under
et stort bøgetræ en sten med indskriften ”To tyske soldater 1849”. Stenen er først
anbragt 100 år efter på det sted, der i folkemunde siden 1849 havde heddet ”tyskernes
begravelse”.

Kampen om Århus
De danske styrker befandt sig indenfor byportene i Århus og i stillinger nord for byen.
Tidligt om morgenen 31. maj 1849 var det komme til en træfning ved MagdaleneMøllen på Skanderborgvej (Møllen lå, hvor Marselisborg Hospital i dag ligger).
Danskerne tabte kampen og havde trukket sig tilbage nord for byen. Tyskerne rykkede
ind og besatte Århus, og de gjorde herfra udfald mod general Ryes tropper. Det kom til
rytterslaget på Randersvej. Her sejrede danskerne, og tyskerne måtte flygte ind i Århus,
som de tilmed sidst på dagen trak sig ud af. Danskerne rykkede igen ind i Århus, og først
21. juni besluttede tyskerne sig for igen at indtage byen. De rykkede frem med 3000
mand, men mødte ingen modstand, for danskerne havde forladt byen, var vandret til
Helgenæs, hvorfra de danske styrker var blevet sejlet til Fyn og Fredericia.

Grundlovens indførelse
5. juni 1849, midt i alle krigshandlingerne, var enevælden blevet afskaffet og
junigrundloven blevet indført. Grundloven skulle have været for både Danmark og
Slesvig, men i den daværende situation kom den kun til at gælde for kongeriget.
At det kunne lade sig gøre at indføre en ny grundlov i en så urolig tid, viser kun ganske
klart, at Sjælland og København ikke direkte var påvirket af krigen. De fleste slag var
foregået i Slesvig-Holsten, og det var jyderne alene, der måtte tåle den tyske besættelse.

Sognerådsmødet 26. juni 1849
Af sognerådsprotokollen fremgår det stadigvæk ikke, at Mårslet var besat og havde
været det i mere end en måned.
På mødet blev der fremlagt kvitteringer for de anseelige mængder fødevarer, sognet
hidtil havde været tvunget til at levere til de tyske tropper i Jylland. Det var 6119 pund
slagtekvæg, 3626 pund røget flæsk, 12291 pund brød, 1357 pund gryn, 53 tdr. byg, 207
tdr. havre, 18824 pund hør og 19364 pund halm. Desuden var der alene fra Moesgård
leveret 6400 pund brød, 109 pund smør, 42 pund salt og 47 pund ubrændt kaffe.
På mødet blev der oplæst adskillige skrivelser angående krigs-forsanstaltninger og nok
en gang et brev angående foranstaltninger i anledning af kolera.

Fredericia 6. juli 1849 – og ny våbenstilstand
Den danske hær lå indespærret i Fredericia. Det var lykkedes general Rye at komme ind
i byen med en del af de tropper, der havde kæmpet ved Århus. Natten mellem 5. og 6.
juli gjorde danskerne et heldigt udfald. Det overrumplede tyskerne, der måtte se sig
slået. General Rye faldt.
Tvunget af stormagterne sluttede Preussen 10. juli 1849 en ny våbenstilstand og en
foreløbig fred med Danmark gældende fra 17. juli. De fjendtlige styrker forlod Århus 24.
juli om morgenen, og omtrent samtidig må besættelsen af Mårslet være ophørt.

Sognerådsmødet 31. juli 1849
Et frit Mårslet. Tyskerne var borte efter at have holdt sognet besat i godt 2 måneder. Nu
skulle der laves opgørelse over, hvad det hele havde kostet.
Under besættelsen af Mårslet havde tyskerne krævet leveret 2 heste fra sognet. Dette
findes ikke nævnt i protokollen, men til mødet her berettes det, at penge for ”de til de
preussiske tropper stillede 2 heste” var betalt af beboerne til sognepræsten og videregivet
til sognerådsmedlem Mads Sørensen Fog, der havde lagt pengene ud.
Derpå følger en opgørelse over, hvad Mårslet sogn i alt har måttet levere i
naturalpræstationer imod kvittering til de preussiske tropper:
Brød …………………………….. 18310 pund
Kød i slagtekvæg ……………….. 17847 pund
Røget flæsk ……………………... 3693 pund
Gryn …………………………….. 4092 pund
Ærter ……………………………. 937 pund
Byg ……………………………… 251 tdr
Havre.............................................. 305 tdr
Hør... ……………………………. 29692 pund
Halm …………………………….. 36732 pund
Smør …………………………….. 109 pund
Salt ………………………………. 42 pund
Kaffe …………………………….. 47 pund
Mængden er betydelig større end opgørelsen ved sognerådsmødet en måned tidligere den
26. juni. Det bestemtes, at sognerådsformanden skulle indberette til Stiftamtet, hvad
tyskerne havde udskrevet fra sognet og samtidig forespørge, om der kunne ventes nogen
godtgørelse for den øvrige skade, tyskerne havde forvoldt.
Og så var der kommet en indbydelse til subskription over et mindesmærke for general
Olaf Rye. Brevet ”oplæstes og leveredes til bekendtgørelse, om nogen ville tegne sig.”

Beboergave til sognerådsformanden
Hvad der egentlig skete under den 2 måneder lange tyske besættelse af Mårslet, får vi
aldrig at vide. Men at beboerne har været tilfredse med den måde, Sognerådet og ikke
mindst sognerådsformanden havde håndteret de mange problemer på, føltes tydeligt den
20 august, hvor beboerne mødte op i Præstegården med en sølvflødekande. På
flødekanden var der indgraveret. ”For den beredvillighed Hr Pastor Butz og Kone lagde
for dagen under Ocupationen foreres dem dette til en taknemlig Erindring af Mårslet
Sogns Beboere d. 20 August 1849”
Sølvkanden findes stadig. Den er siden gået i arv i familien.

Sognerådsmødet 8. november 1849
I årene frem til 1859 blev der på 25 sognerådsmøder behandlet sager, der havde med
krigen og besættelsen at gøre. Behandlingen af nogle af sagerne strakte sig over flere
møder, og i det følgende er kun omtalt det sognerådsmøde, hvor sagen er blevet
afsluttet.
Det blev meddelt, at sognet havde 8622 Rbd. 54 sk. til gode for de naturalpræstationer,
indkvartering, kørsler og tab eller skade, der var præsteret til og lidt ved de tyske
troppers tilstedeværelse. Beløbet blev dog senere af Stiftamtet nedsat til 7887 Rbd, da
nogle af bilagene, der var vedlagt opgørelsen fra sognet, ikke kunne godkendes.
Der var indkommet en del bidrag fra beboerne til sårede og faldnes efterladte.
Sognerådsformanden skulle bringe beløbet videre til komitéen i Århus, der indsamlede
bidrag til sårede. På mange af de følgende sognerådsmøder gives der ofte meddelelse om
indsamling af penge til faldnes efterladte.

Sognerådsmødet 26. november 1849
Sognefogeden afleverede penge til sognerådet som betaling for de kørepligtige ture, der
fra sognet var foretaget for tyskerne i 1848. der havde været 79 køreture.

Fredsslutning 2. juli 1850
Siden 10. juli 1849 havde der været våbenstilstand og foreløbig fred med Preussen.
Først et år efter var det lykkedes med England som mægler at få sluttet en endelig fred
med Preussen. Det skete i Berlin den 2. juli 1850.
Ved freden fik den danske konge sine hertugdømmer Slesvig og Holsten tilbage, hvilket
dog i førsteomgang ikke fik den store betydning, da Danmark fortsat var i krig mod
slesvig-holstenerne, som ikke havde været medunderskriver af fredsaftalen.

Sognerådsmøder i juli, august og september 1850
Der blev samlet ind i sognet til et monument over de faldne på Fredericia kirkegård og
til et monument i Fredericia til minde om slaget 6. juli 1849 – sidstnævnte er i dag kendt
som H. W. Bissens ”Landssoldaten”, der blev afsløret i 1858.
Fra distriktslægen var der kommet brev vedrørende forholdsregler under en
koleraepidemi.

Slesvig-holstenerne genoptager krigen
En slesvig - holstensk hær rykkede 16. juli 1850 ind i Slesvig, og en uge senere 25. juli
1850 kom det til slaget ved Isted, der blev en klar sejr for de danske styrker.
12. september 1850 satte slesvig-holstenerne et angreb ind mod Mysunde ved Slien og 4.
oktober angreb de Frederiksstad ved Eideren.
Men slesvig-holstenerne formåede ikke noget uden Preussens hjælp, og
krigshandlingerne ebbede snart ud, og ved årets udgang var de helt forbi.
Krigen var nu slut, uden at oprørerne i Slesvig-Holsten var blevet besejret. Militært
havde Danmark vundet, men det var stormagterne, der dikterede, så der blev ingen
sejrherre – og desværre heller ingen løsning på det, der havde sat det hele i gang:
Slesvigs tilknytning til Danmark med en sydgrænse ved Eideren.

Sognerådsmøderne 11.-15. november 1850
Når sognet under krigen var bedt om at stille en ydelse – eksempelvis heste til hæren -
var omkostningerne blevet lignet på hartkornet – det var bønderne, der alt efter
størrelsen af deres ejendom havde måttet betale. Alle andre i sognet var sluppet fri, men
nu kom deres tur. Sognerådet var blevet bedt om at udarbejde og indsende en liste til
Stiftamtet over alle sognets næringsdrivende, og til mødet forelå fra Stiftamtet en
udskrivning af en krigsskat på 30 Rdb., som sognerådet lignede således: Skovmøllen 5
Rdb., Moesgård Teglværk 5Rdb., Frederiksdal Teglværk 2Rdb., smed Andreasen,
Vilhelmsborg 9 Mk., sadelmager Frandsen 16 Mk., snedker Laursen 10 Mk., smed
Daniel 9 Ml., hjulmand Anders Sørensen 6 mk., skrædder Karen Laursdatter 6 Mk., 3
smede, 1 træskokarl og 6 skrædderpiger hver 4 Mk. Og 6 vævere hver 2. Mk.
På Kirkestævnet var det meddelt, at listen med den pålignede krigsskat ville henligge 4
dage hos Mads Sørensen Fogh i Mårslet, og til mødet 15. november var der kommet
klager, som sognerådet behandlede og afgjorde: sadelmager Frandsen fik sin krigsskat
nedsat med 2 Mk., Vilhelmsborg smed med 3 Mk., træskokarl Peder Mikkelsen med 2
Mk. Og skrædderske Karen Laursdatter med 1 Mk. Denne skattenedsættelse på 8 Mk.
Skulle i stedet betales af snedker Ole Sørensen og smed Jørgen Pedersen, begge fra
Moesgård, med hver 4 Mk.

Sognerådsmødet 14. januar 1851
På et sognerådsmøde i december 1850 bestemtes det, at sognerådsmedlemmerne Thomas
Andersen, Højballe, Niels Rasmussen, Testrup og forvalter Poul Rasmussen, Moesgård,
skulle møde i Århus i købmand A. Herschinds gård for at modtage
krigsskadeserstatningen til Mårslet sogn.
Med fuldmagt fra sognerådet havde de tre fået udbetalt 6300 Rbd. i Kgl.
Statsobligationer og 1577 Rdb. 3Sk. i kontanter. Beløbet var afleveret til sognepræsten,
der havde forestået udbetaling til hver enkelt skadelidte i sognet. Sognepræsten foreviste
kvitteringer på beløbene. ”Således er denne sag at anse for ganske afgjort”, står der i
protokollen. Man kan forestille sig, at det har været en lettet sognerådsformands
slutreplik på den meget komplicerede og tidkrævende sags afslutning.

