Testrup Højskole Testrupvej 110 8320 Mårslet

2 1926-1927 Poesibog Magnus Chr. Jensen.

Værn din Ungdoms friske Kræfter
med din Tros de rene Tanker
luk i Laas, naar Fristeraanden
paa dit Hjertes Løndør banker.

Lev vel! Tak for i Vinter 1926-27.
Axel Eskildsen, Saxild.

3 1923-1924 Poesibog. Otto Hedegaard.
Naar du kysser vær forsigtig,
naar du frier vær oprigtig,
møder du en Pige sød
bliv da ej om hjertet blød.
Et minde om din kammerat Rasmus Jensen, Østerby.

4 1901 Poesibog. Karoline (efternavnet kendes ikke). Fra sommeren 1901.
Bøn og Arbejde gør Livet lykkeligt.
Lev vel. Det ønskes af Gerda Vøhtz, Aarhus.

9 1902 14.november Skrivelse fra J. Nørregaard til Hr. redaktør Fr. Højmark, Skanderborg amtstidende, Skanderborg.
Kopi.

11 1926-1929 Testrup Minder
En protokol, hvori elever fra højskolen har holdt kontakt med hinanden.
Agnes Hedegaard, "Hjemly" Stiftelsesvej, Odder
Agnes Thomsen, Aidt Forskole pr. Thorsø
Jenny (Jensen) Lindvig, "Fiskbækgaard" pr. Herborg
Kathrine Bach, "Skovdal", Løgstrup
Louise Thomsen, Mjesing pr. Skanderborg
Johanne Stensgaard, "Stiager", S? pr. Hobro
Sørine Vestergaard, Maarslet, Nymark, Maarslet
Johanne Lyngsø, Rødding, Viborg
Agnes Andersen, Taaning Mark, Skanderborg
Karen Hedegaard, "Nydamsgaard", Haastrup St. Fyn
Else Dalsgaard, Bjerregrav pr. Møldrup
Karen Christiansen, "Vibrogaard" pr. Knebel

12 1924-1924 Minder fra Højskolen
Tilhørende Gunnar Malskær.

Tak for glæden vi har haft,
for dens hvide vinger!
Lad os kende deres kraft,
når til dag det ringer.
Tak for vinteren 1923-24
Hans Mannich
Stangerum Gjerlev st.

6 1961 Tidsskrift nr. 11 den 10. juni.
Artikel om Maren Grosen, der døde i 1961.

1 1998 - 2014 Indkaldelser til generalforsamlinger i Skolekredsen:
1988 01. oktober.
1990 06. oktober.
1991 17. august.
1991 08. oktober.
1992 15. august.
2001 11. august.
2002 10. august.
2004 07. august.
2005 12. august.
2007 11. august.
2008 09. august.
2009 08. oktober.
2012 04. oktober
2012 14. november.
2014 10. marts.

10 2015 Følgebrev til årsskrift

13 1992 - 2009 Sommerbreve til medlemmerne:
1992 - 1999 - 2000 - 2003 - 2009.

36 2021 Arkivæske, Bilag 36: Årsskrift 2021

37 2018-2022 Arkivæske, Bilag 37: Informationsmateriale til Skolekredsens medlemmer, hvervebrochure, takkekort, regnskaber (2018, 2022), vedtægter.

5 1991 1866 - 1991
125 års jubilæum.
Indbydelse til Jytte og Per Enevoldsen.
Jubilæumsmøde 16. - 18. august 1991

14 1988 1988 10. november Indbydelse til Per Enevoldsen - Mindekrans på 150 års dagen for højskolens grundlæggers fødsel.

15 1988 1988 12.12. Takkeskrivelse til Per Enevoldsen i anledning af "2 års jubilæum".

16 1996 1996 18. november.
Indbydelse til 1. december i anledning af, at Jørgen Carlsen har været forstander i 10 år.

17 1999 - 2009 1999 22. september - indbydelse til forstander Jørgen Carlsens 50 års fødselsdag,
2009 22. september - indbydelse til forstander Jørgen Carlsens 60 års fødselsdag.

18 2009 Takkeskrivelse for gave i anledning af 60 års-dagen fra forstander Jørgen Carlsen til Ivan Dybvad og Per Enevoldsen.