Sognerådsmødet 12. februar 1851
En del breve fra de udkommanderede soldater fra Mårslet sogn, hvor der takkes for 4
Rdb. 1 Mk, som nogen havde givet hver af dem, blev fremlagt. Vi kender ikke disse
breves hele indhold, men mon ikke de omtrent har lydt som det brev, der 7. marts 1851
findes gengivet i Aarhus Stiftstidende: ”Eftersom vi undertegnede udkommanderede
Krigere i 7de Linie-Bataillons 2det Compagni nu efter krigens Strabadser ere vendte
tilbage til vort Hjem, finde vi os forpligtede til offentlig at aflægge vor Tak til de ædle
Givere af Mårslet Sogn, for den til hver af os under vort Feltliv i Frederiksstad og
Omegn tilsendte Gave af 4 Rdb. 1Mk. – Når vi fremtidigen mindes de 6 Dages
Bombardement på Frederiksstad, i hvilken Fægtning vi hver Dag deltog, og hvorved det
lykkedes at tilbagevise Oprørerne, da mindes vi også de ædle Beboere og Venner i vort
Hjem, der åledes søgte at blødgøre vort Feltliv, og som aldrig kan gå os af Minde”.
Brevet her er underskrevet af D.C. Jelsbakke, R.P. Thestrup, P.R. Obstrup, J.P.S.
Thestrup, J.J. Viby og M.N. Hørret

Indsamling til gravminde
På en række sognerådsmøder fra oktober 1851 til januar 1852 berettes der om en
igangværende indsamling til et gravminde for de i Slesvig faldne danske soldater. Der
blev indsamlet 6 Rdb. 40 Sk, der blev sendt til Slesvig.

Sognerådsmødet 30. november 1853
Til sognerådet var der kommet en forespørgsel om antallet af præsterede kørsler for det
danske militær i krigsårene 1848-51. Næsten et år senere blev der fra Amtsstuen den 3.
november 1854 anvist 350 Rdb som godtgørelse for disse militære kørsler. Der var tale
om i alt 81 kørsler, og man kan se, at det gav Sognerådet lidt hovedbrud at få fordelt
pengene retfærdigt.

Sognerådsmødet 6. april 1859
Ved et sognerådsmøde 17. februar forelå der en indbydelse til at samle bidrag til et
monument for de faldne på Flensborg kirkegård. Fra Mårslet sogn blev der indtil april
indsamlet 15 Rdb. 4 Mk. 2 Sk.
Monumentet, der blev samlet ind til, er H. W. Bissens ”Istedløve”, der blev opstillet på
Flensborg kirkegård i 1862. Til stede ved monumentets afsløring var den unge
københavnske teologistuderende Christoffer Bågø, der fire år senere var med ved
oprettelsen af Testrup Højskole.

Sognerådet
Sognerådet havde fra dets start i 1842 bestået af 3 selvskrevne medlemmer og 9 valgte.
Dertil kom politimesteren og birkedommeren, der havde ret til at deltage i sognerådets
møder. Men i 1855 var der kommet en lovændring, så Sognerådet fremover skulle bestå
af valgte medlemmer. Antallet vedblev at være 9, og heraf blev de 4 valgt ved
almindelig valgret, og de 5 blev valgt af den femtedel af beboerne, som i det foregående
år havde betalt størst kommuneskat.
Ved valget 12. december 1855 opnåede to af de selvskrevne medlemmer, baron Ove
Gyldenkrone og godsejer Torkild Dahl, ikke genvalg. Men sognepræsten Jacob
Budtz, der havde siddet i sognerådet som selvskreven medlem siden dens oprettelse i
1842, blev valgt ind i det nye Sogneråd, hvor han også straks valgtes til
sognerådsformand. I de tidligere Sogneråd havde alle valgte medlemmer været
gårdmænd, men i det nyvalgte Sogneråd i 1855 var der foruden præsten også 2
husmænd.
Birkedommerens dage i Sognerådet var ved at være talte, Ved grundloven af 1849 var
det bestemt, at alle landets birketing skulle nedlægges. Vilhelmsborg birk, der var
oprettet i 1661, blev nedlagt 9. maj 1856. Birkedommer Christen Rasmussen fik sin
afsked, og birket blev indlemmet i Ning Herred, der som retskreds eksisterede indtil
1919.

Optakt til 1864
Der var ved fredsslutningen i Berlin 2. juli 1850 ikke blevet fundet en løsning på
forholdet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og det
havde siden i Danmark været en kilde til irritation.
Fra danske side ønskede man fortsat, at Slesvig skulle være forenet med Danmark i en
fælles forfatning, og i september 1863 blev der i København fremlagt et færdigt
grundlovsforslag gældende for både Danmark og Slesvig.
Dette skridt var i klar modstrid med stormagtsaftalerne i 1850, og da forfatningsforslaget
blev vedtaget i Rigsrådet 13. november 1863, måtte stormagterne reagere. Rusland
havde i den første Slesvig – Holstenske krig været vor garant i helstatspolitikken mod
Preussen, men efter at Rusland i 1856 havde tabt Krim-krigen, havde Danmark ikke
mere nogen stærk beskytter i Europa.
To dage efter novemberforfatningens vedtagelse døde Fr. VII den 15. november 1863,
og den nye danske konge Chr. IX tøvede med at ville underskrive forfatningen. Han
gjorde det først under pres 18. november 1863. Kongen vidste, at hans underskrift
uundgåeligt ville føre Danmark ind i en krig.
Den tyske Forbundsdag reagerede da også straks og besluttede at besætte Holsten fra 1.
januar 1864.

Krigen og Sognerådet.

Sognerådsmødet 28. december 1863
I Danmark var krigsforberedelserne i gang. Mobiliseringen var begyndt. Til
sognerådsmødet forelå en skrivelse fra herredsfogeden om, at Mårslet sogn skulle levere
4 heste til arméens brug. Forpagter Walther på Vilhelmsborg og Thomas Andersen,
Højballe, påtog sig at købe og holde hestene parate, så de kunne stilles som påbudt 9.
januar.

Et ultimatum
I midten af januar modtog Danmark fra Preussen-Østrig et ultimatum om inden 48 timer
at ophæve vedtagelsen af novemberforfatningen. Den preussiske regeringschef Otto von
Bismarck vidste godt, at dette krav ikke forventes opfyldt, men derved havde han en
begrundelse mere for at starte krigen.

Sognerådsmødet 28. januar 1864
De 4 heste var blevet købt og leveret. De havde kostet 712 Rdb. Sognerådet havde
opkrævet 175 Rdb. Hos sognets beboere og optaget et lån i Sparekassen på 550 Rdb.
Det blev besluttet at forsøge en frivillig indsamling i sognet til understøttelse for de
udkommanderede soldaters familier. Inden dette var sat i gang, bemyndigede præsten til
foreløbig at understøtte de trængende.
Resultatet af den iværksatte indsamling blev, at der ved frivillige bidrag indkom 125
Rdb. 1 Mk. 6 Sk., som sognerådet lod uddele efter bedste skøn.

Krigen er i gang
Preussen-Østrig besatte 1. februar Slesvig helt op til Dannevirke. Mens der var
diplomatiske bestræbelser i Europa i gang for at undgå krigen, rømmede danskerne 4.
februar 1864 Dannevirke og trak sig tilbage til Dybbøl.
Den engelske regering foreslog 8. februar en våbenhvile. Østrig var indstillet herpå, men
forslaget blev afslået af den danske regering. Den 17. februar overskred preussiske
tropper den danske grænse og indtog Kolding.
15. marts satte tyskerne angrebet på Dybbøl ind, samtidig med at stormagterne forgæves
pressede danskerne for at indgå en våbenhvile. 2. april havde tyskerne planlagt et
stormangreb på de danske stillinger ved Dybbøl, men det dårlige vejr med sne og storm
reddede danskerne denne dag. 18. april 1864 stormede tyskerne Dybbøl og indtog de
sønderskudte danske stillinger.
Straks derefter bredte de tyske tropper sig op i Nørrejylland og besatte Jylland op til
Limfjorden.

Besættelsen af Mårslet
Man leder forgæves i sognerådsprotokollen for at finde noget om besættelsen af Mårslet.
Det er slet ikke nævnt. Men præstesønnen Thorvald Emil Budtz, kaldet Mille , har i sine
erindringer mange år senere fortalt om, hvad han kunne huske fra 1864, da han som knap
8-årig oplevede besættelsen.
Mille havde hørt, at der i Præstegården skulle være indkvartering af ca 70 tyske soldater,
og at der i forvejen ville ankomme en lille deling på 6 soldater under kommando af en
løjtnant. For at vise sit nationale danske sindelag, stillede Mille sig op ved ”Vedkasten”
– en firkantet plads i gården indhegnet med fletværk af grene. Han havde en kasket med
en stor kokarde på hovedet og bælte om livet, sabel i hånden, og flaget havde han
anbragt i fletværket. Han var parat til at forsvare stedet til sidste blodsdråbe, da han så
tyskerne komme. Men der skete det mærkelige, at den tyske løjtnant gjorde stramt
honnør for det danske flag og dets vogter, og han beordrede sine folk til at gøre det
samme – og uvilkårligt gengældte den lille soldat deres hilsen.
Officererne blandt de indkvarterede var alle kultiverede og høflige. ”For at komme til
mit soveværelse”, fortæller Mille, ”skulle jeg passere igennem deres dagligstue, og jeg
bukkede efter ordre for dem hver især til ”god nat” og tog den hånd, som de, der alle var
barnekære, rakte ud imod mig. Jeg vidste jo, at det var landets fjender og ville derfor
ikke række dem hånden selv.
Vor indkvartering bestod væsentlig af godmodige bondesønner fra Pommern og
Brandenburg – af lignende typer som vore egne jyder, og de opførte sig upåklageligt. De
fik lov at hjælpe beboerne med landarbejdet, hvad de var meget glade ved, og de ville
særdeles gerne indlade sig med børn. Vi fik således mange venner blandt dem, og mit
officielle fjendskab kunne ikke stå for deres venlighed. En invitation fra ”den lange
løjtnant” til at sidde foran på hans hest under en øvelse kunne jeg trods min patriotisme
ikke modstå med mine knap 8 år.”
Mille fortæller også, at hans far som sognerådsformand var det officielle mellemled
mellem beboerne og okkupationen, og at det for en væsentlig del skyldtes ham, at alt
forløb så glat.
Det må formodes, at besættelsen af Mårslet fandt sted fra midt i april 1864, og at den har
varet til ind i august.

Sognerådsmødet 11. april 1864
Der var mange punkter på dette mødes dagsorden. Punkt nr. 18 drejede sig om loven om
krigsskat. Ifølge en skrivelse fra indenrigsministeriet skulle Sognerådet udarbejde en
mandatliste med angivelse af den enkeltes indkomstskat. Da det var blevet for sent på
dagen, enedes man om at mødes igen en uge senere.

Sognerådsmøde 19. april 1864
Der har sikkert været en nedtrykt stemning blandt sognerådsmedlemmerne.
Efterretningen om tabet af Dybbøl dagen forinden må være nået til Mårslet. Og hvis
tyskerne ikke allerede havde besat Mårslet, så var det klart for enhver, at en besættelse af
sognet var nært forestående
Sognerådet mødtes for at udarbejde den krævede mandtalsliste, der skulle bruges ved
udskrivning af krigsskatten.
Sognerådets månedlige udgift til underhold af de udkommanderede soldaters familier
beløb sig til 47 Rdb – penge, som sognerådet ikke selv rådede over. Derfor blev
sognerådsformanden bemyndiget til at søge om Stiftamtets tilladelse til udskrivning af
en ekstraskat i sognet. Ved sognerådsmødet i juli meddeltes, at tilladelsen til denne
skatteudskrivning var givet.

Konferencen i London
Siden februar havde englænderne forsøgt at få de stridende parter til at forhandle i stedet
for at kriges. Det lykkedes først at få Danmark og Preussen – Østrig til
forhandlingsbordet ved en fredskonference, der startede i London 25 april 1864.
12. maj kunne man enes om en våbenhvile i en måned, og senere, da forhandlingerne
trak ud, blev våbenhvilen under dansk protest forlænget med 14 dage. 26. juli udløb
fristen, uden at der var opnået nogen form for enighed. Våbenhvilen blev ikke forlænget
– krigen var i gang igen.

Als bliver erobret
Bare 3 dage efter Londonkonferencens sammenbrud gik tusindvis af tyske tropper med
landgangsbåde 29. juli 1864 over Alssund og erobrede efter en kort kamp hele Als.

Danskerne gav op
Overmagten var for stor. Danmark var knækket. Regeringen gik af, og en ny regerings
opgave var at skabe fred. Det blev til en våbenstilstand og en foreløbig fred 1. august
1864.

Sognerådsmødet 23. september 1864
Der var sluttet en foreløbig fred, og den tyske besættelse af Mårslet var ophørt. Nu
kunne man snart se en ende på alle besværlighederne.
Det var meddelt, at krigsskatten for Mårslet sogn androg 1888 Rdb., og da indtægten,
hvoraf Sognerådet beregnede skat, var på 47075 Rdb., besluttede sognerådet at påligne
hver af sognets skatteydere en ekstra krigsskat på 4½ %.

Sognerådsmødet 3. oktober 1864
Selv om der var sluttet foreløbig fred, arbejdede militæret videre med planlægning i
tilfælde af krigens genoptagelse. Til militær-gouvernementet skulle Sognerådet oplyse,
hvad man i sognet rådede over af forskellige fødevarer. Sognerådet svarede, at af
slagtekvæg havde man så godt som intet, af rug 4000 tdr., af rugmel intet, af byg 7000
tdr. og af havre 7000 tdr.
På et andet skema skulle det oplyses, hvad sognet i påkommende tilfælde kunne levere
af stude. Sognerådet svarede, at da der ingen stude var i sognet, ville man foreslå, at
amtet liciterede kødleverancen bort og pålignede sognet udgiften.
Og så var der forlangt, at sognet til militær brug skulle levere 110 sengedyner, 110
hovedpuder og 110 lagener. Sognerådet bestemte, at udgiften til dette sengetøj skulle
pålignes hartkornet og lavede en udregning af, hvad hver del af sognet skulle bidrage
med.
Vilhelmsborg …………………67½ td. Hartk. 18 dyner 18 puder 18 lagner.
Moesgård, Skovmøllen ……… 45½ td. Hartk. 12 dyner 12 puder 12 lagner.
Mårlet Bye …………………… 115 td. Hartk. 31 dyner 31 puder 31 lagner.
Thestrup og Obstrup …………. 66 td. Hartk. 18 dyner 18 puder 18 lagner.
Hørret og Højballe …………… 77 td. Hartk. 20 dyner 20 puder 20 lagner.
Langballe …………………….. 43 td. Hartk. 11
dyner 11puder 11 lagner.
I alt …………………………… 414 td. Hartk. 110 dyner 110 puder 110 lagner.

En endelig fredsslutning
Den endelige fred blev sluttet i Wien 30. oktober 1864. Betingelserne blev smertelige for
Danmark, der blev tvunget til fuldstændig at afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og
Lauenburg. Kongeriget Danmarks sydgrænse gik indtil 1920 ved Kongeåen.

Sognerådsmødet 11. november 1864
Nu var der fred – sengetøjet ville der altså ikke blive brug for. Sognerådsformanden
havde allerede forlangt at få det tilbageleveret, og fra formanden for ”sengekomitéen i
Århus” forelå et brev om, at man ville forsøge at udlevere sengetøjet.
Sognerådet havde pådraget sig en gæld for levering af kreaturer og kød til de preussiske
tropper. Der var allerede pålagt en ligning af to Rdb. Pr td. Hartkorn for at få noget af
gælden betalt. Der var indkommet 769 Rdb. af denne ligning, og endnu var der restancer
på 59 Rdb.
Efter at disse penge var blevet betalt af på gælden, skyldte sognet stadig 654 Rdb. til
adskillige i sognet for kreaturer og kød. Dertil kom gæld på 100 Rdb. til baron Carl
Gyldenkrone, Mariendal, og mellem 800-1000 Rdb. til slagter Th. Jørgensen i Århus.
For at kunne betale af på denne gæld bemyndigede Sognerådet formanden til endnu
engang at udskrive en ligning på 2 Rdb pr td. Hartkorn hos bønderne. Det bestemtes
samtidig, at gælden til de her i sognet boende skulle betales først, og at gælden til slagter
Jørgensen skulle forsøges afdraget.

Mariendal
Vilhelmsborgs ejer siden 1863, lensbaron Carl Gyldenkrone boede på ”Mariendal”, der i
1863 var blevet oprettet som hovedgård ved sammenlægning af 4 mindre gårde.
Baronens ophold på Mariendal strakte sig over flere år – imens blev der bygget om på
Vilhelmsborg med blandt andet den tredje etage over hovedbygningens midterparti.

Sognerådsmødet 8. december 1864
Sognerådsformanden bemyndiges til endnu en gang at rykke for at få sengetøjet leveret
tilbage, og, hvis det ikke fandtes mere, da i stedet at få en vurderingsværdi udbetalt.
Det blev meddelt, at sognets gæld for levering af kreaturer og kød til tyskerne nu var
betalt på nær 100 Rdb., som skyldtes til baron Carl Gyldenkrone, Mariendal.

Sognerådsmødet 29. december 1864
Sognerådet havde modtaget forskud på krigsgodtgørelsen og bestemte, at pengene i
første omgang skulle bruges til betaling af de 4 heste, der var leveret fra sognet til hæren
9. januar 1864. Sognets bønder fik tilbagebetalt 179 Rdb., og lånet i Sparekassen på 550
Rdb. blev med tilskrevne renter indfriet med 574 Rdb. Det tiloversblevne af det
modtagne forskud blev indsat til forrentning i Landbosparekassen.

Sognerådsmødet 15. februar 1865
Sognerådet havde opgjort, hvad Mårslet sogn havde præsteret af kørsler for den danske
armé i marts og april 1864. Det drejede sig om 98 vogne i 110½ døgn og dertil 2 ridende
stafetter – i alt til en værdi af 223 Rdb.

Sognerådsmødet 19. marts 1866
Der var kommet skrivelse fra ”Erstatningskommissionen for Krigsskade” i Århus. Det
meddeltes heri, at den Mårslet sogn tilkommende krigsskadeserstatning efter fradrag af
udbetalt forskud androg 6002 Rdb. 2Mk. 14 Sk., hvilket beløb den følgende dag 20.
marts 1866 ville være til udbetaling på Århus Rådstue.
Sognerådsformanden og Anders Nielsen, Hørret og sognefoged Niels Mikkelsen,
Langballe, befuldmægtigedes til i Århus at modtage pengene, som sognefogeden påtog
sig at opbevare, indtil uddelingen kunne ske.

Sognerådsmødet 4. april 1866
Krigsskadeserstatningen var afhentet. 1302 Rdb. 46. Sk var udbetalt i rede penge, mens
4700 Rdb. var i statsobligationer. Da der var adskillige større obligationer imellem, ville
det blive nødvendigt, at flere mænd blev interessenter i én større obligation.
Til de modtagne 6002 Rdb. 46 Sk blev der lagt nogle småbeløb, så den endelige sum til
fordeling i sognet blev 6008 Rdb. 56 Sk. Sognerådsformanden havde lavet en fordeling,
der godkendtes af de øvrige sognerådsmedlemmer.
Til beboerne for leverancer ……………. 3608 Rdb. 20 Sk
For kørsler og stafetter …………………. 1733 Rdb. 81 Sk.
For indkvartering ………………………. 302 Rdb 73 Sk.
Moesgård for 4 stude …………………... 280 Rdb. 00 Sk
Moesgård for 2 tdr. havre ……………… 6 Rdb 00 Sk
Forpagter Walther, Vilhelmsborg ……… 40 Rdb 00 Sk.
Fiskemanden af Moesgård for både …… 35 Rdb.00 Sk
I alt ……………………………………… 6006 Rdb. 78 Sk.
De overskydende 1 Rdb. 4 Mk. 10 Sk skulle anvendes til betaling af 5 skp. Havre, som
der er givet godtgørelse for, hvis man kan finde ud af, hvem der har leveret denne havre
– ellers indbetales pengene i de fattiges kasse.
Krigsskadeserstatningen skulle udbetales til beboerne den følgende dag 5. april og
uddeles således, at Testrup, Obstrup og Højballe mødte kl 9, beboerne fra Hørret kl. 11,
fra Langballe kl. 14 og beboerne i Mårslet mellem kl. 15 og 16. Krigsskadeserstatningen
til de 2 herregårde lovede sognefogeden at ville bringe.
I protokollen findes indført, hvorledes den endelige fordeling blev:
Moesgård ……………………………………. 946 Rdb. 4 Mk. 14 Sk.
Vilhelmsborg ………………………………… 984 Rdb. 5 Mk. 00 Sk.
Mårslet Bye …………………………………..1550 Rdb. 4 Mk. 01 Sk
Testrup og Obstrup ………………………….. 945 Rdb. 5 Mk. 10 Sk.
Højballe og Hørret ……………………………1008 Rdb. 1 Mk. 12 Sk.
Langballe …………………………………….. 570 Rdb. 0 Mk. 15 Sk.
I alt …………………………………………….6006 Rdb 4 Mk. 04 Sk.
Og derpå følger i protokollen en opstilling over, hvem der som en del af erstatningen har
modtaget statsobligationer, og hvem der er gået sammen om at dele en større obligation.

Sognerådsmødet 17. maj 1866
Formanden befuldmægtiges til at anbefale et andragende fra Niels Rasmussen, Rasmus
Jensen og Jens Thomassen om godtgørelse af 53 Rdb. 5 Mk. Og 14 Sk. for krigsskade.
Fordringen fandt Sognerådet i orden, da det præsterede var leveret. – Det vides ikke, om
de 3 fik nogen erstatning.

Sognerådsmødet 3. juli 1866
Dette er det sidste sognerådsmøde, hvor der er et punkt med på mødets dagsorden
vedrørende krigen 1864. Fra finansministeriet meddeltes det, ”at ingen yderligere
begæring om krigsskadeserstatning kan komme i betragtning”.

Istedløven
Det danske sejrsmonument fra 1862 på Sankt Marie Kirkegård i Flensborg til minde om
slaget ved Isted 25. juli 1850 fik kun lov at blive stående på kirkegården i 2 år. Efter
nederlagt i 1864 blev Istedløven flyttet til Berlin, hvor den blev fundet efter anden
verdenskrig og i 1945 bragt til København som en gave til kong Chr. X. Monumentet har
i dag sin placering på Søren Kierkegaards Plads foran Tøjhusmuseet – hvor bronzeløven
nu står, efter at der flere gange er gjort forsøg på at få den smukke løve tilbage til
Flensborg, hvor den rettelig hører hjemme.