19 2000 17. februar - indbydelse til Per Enevoldsen i anledning af indvielsen af Testrup Højskoles musikbygning den 26. februar.
Samme indbydelse uden navne på.

38 2016, 2023 Arkivæske; Bilag 38:
Jubilæumsmateriale 2015-2016; Grundlovsdag 2023

7 1987-1990 1987 - 1990 Pressemeddelelser samt nogle uden årstal.

35 2019 Arkivæske, Bilag 35: Pressemeddelelser (Viceforstander og filosofilærer)

8 1989-1999 Huskesedler - arrangementer:
1989-1990-1995-1996-1998-1999

20 2003 - 2014 Arrangementer:
Forår 2001.
Forår 2002.
Forår 2003.
Efter-vinter 2003-04.
Forår 2004.
Efterår-vinter 2004-05.
Vinter-forår 2005.
Efterår 2006.
Efterår 2007.
Forår 2008.
Efterår 2009.
Vinter-forår 2013.
Efterår 2013.
Forår 2014.

21 1988 Arrangementer:
1988 januar-februar - foredragsaftener.
1988 31. maj - Det Jyske Kammerkors koncert på Testrup Højskole.
1988 - sommerforedrag.

23 1988 - 1999 Programmer for Vinterhøjskole for alle over 30:
1988 - 1989 - 1995 - 1999.

22 1990 - 2001 Indkaldelser til elevmøder:
1990 06. oktober.
1991 16. - 18. august.
1999 07. - 08. august.
2000 ingen datoer.
2001 11. - 12. august.

24 2001 - 2008 Hefter:
2001 Sommerkurser.
2001 7.-20. januar Vinterhøjskole.
2002 Sommerkurser.
2002 6.-19. januar Vinterhøjskole.
2003 Sommerkurser.
2003 5.-18. januar Vinterhøjskole.
2004 Sommerkurser.
2004 4.-17. januar Vinterhøjskole.
2005 Sommerkurser.
2006 Sommerkurser 25. juni - 1. juli.
2006 Sommerkurser 2. juli - 8.juli.
2006 Sommerkurser 9. juli - 15. juli.
2006 Sommerkurser 16. juli - 22. juli.
2006 Sommerkurser. 23. juli - 29. juli.
2006 Sommerkurser 30. juli - 5. august.
2006 8.-21. januar Vinterhøjskole.
2007 Sommerkurser 24. juni - 30. juni.
2007 Sommerkurser 1. juli - 7. juli.
2007 Sommerkurser. 8. juli - 14. juli.
2007 Sommerkurser 15. juli - 21. juli.
2007 Sommerkurser 22. juli - 28. juli.
2007 Sommerkurser 29. juli - 4. august.
2007 21.-27. januar Filosofisk seminar.
2008 13.-19. januar Historien genforstået.
2008 20.-26. januar Filosofisk seminar.
2008 Sommerkurser 22. juni - 28.juni.
2008 Sommerkurser 29. juni - 5. juli.
2008 Sommerkurser 6. juli - 12. juli.
2008 Sommerkurser 13. juli - 19. juli.
2008 Sommerkurser 20. juli - 26. juli.
2008 Sommerkurser 27. juli - 2. august.
2008 Sommerkurser 18. - 22. august.

25 2009 - 2014 Pjecer:
2009 11. - 17. januar
2009 18. - 24. januar
2009 28.06 - 04.07 juni/juli.
2009 05.07 - 11.07 juli.
2009 12.07 - 18.07 juli.
2009 19.07 - 25.07 juli.
2009 26.07 - 01.08 juli/august.
2009 17.08 - 21.08 august.
2010 10. - 16. januar.
2010 17. - 23. januar.
2010 20.06 - 26.06 juni.
2010 27.06 - 03.07 juni/juli.
2010 18.07 - 24.07 juli.
2010 15.07 - 31.07 juli.
2010 16.08 - 20.08 august.
2011 juni/juli.
2012 juni/juli.
2012 01.07 - 07.07 juli.
2013 06. - 12. januar.
2013 13. - 19. januar.
2013 23.06 - 29.06 juni.
2013 30.06 - 06.07 juni/juli.
2013 21. - 27. juli.
2013 6.-10. august.
2014 05. - 11. januar.
2014 12. - 18. januar.