Sognerådet
Ved Sognerådets oprettelse i 1842 var det som tidligere nævnt meningen, at dets
beføjelser og arbejdsopgaver skulle være begrænset til Fattigvæsen, Vejvæsen og
Skolevæsen. Men som det også fremgår af det forrige, var det unægtelig helt andre
problemer og opgaver, der kom til at præge Sognerådets arbejde bare 6 år efter dets start.
Med krigene og hvad de medførte for sognet, blev Sognerådet tvunget ud i praktisk
politik – og Sognerådet klarede det flot. En af grundene til, at det gik så godt, har nok
været, at sognets beboere i stor udstrækning blev orienteret, taget med på råd og draget
ind i beslutningerne ved de ofte afholdte kirkestævner. På den måde var alle klare over,
hvorfor mange af de svære beslutninger i Sognerådet måtte træffes.
Efter krigen, da Sognerådet havde bevist, hvad det kunne, blev der i 1867 ændret i
kommunallovgivningen, og Sognerådet fik tildelt større beføjelser. Samtidigt skiftede
det for øvrigt navn fra ”Sogneforstanderskab” til ”Sogneråd”, som man sikkert hele tiden
har kaldt det, men som det faktisk først kom til at hedde fra 1867.
I 1867 havde sognepræst Jacob Budtz været medlem af sognerådet i 25 år. Han var da 62
år. De første år var han selvskreven medlem af Sognerådet, men siden valget i 1855 var
han valgt af sognets beboere. I 23 år havde Budtz været sognerådsformand, en opgave,
der ikke mindst under krigene havde kostet ham megen tid og mange kræfter. Ud over
sognerådsarbejdet havde han jo også en stor landbrugsbedrift at passe, og lidt tid skulle
der også være til præstegerningen.
I 1867 søgte Jacob Budtz amtsrådet om tilladelse til at træde ud af Sognerådet et par år
før hans valgperiode udløb. Da tilladelsen blev givet, skulle der afholdes et
ekstraordinært valg, men på samtlige stemmesedler fra dette valg stod der kun et og
samme navn. Pastor Budtz. Ja, så var den gamle præst næsten nødt til at tage resten af
perioden med. Selvfølgelig valgtes han igen til sognerådsformand – han var
sognekongen.
Jacob Budtz` afløser og efterfølger som medlem af Sognerådet og også som
sognerådsformand blev fra 1870 baron Carl Gyldenkrone – ikke mere som selvskreven
medlem, men som valgt af sognets beboere.
Sognerådet eksisterede frem til 1970, hvor det ved kommunalreformen blev nedlagt, da
Mårslet sogn blev indlemmet i Århus kommune.

Hvad udad tabes
Tiden efter 1864 viste snart, at et nederlag ikke kun er noget negativt, men at det også
kan rumme positive sider. Det var tydeligt at se, at krigene havde vækket nogle
slumrende kræfter og givet sognets beboere en fælles stærk vilje til hurtigt at rejse sig.
Hvad udad tabes, må indad vindes.

Testrup Højskole
I 186 oprettede Testrup Højskole, og netop folkehøjskolen var et af udtrykkene for en
folkelig rejsning og et middel til dens vækst og bevarelse. Højskolens stiftelse var den
28-årige Jens Nørregaard , der havde meldt sig som frivillig i 1864 og som officer en tid
havde været med i kampene på Dybbøl. Kort før det afgørende slag 18. april 1864 var
han og hans folk blevet trukket tilbage til Als. Det var tankerne om landets oplevelser i
1864 med rømningen af Dannevirke, Dybbøls fald og tabet af Sønderjylland, der fik Jens
Nørregaard til sammen med vennen Christoffer Bågø at starte Testrup Højskole, hvor
tusinder af unge i årene efter søgte og modtog folkeoplysning.

Sognets unge
Fra Mårslet sogn deltog mange unge mænd i de to slesvigske krige. Nogle kom i kamp,
andre nåede det ikke, og nogle af de udkommanderede soldater kom desværre aldrig
hjem igen.
Fra de udkommanderede fra sognet blev der sendt breve hjem til familien. På
”Obstrupgård”, hvorfra 4 brødre var med i krigen, opbevares endnu nogle af disse
soldaterbreve. Af brevenes indhold kan man se, at krigstjenesten havde modnet sognets
unge, der som soldater mødte helt andre forhold, end de var vante til derhjemme. Et af
brevene indeholder i begejstrede vendinger beskrivelse af en demonstration af en
mejetærsker ”af en nyopfunden construktion” og en meget udførlig forklaring med
tegning af dræning af landbrugsjord. Disse unge tilførte ved deres hjemkomst sognets
landbrugsbedrifter mange af de forbedringer, de under krigen havde set og oplevet.
Bondesamfundets opblomstring
Efter midten af 1800-tallet var sognets bønder begyndt at frikøbe deres fæstegårde fra
baroniet Vilhelmsborg. Frihedstrangen medførte en generel opblomstring i
bondesamfundet, og de frie selvejerbønder, modnet ved sognebeboernes samarbejde og
sammenhold under de to krige, omdannede med eksplosionsagtig fart det stillestående
samfund, som Mårslet havde været før krigene, til et rigt, leve- og bæredygtigt og
samarbejdende bondesamfund. I fællesskab skabte bønderne mulighed for oprettelse af
Mårslet Sogns Spare- og Lånekasse i 1871, Andelsmejeriet ”Kildevang” i 1885, Mårslet
og Omegns Forbrugsforening i 1886, Mårslet Børnehjem i 1888 og samme år Mårslet
Sogns Sygekasse. I 1884 var Odderbanen blevet oprettet, og i 1885 havde Sognerådet
ladet to nye skoler opføre – den ene i Langballe og den anden i Mårslet.
Jo, der kom til at ske noget i Mårslet sogn som følge af nederlaget i 1864. Sognets
udvikling ville ikke være sket i det tempo, hvis bønderne ikke var blevet modnet af de to
krige. Man kan med rette sige, at ikke noget er dårligt, uden at det også er godt for noget
andet.
Som kilde til omtalen af sognerådsmøderne er der i heftet brugt ”Thøger Rugholm:
Kommunalbestyrelsen i Mårslet Sogn 1842 – 1942 – Uddrag af forhandlingsprotokollerne.”

1.
Henning Grønlund Carlsen
Dæknavn(e): Henrik , Hendrik

Kopieret 29.7.2011. KA. Karen Andersen, Beder, har i mange år forsket i Gyldenkronesland, hvor Mårslet Sogn var en del af.
Da hun døde, fik vi hendes materiale vedr. Mårslet, og blandt dette var hendes oplysninger om en ung modstandsmand, Henning Grønlund Carlsen. Der blev sat en mindesten over ham ved Mallinggård Skov, og vi har valgt at bringe det materiale, vi har fået.
Hun har kaldt det hele: Moesgård Strand 1944 - 1945, men det dækker også over andre steder i landet.

Henning Grønlund Carlsen
Dæknavn(e): Henrik , Hendrik
Født 17-06-1925
Død 14-07-1944
Gymnasieelev, Skoleelev, gymnasieelev, Gymnasiast
Horsens
Region II (Midtjylland), Region I (Nordjylland)

Tilknytning til undergrundshæren
Region II (Midtjylland), Sektion L, Horsens Distrikt (L) , Første Sabotagegruppe

Notater
13-07-1944, Dødeligt såret under sabotageaktion
1944, Dræbt efteråret 1944
13-07-1944, Forlod Horsens efter arrestationer i feb 44 - dræbt under jernbanesabotage ved Stilling 13 jul 44
1943 - 14-07-1944, Startdato måske før 1943. Skudt ved sabotageaktion
Død i ildkamp
Dræbt under aktion; var leder af sabotagegruppe, der hovedsagelig bestod af elever fra Horsens Statsskole.
Lokalitet
Horsens

Organisationstilknytning
Horsens Hjemmeværn

Modstandsaktivitet
Almen illegal aktivitet
Efterretning
Industrisabotage - rejsende sabotør fra Venøborg sommerlejr på Venø
Jernbanesabotage
Jernbanesabotage - Deltog i "Venø-Kurset"
Jernbanesabotage - Jernbanesab. ved Mallinggaard, Skanderborg
Jernbanesabotage - rejsende sabotør fra Venøborg sommerlejr på Venø
Militærgruppe
Modtagegruppe
Sabotage
Sabotage - Medlem af sabotagegruppe i Horsens

Kildehenvisninger
Rigsarkivet, 10201, Modstandsbevægelsen i Horsens, Pk. 2

Litteraturhenvisninger
Danmarks Frihedskamp I-II (Ebbe Munck og Børge Outze (red.)), 475, 480, 482, 497, 505
En familie under besættelsen (Ove Høegh-Guldberg), 32, 34
Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45 (Ib Damgaard Petersen (red.)), 77
Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45 (Ib Damgaard Petersen (red.)), s. 77
Horsens går til modstand - bind 2 (Chr. Rimestad), 70,71,72,73,155,166
Skanderborg - en by under besættelsen 1940-45 (Kaj Klostergaard), 77
Uden kamp ingen sejr (Toldstrup), 80-81-82
Under krigen - Skanderborg 1940-45 (), 12,13,14,15
Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45 (Ib Nordby), 209, 210
Vi bringer en særmelding (Erik Johannesen), 92

Billedkilde: Ove Emil Jensen Rødovre/Stig Sumborg

Udskriften er baseret på 12 registreringer
Henning Grønlund Carlsen, gymnasieelev, horsens
Sabotage - Medlem af sabotagegruppe i Horsens Region II (Midtjylland)
Horsens Hjemmeværn
Litteratur
1) "Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45" Ib Damgaard Petersen (red.) s. 77

Henning Grønlund Carlsen, gymnasieelev
Modtagegruppe Region II (Midtjylland)
Horsens Hjemmeværn
Litteratur
1) "En familie under besættelsen" Ove Høegh-Guldberg 32, 34

Henning Grønlund Carlsen
Jernbanesabotage
Litteratur
1) "Under krigen - Skanderborg 1940-45" 12,13,14,15

Henrik
Militærgruppe
Litteratur
1) "Under krigen - Skanderborg 1940-45" 12,13,14,15

Henning Grønlund Carlsen, skoleelev
Industrisabotage - rejsende sabotør fra Venøborg sommerlejr på Venø
Jernbanesabotage - rejsende sabotør fra Venøborg sommerlejr på Venø Region II (Midtjylland)
Litteratur
1) "Horsens går til modstand - bind 2" Chr. Rimestad 70,71,72,73,155,166

Hendrik
Militærgruppe Region II (Midtjylland)
Litteratur
1) "Horsens går til modstand - bind 2" Chr. Rimestad 70,71,72,73,155,166

Henning Grønlund Carlsen, gymnasieelev
Jernbanesabotage - Jernbanesab. ved Mallinggaard, Skanderborg Region II (Midtjylland)
Horsens Hjemmeværn
Litteratur
1) "Skanderborg - en by under besættelsen 1940-45" Kaj Klostergaard 77
2) "Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45" Ib Damgaard Petersen (red.) 77

Henning Grønlund Carlsen, gymnasieelev
Militærgruppe Region II (Midtjylland), Sektion L, Horsens Distrikt (L)
Første Sabotagegruppe
Arkivhenvisninger
1) Rigsarkivet, 10201, Modstandsbevægelsen i Horsens, Pk. 2

Henning Grønlund Carlsen
Almen illegal aktivitet Region II (Midtjylland)
Litteratur
1) "Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45" Ib Nordby 209, 210

Henning Grønlund Carlsen
Jernbanesabotage - Deltog i "Venø-Kurset" Region II (Midtjylland)
Litteratur
1) "Vi bringer en særmelding" Erik Johannesen 92

Henning Grønlund Carlsen, gymnasieelev
Sabotage
Jernbanesabotage
Efterretning Region II (Midtjylland)
Litteratur
1) "Danmarks Frihedskamp I-II" Ebbe Munck og Børge Outze (red.) 475, 480, 482, 497, 505

Henning Grønlund Carlsen, gymnasiast
Sabotage Region I (Nordjylland)
Litteratur
1) "Uden kamp ingen sejr" Toldstrup 80-81-82

2.
2005 24. maj
Moesgård Strand, sprængning
Bomberyddere sprængte en håndgranat, som blev fundet ved Moesgaard Strand.
24. maj 2005, kl. 12:41 | Af: kasm@tv2oj.dk
Bomberydderne fra Skive kaserne rykkede mandag ud til Moesgaard Strand, efter at der tidligere på dagen blev fundet en håndgranat i området.

Håndgranaten blev sprængt væk, fordi minerydderne skønnede, at det var den sikreste måde at håndtere den på.

Der var tale om en gammel, rusten håndgranat, men minørernes forsigtighed viste sig at være velbegrundet. Det viste sig nemlig, at granaten var ægte

3.
Kopieret fra: http://jp.dk/indland/aar/article1314209.ece

Dagbog fra Besættelsen
Af JENS KAISER
Offentliggjort 08.03.08 kl. 22:14
En tidslinje om Besættelsen i Århus

JULI:
4: Mindst 34 mennesker mister livet, og 250 bliver såret, da der sker en stor eksplosion på Århus havn. En lægter, der ved at blive lastet med ammunition, eksploderer. Der sker omfattende skader på byen og havnen. Tyskerne påstår fejlagtigt, at der er tale om sabotage. De århusianske havnearbejdere protesterer. Eksplosionen skyldes krav om hurtig lastning af ammunitionen. Kaptajn McCormick på slæbebåden "Hermes" udviser stort mod ved at trække det brændende tyske skib "Scharhörn", der er lastet med flere tusinde tons bomber, ud af havnen. Det lykkes derpå at slukke ilden.
13: En gruppe sabotører fra Århus gennemfører en sprængning på strækningen Stilling-Skanderborg umiddelbart efter, at et tog med soldater har passeret. Tyskerne åbner ild, og Henning Grønlund Carlsen fra Horsens omkommer siden af sine kvæstelser. Samme dag får Aarhuus Stiftstidende forbud mod at udkomme i tre dage. Den egentlige baggrund er, at avisen efter katastrofen på havnen den 4. juli udsendte et særnummer.

4.
Jernbanesabotage ved Mallinggård Skov 14.7.1944

I den sidste del af 1944 var der talrige sabotageaktioner på den jyske længdebane. Den 13. juli blev to vogne på et tysk tog afsporet ved Stilling station, og den 14. juli kort efter kl. 18 forsøgte tre unge sabotører at gøre det samme ved Mallinggård skov. Den ene af dem, Henning Grønlund Carlsen, var på trods sin unge alder specialist i jernbanesabotage og uddannet i at anvende en type sprængstof, der skulle eksplodere under togets passage. Dagen forinden havde gruppen haft held med at sprænge 6 lokomotiver i luften i remisen i Århus.

Flere ting gik imidlertid galt d. 14. juli: Sprængladningerne, der var anbragt på skinnerne, eksploderede før beregnet, og toget, der skulle forsinkes, kom før tiden. Foruden lokomotivet, som blev afsporet, var der nogle personvogne og et antal åbne vogne bevæbnet med maskingeværer. Den ene af sabotørerne - Henning Grønlund Carlsen (20 år) fra Horsens - nåede ikke at komme i dækning og blev dødeligt såret af et skud i ryggen. Den anden sabotør flygtede til Illerup, hvor lokale folk skjulte ham.
Der står en mindesten for Henning Grønlund Carlsen (dæknavn: Henrik) ved Gl. Randersvej lige nord for jernbanen. Teksten på stenen lyder: Henning Grønlund Carlsen faldt her i kamp for Danmark 14.7.1944. 43).

5.
Med livet som indsats
Modstandsmanden Henning Grønlund Carlsen mindes på stedet, hvor han faldt under anden verdenskrig
Af Henning Nygaard
I 1900-tallet oplevede Danmark to verdenskrige. Den første fra 1914-18 og den anden fra 1939-45. I begge krige var en væsentlig politiker den adelige godsejer, tidligere diplomat - udenrigsminister Erik Scavenius. Han er blevet beskrevet som kølig, velovervejet, taktisk og med overblik. En stående vittighed blandt diplomater og politikere var følgende ordveksling: "Det siges, at Scavenius er tyskervenlig." Svaret lød: "Scavenius er overhovedet ikke venlig." Det var Scavenius' hensigt, at føre Danmark udenom strid, spektakel, mord og henrettelser. Det lykkedes under den første verdenskrig. Hans kompromisløse og alligevel smidige neutralitetspolitik førte os pænt gennem det kaotiske Europas trængsler. Anden verdenskrig derimod blev hans skæbne. I modsætning til første verdenskrig undgik Danmark ikke at blive besat. Udenrigsministeren, som senere blev statsminister, forsøgte med den såkaldte samarbejdspolitik at undgå konfrontationer mellem danskere og tyskere. Det gik fint i lang tid. Men mange danskere følte, at de ikke længere var herre i eget hus. Så trods opfordring til at bøje nakken tog flere og flere landsmænd sagen i egen hånd. For mange borgere var det et spørgsmål, om vi skulle opfattes som blandt de allierede eller som værende på tysk side. Det endte med en folkestrejke og regeringens fald. Erik Scavenius trak sig tilbage som en meget skuffet og bitter mand. (Hans renæssancegård Voergård kan anbefales som udflugtsmål. Den ligger tæt ved Sæby og er åben for offentligheden.) Denne uges mindesten er rejst over en 20-årig student fra Horsens, der ikke ville affinde sig med det officielle Danmarks holdning under anden verdenskrig. En ung mand, som var medlem af FDF og KFUM. Vist var han ung, men han havde ekstraordinære evner med sprængstof. Derfor blev Henning Grønlund Carlsen af den jyske ledelse udvalgt til den særligt vanskelige

6.
Kopieret fra: http://stillinglokalhistorie.dk/Historie/gronsider/gronlund.html
Mindesten for Henning Grønlund Carlsen ved Mallinggård skov.