26 1991 - 2000 Hefter:
Sommerkurser 91
Sommerkurser 95.
Sommerkurser 97
Sommerkurser 98.
Sommerkurser 99.
Sommerkurser 2000.

27 1992 - 2006 Foldere:
Filosofisk seminarer.
1992 7. januar - 10. januar.
1995 22. januar - 28. januar.
1999 17. januar - 23. januar.
2001 21. januar - 27. januar.
2002 20. januar - 26. januar.
2003 19. januar - 25. januar.
2004 18. januar - 24. januar.
2005 23. januar - 29. januar.
2006 22. januar - 28. januar.

28 - Ingen årstal.
Hefte fra Højskolen med Grundtvig på forsiden. Fortæller om livet på højskolen og fagene.

29 1991 Hefte:
Vinterhøjskole for dig over 30.
Januar - februar 1991.

30 1986 - 1988 Hefter:
1986 Korte kurser.
1987 Korte kurser.
1988 Korte kurser.
1988 Sommerkursus - Familiehøjskole.
1988 Sommerkursus - Kirken og kirkekunsten.
1988 Sommerkursus - >A>t føje år til livet - og føje liv til årene.

31 2000 - 2004 Småpjecer:
Uden dato: Peer Gynt.
Uden dato: Testrup Højskoles Skolekreds.
Uden dato - Teater - musik.
Uden dato - Musik Teater Filosofi.
Uden årstal: 3 kort - ønske om en glædelig jul
2000 Hvad med kulturen i Århus (indvielse af en ny musikbygning).
2004 Oktoberkursus.

32 2016 Kursusprogram

34 1989-2019 Arkivæske, Bilag 34: Programmer for korte kurser

33 - 1841-80, højskolemoder.
*12.1.1841 på Petersgård, Kalvehave sg., †8.3.1880 på Testrup Højskole, Mårslet sg.
Forældre: godsejer Michael Conrad Fabritius de Tengnagel (1811-49) og Nanna Felicia Augusta Bilsted (1820-89).
~15.3.1864 med højskoleforstander ◊Jens N., *13.11.1838 i Kbh., †8.4.1913 i Holte, Søllerød sg., s. af fuldmægtig Frederik Christian N. og Cæcilie Cathrine Satterup.

Børn: Agnete (1872), Halvor (1874), Nanna (1876), Ingeborg (1878).
Anna Fabritius Nørregaard
Af Nanna Voigt, f. Nørregaard

I ”Fædrelandet” for 13. marts 1880, stod der et dejligt digt af Carl Ploug, som jo havde en ganske særlig evne til at karakterisere mennesker i sine vers.

Højbåren var hun af hjerte og vilje Aldrig hun modet og tilliden misted, Mer end af slægt og af navn tabte ej målet af sigte Styrede udad på brusende tilje om illusionernes bobler end bristed, Vragende døgnlivets rolige havn trofast og ivrig hun gjorde sin pligt Vækket sit folks henslumrende kraft Tænkende meget, mindst på sig selv Løfte dets syn fra lofterne lave rendende livets blandede tråde Fyldet dets årer med ædlere saft lysende mild i skumring og kvæld Lære det værge fædrenes grave gættende kærligheds dybe gåde Det var det værk thi hun har vidst Hvortil hun viede sig, frejdig og stærk altid, at menneskets stræben til sidst Gav det og tog det i fæstegave. ender i suk om Vorherres nåde.

Nu vil det blinkende øje ej byde Tiere velkomstens tegn, Smilet, det fine og kloge, ej bryde Alvorens skygge om læbernes hegn. Alt er fortært af den grådige død Ordet på tunge og rosen på kinde; Snart i sit fædrelands elskede skød Gemmes den fagre og lækre kvinde Ånden hos Gud Her kun de ymper, hun plantede ud De – og et kærligt, velsignet minde

Disse tre vers om Plougs nys afdøde ven, Anne Fabritius Nørregaard fra Petersgaard, gift med højskoleforstander Jens Nørregaard, Testrup, kunne sættes som motto for Grundtvigs højskoletanke og i grunden for hele den bevægelse, der efter 1864 opstod, og som drev de mange unge, kvinder og mænd, ud som lærere, præster og højskolefolk, til hjælp i den trange, modløse tid, hvor der måtte kaldes på alle gode kræfter for at styrke og vække, samle til arbejde og bygge op efter nederlag og ulykke. .Mange af disse unge kom fra gode stillinger, trygge hjem og så helt andre forhold end dem, de nu skulle ud til. Københavnere med K. født på Østergade, byggede skoler i afsides egne, satte deres formue, deres kræfter og evner og hele deres fremtid ind for en sag, de følte som et kald, og begyndte en nøjsom, slidsom og usikker tilværelse blandt landboere, vidt forskellige fra dem og deres på så mange måder, udsat for kritik og misforståelse, men hvor det også blev til rig glæde, når de vandt forståelse og blev påskønnet efter fortjeneste. I et østjysk blad fra 1867 findes et kønt brev fra Århus-egnen, der fortæller om den nye højskole i Testrup, som Anna og Jens Nørregaard byggede i sommeren 1866, indviet 1. november, ved en fest, hvor Peter Rørdam og Otto Møller talte, og til hvilken Chr. Richardt havde skrevet sin sang: ”Den bonde, som vil lede sin avling med forstand.”
Folk langvejs fra strømmede til, og kvinderne på egnen syede flag til skolen. Der skrives: ”Nu har vi da fået et mødested, hvor vi kan lytte til god tale om vore minder og håb, det giver fortrøstning, og synge vore dejlige sange, der kan afløse de usle, vi havde før til vore gilder.” De tre unge højskolefolk, der kom til Testrup, Christoffer Baagø, Anne Fabritius og Jens Nørregaard, vandt manges hjerter ved deres jævne færd, deres varme fængende tale og gæstfrie hjem. Ja, hele det hyggelige, fornøjelige skoleliv, som de skabte blandt jyske bønder i den lille, gode landsby. Anna Fabritius blev født 12. januar 1841. Hun var af adelsslægt, opvokset på en herregård, datter af Michael Fabr. Tengnagel, en nevø af Konstance Leth på Egelykke, og fik som stedfar guvernør Feddersen fra De Vestindiske Øer, og som søskende hans tre sønner og datteren Margrethe, senere fru Baagø. Det var et hjem, hvor der levedes rigt med i alle tidens forhold – både sociale, nationale, kirkelige, musikalske og litterære spørgsmål optog sindene på de sydsjællandske gårde, Grundtvigs venner sad som præster rundt om: Bojsen, Stege, Rørdam, Mern . med flere., og de dannede danske foreninger og påvirkede, især døtrene, stærkt; på Nysø fik disse lavet et lokale, hvor de kunne samle egnens folk til møder, kirkelige og folkelige, og der blev givet bøde for at bruge fremmede ord. Annes mor, Nanna Bilsted, var et levende og betydeligt menneske, elsket af de omboende, hvem hun var så meget for, ligesom børnenes anden opdrager, Anine Munthe Morgenstjerne, hele slægtens ven og hjælper, fru Nannas kusine og højre hånd i huset. Denne tante betød så meget for Anna, og der findes på rigsarkivet en stor samling af indholdsrige breve til hende, så vel som til Jens Nørregaard, med hvem Anna blev forlovet i 1862. Gennem disse breve lærer man et rigt og levende, velbegavet og varmhjertet menneske at kende; de giver så glimrende et billede af tiden omkring tresserne og forståelse af, hvordan det kunne gå til, at sådanne unge, hvis liv så naturligt lå i København og Sydsjælland, kunne melde sig til tjeneste i det store samlings- og opbygningsarbejde ude i landet, men også om, hvorfra kilderne sprang til det væld, der strømmede ud til de nye skoler og hvorfra de fik mod og kræfter, rigdom og udholdenhed til at tage fat og blive så meget for de mennesker, de kom til at leve og arbejde iblandt. – Det minde Anna Fabritius Nørregaard, trods sin tidlige død, hun blev kun 38 år, satte sig på egnen herovre, hvor hun kom til at leve i 14 rige år, er så smukt og hendes betydning for højskolen og de enkelte – især de venner