7.
Pastor Søbye
Kopieret fra: http://www.blovstroedkirke.dk/artikler/soby_b.htm
Kilde: http://helligkorskirken.nu/
Harald Søbye
v/ Allan Anarchos
Harald Kristensen Søbye. (29. oktober 1908 - 18. februar 2000) var præst. Han blev kaldt Blovstrødpræsten, Provopræsten, 68-oprørets oldefar.
Hustru: Gunhild Søbye, født Gunhild Adamsson. Harald var en martsdag i 1933 på vej over Dronning Louises bro. På broen så han en rødhåret kvinde på vej den anden vej. Han vendte om. Hun viste sig at være en tjenestepige, datter af en svensk skotøjsarbejder fra Malmø og en finsk kvinde, som drev et pensionat på Nørrebrogade. Harald og Gunhild var sammen i ialt 59 år. De blev gift d. 15.8. 1937.
Faderen, Jens Peter, opførte i Jordløse mellem Fåborg og Assens en kombination af missionshotel og barbersalon. Tre søskende.
En efterårs eftermiddag i 1924 under arbejde ude på marken hører den 16-årige Harald en røst, som siger: "Harald, du skal være præst". Søbye skrev senere i sine erindringer: "Hvor kom denne stemme fra? Det har jeg aldrig fået opklaret. Jeg havde aldrig tænkt på eller drømt om, at jeg skulle være præst, jeg ville være bonde, for jeg elskede det frie liv på landet - se det grønnes og gro - og dyrene, lammene og de små føl - og også se resultatet efter dagens arbejde. Jeg ville være en simpel bondemand, så jævn og ligefrem. Som der står i den kønne sang. Jeg gik hen og satte mig på grøftekanten, oplevelsen havde gjort stort indtryk på mig. Derefter tog jeg en rask beslutning, der var ikke andet at gøre end fortælle oplevelsen til far og mor".
Studentereksamen på præliminær-kursus i Rønde. Filosofikum og habraicum med rent UG. Venskab i København med teologi-student Eilif Krogager. I mange år var de to uadskillelige venner. "Vi var sammen hver dag, og vi gik rundt på Københavns gader og værtshuse og diskuterede med folk ... Vi diskuterede også med de prostituerede, som dengang holdt til i Holmensgade. Fra dent id har jeg bl.a. min interesse for disse piger. Og jeg synes, vi skylder dem en helt anden behandling fra lovgivningsmagtens side".
Teologisk embedseksamen sommeren 1935. 1936 hjælpepræst i Løgstør og Løgsted ved Limfjorden. I 1937 beskikkedes han til sognepræst for Sall og Gullev menigheder i Århus Stift. D. 17.1. 1943 blev han residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke i Horsens.
Under besættelsen, sammen med sin hustru, Gunhild Søbye, aktiv i modstandsbevægelsen. Hans hustru havde bedre nerver til det end han. Som præst, ved Vor Frelsers Kirke i Horsens, bistod han Churchill-klubben, da de unge mænd sad fængslet. Ægteparret husede fra oktober 1944 til februar 1945 danskeren Leif Bangsbøll alias Aksel Bæk. Søbye-parret havde kontakt med frihedskæmpere som bl.a. Arne Gårdmand. Fra februar 1945 gik han "under jorden".
I januar 1944 gik en båd på en tysk mine. "Agda" gik ned med alle mand. Under en mindegudstjeneste valgte den unge kapellan Søbye at sætte sig i civilt tøj blandt kirkesangerne frem for på de forreste reserverede rækker iblandt "de fine". Dét blev bemærket i bl.a. Kristeligt Dagblad. "Fra min tidligste barndom har jeg afskyet fjerbuske og ordener i kirken", sagde Søbye nogle dage senere.
Næste søndag citerede han i sin prædiken Peter Andreas Heiberg: "Ordener hænger man på idioter, stjerne og bånd, man kun adelen gi'r, men har du hjerne, kan du jo gerne undvære orden og stjerne". Om sommeren blev sabotøren Henning Grønlund Carlsen skudt af tyske soldater. Søbye holdt en mindegudstjeneste over ham og bad alle kirkegængerne rejse sig og mindes den faldne med to minutters stilhed. Alle, også en del tyske soldater, rejste sig og mindedes frihedskæmperen.
Sognepræst fra november 1948 til juni 1964 i Blovstrød og Lillerød (Allerød) kirker og samtidig i denne periode fra 1954 underviser og fra 1955 feltpræst for kasernerne i Høvelte, Sandholm og Sjælsmark. Harald Søbye blev valgt blandt 72 ansøgere som sognepræst. Han fik også arbejde som hjælpelærer på Lillerød Skole.
Den 5. maj 1950 talte Harald Søbye i sin prædiken om verdenskrigen. Han udskældte de ledende politikere for deres samarbejde med besættelsesmagten. Den eneste, der stod ved, hvad han havde gjort, var Scavenius, sagde præsten. Som inkarneret republikaner bad han ikke i kirken en særlig forbøn for kongehuset. Dét bemærkede en kaptajn Hjorth, som ikke var medlem af folkekirken. Hjemme skrev han en lang klageskrivelse til Kirkeministeriet. Kirkeministeriet udtalte d. 16. juni 1950 sin misbilligelse af, at "pastor Søbye uberettiget havde undladt i forbindelse med de af ham forrettede gudstjenester at bede for kongen og kongens hus". Præsten blev nødt til at skrive under på en erklæring om, at han i fremtiden ville bede for Kongen.
Harald Søbye repræsenterede fra marts 1958 Socialdemokratiet i sognerådet. Han blev medlem af skolekomissionen og sundhedskommissionen. Han fik fabrikant Prom til at flytte en voldsomt forurenende fabrik væk - til Kalvehave hvor ti år senere avisernes fokus på forurening indhentede ham.
Fra prædikestolen i Blovstrød udviklede Harald Søbye sig til noget af en politisk agitator. Og han udtrykte efterhånden en klar modstand mod atomoprustningen og mod NATO. Bl.a. pådrog han sig i 1959 opmærksomhed fra regimentschefen oberst Hensch, som skriftligt udtrykte sin store utilfredshed med feltpræsten. Senere i 1962 var det oberst H.C. Engell, garnisonskommandant for Høvelte-Sjælsmark-Sandholm kaserne, som for i blækhuset og skrev til Østre Landsdelskommando over, at Søbye havde uddelt anti-militaristisk propaganda til sine konfirmander.
I 1960 kom det pludselig stærkt frem i aviserne, at han i en prædiken havde kritiseret de 500 præster, som i 1947 havde skrevet på, at de ikke ville anerkende gyldigheden af kvindelige præster. Søbye anklagede dem for hykleri. Ikke een præst havde taget konsekvensen af, at kvinder kunne blive præster i den danske folkekirke. Fra den ene dag til den anden blev han en offentlig person, kendt som "Blovstrødpræsten".
Som den eneste i sognet støttede han i 1960, bl.a. ved en prædiken d. 30.10., aktivt en homoseksuel overlærer Andersen, som også var klasselærer for hans og Gunhild Søbyes datter Laila.
I 1961 støttede han økonomisk og offentligt strejkende arbejdere. Og de takkede ham med ord som: Endelig en præst for os arbejdere. Han blev inviteret til at tale på Danmarks største arbejdsplads, Burmeister & Wain B&W. Den 10. maj stiftedes foreningen Blovstrød-Præstens Venner. Formand blev Børge Madsen, forfatter til pjecen "Jesus af Nazareth" som beskrev Jesus som en politisk oprører og leder af en bande bevæbnede mænd.
Harald Søbye tog herefter initiativ til en såkaldt pinsemarch d. 17. maj 1964 fra Hillerød, en protestmarch mod kapitalismen, NATO, enhedskommandoen og kongedømmet. Cirka 7000 mennesker marcherede med Harald Søbye forbi de militære kaserner i hans gamle sogn til Rådhuspladsen. Pinsemarchen var inspireret af de såkaldte påskemarcher mod atomvåben på dansk jord, hvor tusinder af mennesker gik fra Holbæk til København i 1962 og 1963. Pinsemarchen blev gentaget året efter d. 6.6. 1965.
Ved den første pinsemarch sagde Søbye i en tale på Rådhuspladsen: "Kapitalismen er et usundt system, der får kirkens velsignelse til at udnytte folk. Man bryder og tramper på folkefællesskabet, så livets goder fordeles uretfærdigt. Det er dette system, NATO er med til at beskytte og værne ... Socialismen kan ikke slå igennem, før Kongehuset er afskaffet".
Den ellers liberalt sindede kirkeminister Bodil Koch måtte, selv om hun fandt Søbye i besiddelse af »gode menneskelige egenskaber og bramfri hæderlighed«, betegne ham som »urimelig« med »afkortet stejlhed over for anderledes tænkende og personlige modstandere«. »Hvor«, spurgte Søbye imidlertid, »er den folkekirkepræst, der tør bringe sin politiske mening frem i prædikenen? Den er dog en del af budskabet... Hvem følger Jesu ord? Paulus er blevet hovedpersonen i den kristne forkyndelse, og det bliver til tåbelige, teologiske doktordisputatser og kolde, hjerteløse prædikener«.
I Præsteforeningens Blad skrev den daværende redaktør i en kommentar om Søbye-sagen. Han skrev, at det var godt, at sagen var trukket så længe ud, fordi det var vigtigt ikke at krænke retten til forkyndelse. Samtidig måtte Harald Søbye også tage konsekvensen af, at han frivilligt havde meldt sig til tjeneste i folkekirken, og i konsekvens af det optræde nogenlunde sømmeligt. Der var ingen teologisk debat efter afskedigelsen. Ingen støtte til Søbye fra kollegers side.
Han stiftede d. 28. maj 1964 Den Danske Frikirke, som holdt til i jord- og betonarbejdernes fagforenings lokaler i København. Menigheden var arbejdere.
Fra 1964 arbejdede Gunhild Søbye som sygehjælper i 12 år. Harald Søbye arbejdede som vejarbejder, chauffør og portør på et plejehjem. En dag i 1969 fik han som 59 andre personer, alle i flotte uniformer med ordener på, audiens hos kong Frederik den 9. Kongen havde modtaget et brev fra Harald Søbye. Det eneste, kong Frederik svarede mig, var en sætning, som han gentog 2-3 gange. Den lød i al sin korthed: "Vi skal se, hvad vi kan gøre ved det".
Harald Søbye satte sig spor ved først og fremmest at få etableret hvor afhængig folkekirken er af staten. Han fik slået fast, at man skal velsigne det bestående, ellers er der ikke plads i kirken, sagde Ebbe Kløvedal Reich.
Hans ideologiske forbilleder var Jesus, Karl Marx, Søren Kierkegaard og italieneren Giordano Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet som kætter under inkvisitionen. Til gengæld rasede han mod Paulus, Luther og den etablerede kirke.
Fra 1966 blev han kaldt "Provopræsten", fordi hans såkaldte frikirke, blev besøgt af unge fra Provo-gruppen. De unge hippie-typer fortrængte efterhånden den gamle frimenighed af arbejdere.
Den 4. juli blev han arresteret, da han deltog i en demonstration i Rebild Bakker mod krigen i Vietnam.
I 1967 meddeltes i dagbladet Aktuelt, at Politiets Efterretningstjeneste havde afsløret et komplot mod den karet, der d. 10. juni skulle føre tronfølgeren prinsesse Margrethe og hendes tilkommende, grev Henri, til Holmens Kirke i København, hvor de skulle giftes. Politiet var af den overbevisning, at Harald Søbye og provoer ville vælte kareten.
Han skrev igennem 1971 ugentlige prædikener i den alternative ugeavis Hovedbladet, som proklamerede Fristaden Christiania. Christianitterne var i 1972 interesseret i ham som deres præst. Dette blev diskuteret på et af de første fællesmøder. Han holdt en enkelt prædiken i fristaden. I 1978 blev han igen inviteret af Allan Anarchos til at tale i Regnbuehuset (Christianias informationskontor) på Regnbuedagen den 1. april. En dag som for tredje gang blev markeret efter den 1. april 1976, hvor ca. 30.000 mennesker demonstrerede i København for fristaden.
Han gæsteprædikede kun en håndfuld gange i kirker. Dog et par gange i Helligkors Kirken på Nørrebro hos provopræsten Erik Bock: Første gang i 1971. Adventssøndag d. 27. november i 1988 fik han i kirkens menighedshus "Profetprisen". Som en del prisen var - foruden honning - et russisk ikonmaleri, som blev overrakt af Erik Bock med en inskription bagpå af kunstmaleren Laurie Grundt, Christiania. Dagen efter sin 90 års fødselsdag den 30. oktober 1998 prædikede han for sidste gang i Helligkors kirken. En anden gæsteprædikant ved den lejlighed var 68-oprøreren Finn-Ejnar Madsen.
På idé fra Vagn Arem, en journalist fra Ekstrabladet begyndte han i 1973 at "vie" homoseksuelle par. Journalisten havde på et diskotek mødt en homoseksuel blomsterhandler fra Valdemarsgade, Vesterbro. Blomsterhandleren nævnte overfor journalisten, hvor skønt det ville være, hvis homoseksuelle par kunne blive gift ligesom heteroseksuelle par. Journalisten ringede til Harald Søbye og spurgte, om han ville vie et homoseksuelt par, Ole og Leif. Og dét ville han. Vielsen skete d. 8.2. i Søbyernes hjem, Gunhild trakterede med kage og vin. Fotografen var Johnny Bonne. Og næste dag i Ekstrabladet var vielsen forsidehistorien, "Verdens første bøssebryllup".
I tv-programmet Focus på Fordomme viede Provopræsten d. 25.2. et lesbisk par, Aino og Valborg. Som et udtryk for homoseksuelles ret til en ægteskabslignende status. Så dukkede kaptajn Hjorth op igen og klagede til statsadvokaten for Sjælland over, at Harald Søbye havde foretaget vielsen iklædt sit ornat. D. 16.8. 1973 kom rigsadvokatens afgørelse om, at benyttelsen af ornat ikke anses for retsstridigt.
Igennem de næste 15 år viede/velsignede han lidt over 210 homoseksuelle par. I og uden ornatet, som han havde ret til at bære. Cirka to tredjedele af parrene var lesbiske. Da Danmark den 1. oktober 1989 kom først i verden med at indføre registreret partnerskab for homoseksuelle med retsvirkninger á lá ægteskab, var Harald Søbye til stede på Københavns Rådhus og hilste på parret Eigil og Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af 1948.
Provsteretten havde tilbage i 1964 beskåret hans pension til to tredjedele, men den 29. november 1994 besluttede kirkeminister Birte Weiss og finansudvalget, at han med virkning fra den 1. januar 1994 skulle modtage fuld pension. Således opnåede den hærdede og i mange henseender uforsonlige stridsmand i sin høje alderdom en form for æresoprejsning.
Birte Weiss skrev til finansudvalget: "Som motivering for denne indstilling skal jeg henvise til, at der efter gældende ret ikke længere er mulighed for at afskedige en tjenestemand uden pension eller med nedsat pension. På denne baggrund finder jeg det derfor rettest, at pastor Harald Søbye tildeles fuld pension. Endvidere har Harald Søbye - der fyldte 86 år i oktober 1994 - i tiden efter sin afsked udført et stort stykke arbejde for forskellige minoritetsgrupper".
Harald Søbye modtog i 1992 Kærlighedsprisen, da denne blev overrakt for første gang i Gallopperiet i Fristaden Christiania. Prisen blev overrakt af seks vise mænd: tre tidligere formænd for landsforeningen af bøsser og lesbiske. De tre mænd sad i et panel med Søbye i midten. Til den anden side sad tre andre vise mænd: sognepræsterne Ivan Larsen og Erik Bock samt christianitten Leonard Olschansky. Harald Søbye blev udnævnt til æresmedlem af det nystiftede anarkistiske Kærlighedsparti og overrakte i årene frem Kærlighedsprisen til Jackie Siewens, talskvinde for prostituerede (via Tom Behnke i Fremskridtspartiets gruppeværelse, Christiansborg, 1994), Europride i København (fra Enhedslistens gruppeværelse, Christiansborg, 1995), Christiania og Thylejren (i Den Grå Hal, Christiania, 1996), Folkets Hus på Nørrebro (i Folkets Hus, Stengade, 1997), Master Fatman og Børnehuset (i Operaen, Christiania, 1998). Endelig har Gaderummet modtaget Kærlighedsprisen (lokalerne på Nørrebrogade, 1999).
Hans sidste offentlige fremtræden var ved 90 års dagen den 29. oktober 1998, da han blev hyldet af en skare i Folketingets snapsting og bagefter i Landstingssalen. Tilstede ved den lejlighed var bl.a. provokunstneren Jørgen Nash, studenteroprøreren Finn Ejnar Madsen, folketingsmedlem Pernille Frahm (SF), tidligere folketingsmedlem for SF og fællestillidsmand på B&W Bjarne Jensen, sognepræst Erik Bock, Allan Anarchos fra Kærlighedspartiet og christianitter, socialister og vagabonder.
Søbye boede nogle år i Hillerød og Helsingør. Sine seneste år tilbragte han med sin datter og dennes familie i Nordby på Fanø. Han støttede de strejkende i Ribus-konflikten. Under et solidaritetsmøde på Fanø Krogård blev provopræsten i fuldt ornat konfronteret med den lokale landbetjent, som - grundlovsstridigt og forgæves - forsøgte at få den røde præst til at opløse mødet.
Harald Søbye blev begravet i en urne ved sin afdøde hustrus side på Helsingør Kirkegård. På vejen fra Fanø standsede datteren Laila ved Blovstrød Kirke, hvor to mænd med røde fagforeningsfaner og en christianit med fristadens fane gav den døde præst en sidste hilsen. Ved gravstedet talte som den sidste Henning Prins Kløvedal.
Bibliografi
Råb det fra tagene, Hans Reitzels Forlag, 1964.
Den røde bibel, Eget Forlag (to udgaver), 1978
Harald Søbye - præst og oprører, erindringer, Eget Forlag (en udgave), omslag: Erik Hagens, 1996, ISBN 87-985985-0-3
Ekstern henvisning
Ole Grünbaum, Mord i kirken, oktober 1971, ISBN 87-429-5460-6
Tegninger: Erik Hagens, Grafisk Forlag