hun blev knyttet til – så stor – ”Hun var nu den bedste af dem alle”, sagde de gamle – at der er grund til at mindes hende, netop i en tid, der kalder på så meget af det samme, der for hende stod som det højeste og som vi kan trænge til at hente mod og kraft af i de trange dage, hvor mange af illusionernes bobler bristede, også for os. I en ond tid bliver man enten værre eller bedre, må da også vi få gavn af det, vi nu skal igennem. Som den ældste af en stor flok og ved faderens tidlige død 1849, i Tyskland på rejsen hjem fra Mentona, hvor han havde søgt hjælp mod slægtens fjende – tuberkulose – var kun tidlig udviklet, ivrig efter at lære og høre, ville ofte helst trække sig tilbage til sin egen stue, hvor hun i ro kunne læse og skrive; det noget mere urolige og udadvendte liv, med visitter og gæster, efter hendes mors andet ægteskab var hende tit en plage, og hun misunder ofte sine mandlige kammerater, at de kan arbejde målbevidst ved et studium eller på en fremtidsgerning, mens de unge pigers små sysler i hus og have, med broderi eller underholdning af fremmede, lidt husgerning – som dog helst ikke må tages for højtideligt – synes hende for lidt tilfredsstillende og udviklende. Hun begynder som godt 20-årig, ligesom sin nabo og senere svigerinde, Astrid Stampe Feddersen, allerede dengang at tumle med spørgsmålet om forskellen på kvinders og mænds ret og stilling i hjem og samfund. Da hun senere får fat i Stuart Mills bog. ”Kvindens frigørelse”, er hun meget optaget af den og anbefaler den til alle, vil især så gerne, at hendes mand skal forstå og anerkende hovedsynspunkterne heri; hun var aldrig af dem, der bøjede sig for en urigtig tanke hos mænd eller nogen uretfærdighed, ville helst, de to skulle komme hinanden i møde, var måske snarere tilbøjelig til at trodse og oprøres.
”Jeg vil ikke blot være din husbestyrerinde og gøre det godt for dig, men jeg vil være din ven og hjælper.” Hun prøver at rette hans fejl og pille ham ned, når hun synes, at han er for stor på det. Når det ofte bebrejdes højskolen, at den ikke kraftigere har stillet sig i kvindesagens rækker, så er det vist her gået på samme måde som med fr. Zahle og fl. af højskolemødre. Lærerinder og præstekoner ved deres liv og tale har virket stærkt blandt børn og unge til at skabe respekt og forståelse for kvinden og hendes ret, har hjulpet til at slå gamle fordomme og overleverede ideer i stykker, også hos deres mænd og venner. For Jens Nørregaard betød denne hans friske, stærke og uforfærdede ven og kampfælle i de unge år uhyre meget både ved at udvikle hans retfærdighedssans og frisind og til at være den ildnende ”valkyrie” i de afgørende stunder, fx da han stod over for det afgørende spørgsmål om at gå med som frivillig, eller da det gjaldt valg af livsgerning, også den håndstrækning han trængte til, både åndeligt og pekuniært for at få mod til at tage fat ovre i det fjerne Jylland og sætte alt ind der Det var også en fodtur til Møn og Sydsjælland, at Nørregaard med en fætter, som ung student dumpede ind på Petersgaard og senere blev en kær gæst. I København, hvor petersgårdene boede om vinteren, lærte de hinandens hjem og venner at kende, og skønt de var meget forskellige, var der mange ting, der knyttede dem sammen. Nørregaard var som hun stærkt påvirket af Grundtvig og dennes venner; fra det noget gammeldags embedsmandshjem, han kom fra, og hans fromme moder var der så meget, der samstemmede, også i et mere fordomsfrit syn; hans ene søster var lærerinde ved Enkedronningens Skole og den anden var første kvindelige zylograf, det var noget ret uhørt at være selverhvervende i den kreds. Tre dage før Nørregaard drog af sted, 15 marts, holdt de bryllup på Petersgaard; Anna ville bære hans navn, om han skulle falde, og kunne bedre besøge ham, om han blev såret eller kom i fangenskab. Uskadt kom han dog over til Fyn efter Dybbøls fald, og der besøgte Anna ham, nogle herlige dage, som de tilbragte i en præstegård; datteren derfra fortalte mig ved Dybbølsfesten 1920, at de havde spillet så kønt firhændigt for dem – musikalske var de begge – og var det yndigste par, strålende glade. Senere fik de et lille morsomt hjem i Helsingør, hvor Nørregaard uddannede rekrutter, og siden vendte han tilbage til sin kære gerning hos frøken Zahle, som historielærer, elsket og mindet mange år efter af store og små ved sin evne til at fortælle og samtale derom; han afskaffede alle lærebøger og gjorde historie til det kæreste fag. Deres lille hjem på Nørregade blev et samlingssted for familien og studentervenner: scharlingerne, heibergerne og de vordende højskolefolk: Baagø, Trier, Schrøder osv, og det gik varmt til med diskussioner. Der er blevet sagt, at Anna var trættekær, men det var vist i en egen betydning, hun siger selv. ”Jeg bliver let ivrig; nogle kalder mig en krudttønde, der kan springe i luften ved en gnist, andre siger, jeg er flegmatisk og indesluttet, hvad er mest betegnende? Jo mere jeg holder af et menneske, jo større lyst har jeg til at gå løs på ham, gøre et udfald.” Hendes venner sagde, at når Nørregaard stod for en strøm, så gik Anna imod den; hun bøjede ikke af, eller jævnede ud, men nød en ærlig og ivrig ordstrid om det, hun var opfyldt af, og var vis på , at den var udviklende og gavnlig. ”Ja, de gamle kunne strides, så de var lige ved at rive øjnene ud af hovedet på hinanden, men var lige gode venner for det”, er der blevet sagt, og det er nu ikke så almindeligt, kan jo også være svært og slide hårdt, men er i grunden noget stort. Annas sind var af naturen tungt, hel glad bliver man vist aldrig rigtig mere, kunne hun sige efter 1864. Det er som de har ondt ved at falde til ro i den givne gerning i København. Deres venner var begyndt på højskolearbejdet flere steder både i Askov og Vallekilde. Der er i hendes breve mange ytringer, der minder så stærkt om ord fra engelske bøger efter verdenskrigen: Hutchinson, Hugh Benson og flere. ”Hvorfor er vi blevet sparet? Hvad er det, Gud vil os? Hvor skal vor gerning til hjælp i nøden mon være?” Der havde været tale om et præsteembede i Grønland, ”Nej, til den
isklump, må du rejse alene!” siger hun, mens de er forlovede, men tager det naturligvis i sig som en spøg. Der kommer bud fra Christiansø om Nørregaard vil komme derover at blive præst, men så foreslår hun sin elskede Kallehaveegn, dér synes hun, trænges til unge og friske grundtvigske folk; mormoner og andre sekter florerer. Imidlertid kommer kaldet gennem Grundtvig til Århusegnen, Nørregaard rejser derover og taler med en del folk der, og i den lille landsby Testrup tilbydes en god plads, resolut tages beslutningen. Der bygges i sommeren 1866, og sammen med Nørregaards ven, Christoffer Baagø, der havde mistet sin brud otte dage før brylluppet og var slået hårdt ned, tog de over og tog fat med liv og lyst på den nye og mærkelige gerning, at holde højskole for voksne mænd i fem måneder om vinteren og for unge piger tre måneder om sommeren. I begyndelsen havde de tre kun et lille hjem med en pige og en karl og en stor skolestue til godt 20 elever, der boede rundt om hos bønderne og mest kom fra landbohjem; de tog fat som altmuligmænd, havde dansk, skrivning, regning og geografi, fortalte Danmarks og verdenshistorie, læste højt af de bedste digterværker, holdt møder for egnens folk, både folkelige og kristelige, og Anna og hendes søstre hjalp de unge piger med håndarbejde, både det nyttige og finere. Og så var der sangen! Rundt om blandt Annas noder findes sangnoder afskrevne med hendes fine pen, små melodier til alle dejlige digte af Grundtvig, Bjørnson, Hostrup, Ploug osv, der i de år var kommet frem som en skat til de nordiske folk, med alle de melodier af Rung, Winding, Barnekow, Lindemann, Berggreen o.m.a., som vi nu nok tit kan være glade ved at høre afløst af bedre toner, men som har lært os at synge med fryd og glæde, ofte var svære at læse at synge rigtigt, men som derfor også hang så stærkt ved og gav en egen stemning. De fik en mægtig betydning, til