8.
Sabotørskolen ved Hvidemose
Kopieret fra: http://www.vinderup-egnshistorie.dk/artikler/VisArtikel.php?Artikel=Sahl/Sabotoerskolen/sabotorskolen.htm
Sabotørskolen ved Hvidemose
Fra Vinderup Avis 10. maj 2000. Med tilladelse fra forfatteren og Vinderup Avis.

Blandt de yngre generationer er der ikke så mange, der er bekendt med, at der tæt ved den tidligere Hvidemose Station på jernbanestrækningen imellem Skive og Vinderup fandtes en meget speciel sabotørskole under besættelsen, nærmere betegnet i sommeren 1944.
På lokal-arkiverne i henholdsvis Vinderup og Skive findes der desværre intet materiale til belysning af dette interessante kapitel under besættelsen, således findes der eksempelvis heller ingen fotos af de berørte lokaliteter ved Hvidemose fra den tid.
Denne sabotørskole var blevet oprettet af den legendariske Toldstrup, en tidligere toldassistent fra Skive, der som sit første skridt ind i modstandsarbejdet havde oprettet en terrainsportsafdeling i Skive.
Efter at Toldstrup i marts 1944 var blevet tilsluttet den illegale Jyllandsledelse i Arhus, hvor han fik ansvar for alt nedkastningsarbejdet i Jylland, benyttede han en længere pause i nedkastningsarbejdet, som opstod i løbet af sommeren 1944, forårsaget af de lyse sommernætter og invasionen i Normandiet 6. juni 1944, til i stedet at organisere en sabotørskole for nogle af de modstandsfolk, som ellers skulle have været evakueret til Sverige.
Træningslejr for sabotører
Denne sabotørskole, der var en regulær træningslejr for sabotører, blev indledningsvis etableret på Venø i den gamle FDF-hytte "Venøborg", og i tiden frem til Skt. Hans sidst i juni 1944, samledes her 20-25 unge mennesker under daglig ledelse af tidligere politikommissær Palle Høybye, der lige som Toldstrup selv havde stået i spidsen for en terrainsportsafdeling i Horsens. Her fik deltagerne under foregivelse af at være en KFUM-trop på sommerlejr, undervisning i orientering og lydløs færden samt nærkamp, våbenlære, sprængstofteknik og securitymetoder, bl.a. af faldskærmsmanden Chr. Altenbourg-Hansen fra SOE. En af Toldstrups kvindelige kurerer havde med toget fra Arhus bragt det første sprængstof og undervisningsmaterialer til lejren - pakket i en almindelig rejsekuffert. Men midt i juli måtte man imidlertid af sikkerhedsmæssige hensyn finde et nyt tilholdssted, hvor undervisningen kunne videreføres, og man valgte at flytte til Hvidemose. Det første »rejsehold« på 3 mand havde på dette tidspunkt netop forladt lejren for at udføre jernbanesabotage omkring Arhus og på den jydske hovedlinie imellem Arhus og Skanderborg.

Et husmandssted i Hvidemose
I Hvidemose ikke ret langt øst for vejoverskæringen og stationen havde en af Toldstrups folk, en ostegrosserer Hansen fra Skive, et sommerhus kaldet »Oasen «. Med udgangspunkt herfra lejede man sig ind i et nærliggende og forladt husmandssted lidt længere øst på, et sted som dengang lå frit på heden, men nu er næsten omkranset af op vokset skov og plantage. Her fortsatte den illegale træning og uddannelse med flaghejsning og morgenparade som i en rigtig militærlejr samt aftenbadning i den nærliggende Eggesø efter dagens øvelser. Man kaldte sig nu for »Bækkelund Ungdomsforening«.
Kort tid efter etableringen i Hvidemose blev det bekendtgjort, at sabotørskolens første offer i frihedskampen var faldet. Det var den unge Horsens-student Henning Grønlund Carlsen, som lørdag den 14. juli 1944 var blevet skudt ved Stilling lidt nord for Skanderborg under det førnævnte »Rejsehold«s jernbanesabotage. Der står i dag en mindesten på stedet, hvor han faldt. Dagen forinden havde samme »Rejsehold« sprængt seks lokomotiver i luften i remisen i Århus. Først under opholdet i Hvidemose opnåede man den fordel, at man kunne indøve jernbanesabotage på en rigtig jernbane. Det havde ikke været tilfældet på Venø.
Betroede medarbejdere
Henning Carlsens to ledsagere ved denne aktion blev til betroede medarbejdere for Toldstrup. Den ene var lægen Ejnar Ammundsen fra Randers, som under dæknavnet »Bloch« blev Toldstrups »højre hånd« og ansvarlig for illegale transporter af våben m.m. Den anden var Willy Jensen, han blev efter oprulningen i Skive i januar 1945 indsat som nye byleder i Skive med ansvar for reorganiseringen af modstandsarbejdet der. Under opholdet i Hvidemose overtog kriminalassistent A. J. Jørgensen den daglige ledelse, idet Palle Høybye overgik til en betroet post indenfor den illegale radiopejletjeneste, der var af stor betydning for de allierede bombeflys navigering under passage af dansk luftrum, når de var på vej til eller fra bombetogter over Tyskland.
Det var også i Hvidemose, at pastor Harald Sandbæk sluttede sig til Sabotørskolen. Han afløste senere A. J. Jørgensen som leder af sabotørskolen og det tilknyttede »Rejsehold«, da Jørgensen under dæknavnet »Åbo« blev forflyttet til Aalborg som byleder der.
At der ikke findes ret meget på de lokale arkiver om sabotørskolens aktiviteter i Hvidemose, kan skyldes, at de fleste deltagere især var fra de større østjydske byer, og at kontakten til lokalbefoikningen var begrænset til det strengt nødvendige med hensyn til kontaktpersoner, som kunne sikre leverancer af fødevarer og lignende. Dog synes det klarlagt, at repræsentanter for den kvindelige ungdom både på Venø og Hvidemose fandt de unge mænds ophold interessant.

Sabotørskolen flytter igen
I slutningen af juli og begyndelsen af august 1944 flyttede sabotørskolen igen, denne gang til herregården Østergård lige syd for Åsted i Nordsalling. Tilsvarende de forudgående steder er det meget lidt, der kendes til sabotørskolens aktiviteter på Østergård, og Sundsøre lokalhistoriskearkiv, der interesserer sig for sagen, er næsten på bar bund. Men et fodermesterhus blev stillet til rådighed for sabotørskolen, samtidig med at en teltlejr blev etableret til underbringelse af deltagerne. Man var på dette tidspunkt også nået frem til den tid, da nedkastningsarbejdet igen kom igang og i forøget omfang.
Foruden godsejer grev Knuth, der på det tidspunkt ejede Østergaard og også var tilknyttet den illegale regionsstab i Viborg, havde endvidere læge Anton Rask i Selde kontakt til sabotørskolen, medens den holdt til på Østergård.
Der synes at have fundet endnu en flytning sted herefter, men muligvis var det kun en del af sabotørskolen, som flyttede igen i løbet af august. Denne gang til en lokalitet på Mols, hvor man tog opholdssted i et sommerhus. Der er ikke fundet klare stedoplysninger herfor, men fra Mols var man tættere ved Arhus, hvor Toldstrup stadig havde hovedkvarter, indtil han i begyndelsen af september flyttede sit hovedkvarter til Aalborg. Senere flyttede sabotørskolen i vinterhi på håndværker-højskolen i Hadsten. Men her blev opholdet desværre kun kortvarigt, idet tyskerne var kommet på sporet og arresterede pastor Harald Sandbæk samt flere af »eleverne« den 15. september 1944. Forinden havde andre og tidligere deltagere fra sabotørskolen dog delt sig i et par »Rejsehold«, som fra tilholdssteder i henholdsvis Gjedved nord for Horsens og Klejtrup sydvest for Hobro videreførte den stadig mere intense modstandskamp og ikke uden yderligere ofre af liv blandt deltagerne til følge. Sabotørskolen derimod var efter næsten 3 måneders eksistens et sluttet kapitel

Efter sabotørskolen
Lokaliteterne i Hvidemose, hvor sabotørskolen havde holdt til, blev senere benyttet som våbendepot og fordelingscentral under det omfattende nedkastnings- og modtagearbejde, som bl.a. folk fra Toldstrup's terrainsportsafdeling i Skive udførte i området fra august 1944 til januar 1945, indtil denne organisation blev optrævlet, og et større våbendepot indeholdende 96 containere blev afsløret på Spøttrup Borg. På fordelingscentralen i Hvidemose blev nedkastet materiel også afsløret, uden at oplysninger om mængden heraf synes at være tilgængelige, men der blev også beslaglagt væsentlig mindre her end på Spøttrup Borg. Men nedkastningsarbejdet fortsatte alligevel ufortrødent i området, blot med folk fra Vinderup og Rydhave som de drivende kræfter i stedet, og et nyt stort våbendepot blev oparbejdet på Rydhave Slot frem til 5.maj 1945.
Vinderup Avis har tidligere bragt en artikel om sabotørlejren i Hvidemose den 20. december 1978 under overskriften » Sabotørlejr ved Hvidemose 1944« af revisor J. Frederiksen, Vinderup.
I skoven ved Rydhave Slot findes stadig et af de hemmelige våbendepotrum nedgravet hvortil der er offentlig adgang.
Toldstrup og ostegrosseren
Den føromtalte ostegrosserer Børge Hansen boede dengang på Holstebrovej 8 i Skive. Her havde han og Toldstrnp næsten boet dør om dør det sidste halve år, inden Toldstrup i marts 1944 blev heltids illegal og drog til Arhus. Børge Hansen havde været blandt de seks mand (Toldstrup inklusiv), som deltog i den første våbenmodtagelse på pladsen 1,5 km øst for Flyndersø-snævringen i januar 1944.
Tidligere omkring den 29.august 1943 var Børge Hansen ellers udsat for alvorlige chikanerier for værnemageri på grund af hans leverancer af ost til tyskerne. Men hvad folk ikke vidste var, at samtidig med osteleverancerne fik Børge Hansen mulighed for at indsamle vigtige efterretninger om værnemagten og dens krigsinstallationer.
Da gruppen i Skive blev revet op den 9. januar 1945, opholdt Børge Hansen sig i fordelingscentralen i Hvidemose sammen med Skytten fra Tjele, der var gået »under jorden«. To dage senere kom Gestapo tilstede medbringende den arresterede by- og gruppeleder Knud Nørlem Andersen, men da var stedet forladt.
Børge Hansen kom herefter til Tistrup (NØ for Varde) som områdeleder, hvorfra han returnerede til Skive efter befrielsen. Her videreførte han terrainsportsadelingen, indtil den indgik i Hjemmeværnet i 1949. Toldstrup derimod bosatte sig ikke i Skive igen, men startede en konfektionsfabrik ved Arhus.
Nu lever kun mindet om deres indsats, men desværre mangler alt for mange af detaljerne.