samling og forfriskelse, til poetisk og musikalsk berigelse og blev et afgørende led af højskoleliv ved møder og undervisning, der altid indledes og afsluttes med sang, men hvor der ikke var nogen speciel sangundervisning, så lidt som i religion. Kristendommen lå bag ved det alt, i livssyn tanke og tro, men der blev ikke direkte prædiket, ikke engang holdt regelmæssig morgen- eller aftenandagt. Kun juleaften og enkelte søndage, hvor vejret var for slemt til kirkegang, blev der holdt gudstjeneste i salen; i dagligstuen samledes familien, men på skolen begyndte og sluttede dagen vore dejlige morgen- og aftensange. Det danske, det folkelige, det nordiske, det var fanen, de kæmpede under, fremmede sange og sprog yndede de ikke, især i de første år; nu skulle den unge slægt lære at se tilbage til nordisk sæd og skik, sprog og kultur, forstå hvad saga, sagn og folkeminder var værd, at agte sin oprindelse og lære sig selv bedre at kende, at vinde indad hvad udad tabtes, så ufred og splid kunne forsvinde, og folket samles og styrkes, modet og selvtilliden vokse, og et nyt og bedre folke- og menighedsliv blomstre op. Ikke i opgivende mindreværdsfølelse sluges af de store lande eller i misforstået nationalisme være sig selv nok, men have åbent sind for alt godt ude fra og føle: ”Så er vi alle kongebørn skønt fattige og ringe”. Den jævne mand skulle forstå sit medansvar i styre af kommune og stat. Grundloven blev gennemgået hver vinter, retsorden og politiske ideer og tanker fremstillet og forklaret. Anna Nørregaard virkede stærkt ved sin personlighed på de unge, de kunne gå i ilden for hende, og de beundrede og elskede hende; en af eleverne blev en dag pludselig sindssyg og hverken den lille stærke Nørregaard eller den høje imponerende Baagø med det dybe blik under de buskede bryn kunne magte ham, men Anna gik roligt ind i sygestuen og satte sig ved hans seng og stillede ham til ro. Mange forknytte og fattige mennesker hjalp de til at leve livet med lyst og mod. Mange gamle elever har vidnet, at det, der holdt dem oppe i trange dage, det var minder fra Testrup, og det lys, der blev tændt. Når hun og Nørregaard red ud på deres sorte heste for at lære den skønne egn omkring Vilhelmsborg og Århusbugten at kende og besøge de mange gode venner, de snart fik rundt om, var
det et smukt par at se; på Moesgaard mindedes hun så stærkt om sit barndomshjem, der nu var solgt og hvorfra hun fik sin fædrenearv udbetalt til at bygge skolen for. Hun havde taget en hvid slyngrose med fra Petersgaard og plantede den ved gavlen af skolen, hvor den blomstrede i 50 år, og hun anlagde en smuk have rundt om. Det er fornøjeligt at tænke på, at flere af vore højskoler er byggede for gode ”dannekvinders” penge, som de uden smålig betænkelighed ofrede for den store sag og ved udstrakt gæstfrihed var med til at befæste. Det varede jo ikke mange år, før der blev bygget elevbolig med køkken og spisestue, en stor fest- og gymnastiksal; derved blev hele livet med eleverne langt bedre og hyggeligere. Anna fortalte dem altid ved håndarbejde og måltider, eller når de arbejdede sammen i hus og have, om, hvad hun selv havde oplevet eller læst og var opfyldt af, om Eleonora Christina, Gustav Adolf og dronning Margrethe; en veninde havde bebrejdet hende, at hun brød sit adelsskjold ved at gifte sig med en borgerlig, og Anna var forbitret, citerede ofte Herluf Trolles og Birgitte Goyes ord: ”Hvi bærer vi gyldne kæder? Er det for at nyde selv, eller for at gavne folk og lande?” En lærerinde har fortalt, at hun en vinter skulle passe posten, men en nat vågnede ulykkelig og kom i tanker om en pakke, hun havde glemt at aflevere. Hun stod op og gik til Århus – over 1½ mil – for at aflevere den og nå hjem i rette tid; ”Det var kun fruens eksempel jeg fulgte”, sagde hun, ”Hun gik hellere selv ned med et brev til posten i gyseligt vejr, en halv times gang, og sendte en pige, der skulle have været af sted med brevet, ind at få noget at varme sig på.” Hun stod op af