Kopieret fra: http://www.vinderup-egnshistorie.dk/artikler/VisArtikel.php?Artikel=Sahl/Sabotoerskolen/hvidemose44.htm
Sabotør lejr ved Hvidemose 1944.
Fra Vinderup Avis 20. december 1978 med tilladelse af Jørgen Frederiksen og Vinderup Avis.

Da jeg sidst var på min årlige »Gamle Drenge« lejr på Bogensholm ved Æbeltoft vig, kom jeg atter ud for det mærkelige, at verdenen ikke er ret stor - eller også er Danmark meget lille.
Lejren er for gamle FDF-drenge fra Arhus, og i min gruppe dukkede en ny, gammel bekendt op - nu pensioneret politimester Palle Høybye, Tørring. Hvordan vi kom ind på det, ved jeg ikke, men jeg fik et yderst interessant - og af gode grunde så godt som ukendt stykke egnshistorie med hjem: at nogle af dem, der vovede mest for Danmarks befrielse under tyskerbesættelsen, har brugt vor egn til at gå »under jorden«. Jeg vil lige oplyse, at Toldstrup var leder af sabotagen for hele Jylland. Men ellers gengives her den skriftlige beretning, som Palle Høybye har været så venlig at sende os:

Den 17. maj 1944 indfandt Gestapo sig på min bopæl i Horsens. Jeg opholdt mig heldigvis på et sted i nabolaget, fik underretning om besøget og forlod byen som jeg først genså den 16. maj1945. Jeg fik faktisk aldrig opklaret, hvad Gestapo ville mig, men det var næppe behageligt.
Jeg tog ophold i Tulstrup præstegård i nærheden af Ry, og her blev jeg opsøgt af kaptajn Gudnitz, FDF Århus 3, som fra Toldstrup spurgte, om jeg kunne tænke mig at lede en »sommerlejr« for sabotører.
Jeg syntes, det lød meget tillokkende, og sagde ja.
Denne lejr blev etableret på Venø i FDF's sommerlejr. Til at begynde med var vi kun to, men efterhånden kom der flere, og til tider var vi en snes stykker. Vi var der til hen i mod juli. Så begyndte vi af forskellige grunde at føle os utrygge og flyttede til herregården Østergård i Salling, hvor vi lånte et fodermesterhus af grev Knuth.
Sidst i juli flyttede vi atter, og denne gang til Hvidemose. Det drejede sig om et lille hus, som havde været beboet af en gammel kone, der nu var død. Det var så blevet købt af en ostegrosserer fra Skive, kaldet Oste-Hansen, som agtede at bruge huset som jagthytte. Huset lå et par hundrede meter øst for stationen, umiddelbart nord for banen. Der var kun nogle små rum i det, men vi riggede nogle køjer op, og i det gode vejr var der ingen problemer med at huse »drengene«. De fleste var fra Horsens, men der var også andre. Vi brugte dæknavne, så jeg kender faktisk ikke ret mange af de rigtige navne. Dog kendte jeg kriminalassistent A. J. Jørgensen, senere byleder i Ålborg, nu pensioneret oberst, boende Lemvigvej 67, Nr. Tranders, 9000 Ålborg, læge Ammundsen, nu boende i Singapore, og skrædder Gunnar Storgaard, boende klostret i Ålborg. På et eller andet tidspunkt fik vi også besøg af Harald Sandbæk, som senere overtog ledelsen af foretagendet.
Vi levede forholdsvis fredeligt og opførte os nærmest som det, vi foregav at være: unge mennesker i sommerlejr. Af og til blev der så udkommanderet nogle til opgaver, eller andre arriverede.
Således som opgaven var blevet stillet mig, skulle det netop være et slags rekreationsophold for modstandsfolk, og jeg var derfor modstander af, at der blev øvet sabotage eller lignende i nærheden af lejrene.
På et vist tidspunkt blev der fra Toldstrups side rejst krav om, at der skulle øves egentlig partisanvirksomhed fra lejrens side. Jeg sagde, at det ville jeg ikke tage ansvaret for som leder, og så blev Jørgensen leder.
Ca. medio august forlod jeg lejren og begav mig til Vedersø, hvor jeg hos maleren Poul Rytter skulle betjene en såkaldt Heureka, et navigationsapparat, som kunne lede engelske flyvere på rette vej. Dermed ophørte min forbindelse med sabotørlejren.
Senere bakkede Jørgensen også ud af det, og pastor Sandbæk overtog ledelsen, og på Hadsten Højskole blev de allesammen overrumplet af tyskerne og taget til fange.
Som sagt, vi opførte os nærmest som unge i sommerlejr. Vi badede i Eggesø, vi tog på udflugt til Hjerl Hede og vadede over ved Snævringen. Da vi den aften vendte hjem til Hvidemose, lå der brev om, at kammeraten Henning Carlsen, som havde været med på Venø, var blevet skudt af tyskerne under jembanesabotage ved Skanderborg. Han var FDF'er fra Horsens 2, Andreas Nielsens patrulje.
Der blev foretaget en enkelt jernbanesabotage fra Hvidemose mod et godstog i nærheden af Skive. Noget senere blev David Jensen, også FDF'er, som også var med på Venø, skudt ved Horsens.
Vi havde ikke megen kontakt med lokale folk. Vi handlede hos købmanden, og vi snakkede noget med nogle ældre mennesker, som boede i et mindre hus på den anden side af banen, noget østen for Oste-Hansens hus.
Huset, vi boede i, havde stået ubeboet nogen tid, men den gamie kone havde åbenbart haft lopper, for pludselig vrimlede lopperne frem i legioner, da de lugtede det friske unge blod. Jeg vågnede en nat ved, at Jørgensen sprang ud af sengen, smed alt sit tøj, rystede sine tæpper og så lagde sig til at sove ude på græsplænen. Han havde loppetække.
En søndag var vi i kirke i Vinderup, husker jeg, og jeg tror også, at vi var inde i Sahl kirke.
Uddrag af et brev, sendt til revisor J. Frederiksen, Vinderup, fra pens. politimester Palle Høybye, Sæby.

11
Også registreret under billede af Richard Nielsen (*1922) og
Svend Aage Nielsen (*1925).
Hanne G. B. Nielsen, datter af Richard Nielsen fortæller:
'Far blev oplært i møllen som møllersvend, og kom efter skolen ud på forskellige møller. I juni 1945 var han i første hold dragoner, der blev indkaldt i Randers'. Efter Mårslet flyttede mine bedsteforældre til et lille hus ved Brabrand sø. Peder blev syg – måske mavekræft – og døde i 1949 og blev begravet på kirkegården i Åbyhøj. Bedstemor boede derefter hos Svend Åge i Åbyhøj og døde i 1953. Hun ligger også begravet i Åbyhøj.'
--------------
Hanne fortæller episoder fra krigens tid:
'Min far Richard Nielsen, søn af møller Peder Nielsen, var modstandsmand og havde deltaget i nedkastninger, jernbanesabotage og anden sabotage. (Min far er på konfirmationsbilledet fra 36)
Det var ikke noget han talte om hjemme, slet ikke da der var indlogeret et par tyskere i hjemme, men alligevel må min farfar have vidst, at han var rodet ind i noget, for den 5.maj 45 kom min farfar og sagde til min far, at han måtte se, at komme af sted, da han havde hørt, at tyskerne ville komme og hente ham.
Min far tog sin cykel, hvor dæk og slanger var udskiftet med korkpropper og ståltråd og kørte ned i landet.
På et tidspunkt, kørte han ind på en gård, og spurgte om han måtte overnatte i laden.
Det måtte han, men han måtte også ligge i karlekammeret.
Senere kom bonden ud og hentede min far, da havde han hørt frihedsbudskabet i radioen.
Far blev inviteret ind i stuen, hvor bonden vartede op med snaps, fra en flaske, der havde været gemt til denne særlige lejlighed.
Efter at have fejret at landet igen var frit, tog min far sin cykel og kørte hjem til Mårslet igen.
På et andet tidspunkt, var der fest hos mølleren og børneneskulle komme hjem.
Min tante Hedvig nåede dog ikke frem før 3 dage senere,fordi banen var saboteret.
Far vidste det godt, men kunne af gode grunde ikke sige noget – han havde selv været med til at sprænge sporene.
Den gruppe min far var i skjulte geværer i staldene på væddeløbsbanen – det var vist i Århus.
Da væddeløbsbanen var besat af tyskerne, var det et godt skjulested.
Far kørte sulky, og skjulte geværerne foran på sulkyen, mellem sine ben. Ovenpå blev der lagt en ½ gris.
Når han blev standset i vagten og den tyske vagt spurgte hvad han skulle, sagde han blot ”gris til kommandanten”, så blev han lukket ind.
Far havde et stort rundt ar på den ene hånd – et skudhul, fra en nærkamp, hvor han var blevet skudt i hånden. Det var en ganske ung tysk soldat, der havde affyret skuddet. Han overlevede ikke.
Far talte ikke meget om, hvad han havde lavet som modstandsmand. Han havde det ikke godt med det, men lidt kom der dog frem, de sidste år han levede. Han fortalte, hvor bange han havde været, når han lå på baneskråningerne og kunne se de tyske soldaters støvler passere forbi ganske tæt på ham, og ved nedkastningerne, hvor de hurtigt skulle have det nedkastede væk, inden de blev opdaget.
Små klip fra min fars ungdom i Mårslet.
Far blev indkaldt til Dragonerne i Randers i juni 1945 på det første hold. Der mødte han min mor, der stod i kantinen. Hun var 16 år, min far 22 år. De blev gift 1½ år efter og var sammen til min mor døde i1993.
Venlig hilsen Hanne G.B. Nielsen. (august 2011).
--------------

12.
1864 Artikler/sang fra avis (ukendt)

13. Danmarks FrihedssangTekst og noder.

14. Oversigt (kort og bemærkninger) på angrebet paa Gestapos Hovedkvarter 31. oktober 1944.

14. Frit Danmark 26. januar 1945 og 6. februar 1945 (A4 ark).
Frit Danmark 07. januar 1945 Pjece

15. Krigen 1848-50.
Om besættelsen af Mårslet - og om stenen over to tyske soldater.