sengen vinterdage for at se til bedrøvede, syge og fattige, når hun hørte om nogen nød, uden at tænke på, at hun selv var skrøbelig. Hun vidste råd for meget, var optaget af appelsinkur og homøopatiske midler, men sig selv skånede hun aldrig og fik alt for tidligt et knæk. Efter syv års ægteskab fik hun en lille dødfødt pige; det var en gruelig sorg, slog hende frygtelig ned, så hun havde ondt ved at tage sig af og tale med de mange fremmede, der kom, ville i sådan en tid helst være blandt dem, hun kunne få åndelig forbindelse med. Først da hun året efter havde fået sin næste datter levende og rask til verden, kunne hun igen være glad. I de følgende år fik hun tre børn til, tog sig meget af dem, læste med de store og fortæller i sine breve mange små fine og morsomme træk om dem alle. – I 1875 rejste hun og hendes mand en tur til Tyskland, Schweiz og Italien, det kneb at være fra børnene, men en stor oplevelse var det for dem begge at se de mange skønne steder; især de nationale mindesmørker betog hende, Thorvaldsens løve ved Luzern og Wilhelm Tells statue, sådan skulle man værne om de store minder! For hendes helbred var rejsen også god, men efter den mindste lille piges fødsel kneb det med kræfterne, dårlig hals og en slem hoste pinte hende tit, og i efteråret 1879, da det store nordiske højskolemøde på Testrup var forbi, hvor hun blev takket og hyldet så varmt, især af en nordmand, men havde måttet tage hårdt fat, blev det konstateret, at lungerne var angrebet. Så lå hun mest den vinter, fulgte med i alt, både hjemme og ude, var stærkt optaget af digterfejden mellem Kaalund, Drachmann og Schandorph, hvor de tre i de herligste vers fremsætter deres små forskelige syn på tiden og opgaverne, målet og vejene, og det er ikke vanskeligt at sige, hvor hendes sympati var. En gammel kongsbonde fra Sandø, Færøerne, har fortalt, at det var så berigende for eleverne at høre de ivrige samtaler mellem forstanderparret, især ved middagsbordet. Anna var Plougs forsvarer, mens Nørregaard mere og mere kom til at slutte sig til Hostup og Bjørnson, forsoningens og samarbejdets mænd, frisindets og de nye tankers folk. Anna var forbitret over Bjørnsons tale om at ændre signaler, og skønt han kom til Århus, og Nørregaard var medindbyder til hans foredrag, erklærede Anna, at hun ikke ville se ham i sit hus. Hos Otto Møller i Gylling holdt de begge meget af at komme, kørte så længe hun var rask nok af og til de fire mil til kirke, ofte allerede lørdag, og drøftede, hvad der lå dem på sinde med de to ejendommelige præstefolk: ”De forstår os så godt i vor sorg”, skriver Anna. Det var sorgen fra 1864.
Hun var ivrig efter at få sine søskende og venner over fra København, især til sommerskolen, og få dem i gang med at hjælpe til og være med i den fornøjelige gerning. Mange unge lærerinder fra frk. Zahles skole kom de tre måneder over, dels som elever, dels som en slags hjælpelærerinder, og flere har fortalt, hvor stor betydning, det fik for dem. Testrup var den første højskole, hvor gymnastik for pigerne blev indført, og det var til megen gavn og glæde. Efter 1870 var der for det meste ca 100 elever både sommer og vinter, så det var en stor husholdning at føre og et meget opslidende liv. Efter nytår 1880 gik det stærkt nedad med fru Annas kræfter; selv håbede hun til det sidste på foråret og en rejse til syden. Den 7. marts stod hun op, tog alt sit tøj på, snørede endog sine støvler og gik en sidste gang rundt i sit store hus, fik endog bestilt en kage til en af børnenes fødselsdag den følgende dag. Men inden morgenen brød frem var hun død. Nørregaard skriver: ”I dag græder hele Testrup, Anna er gået bort fra os og sine små børn, det er så tungt.” På bryllupsdagen, den 15. marts, blev hun begravet på Mårslet kirkegård; et stort følge samledes på skolen, hvor Baagø talte gribende om disse 16 år og deres ungdoms venskab og samarbejde; mange andre bragte deres tak for, hvad hun havde betydet for dem, højskolen og hele egnen og landet. I Rigsarkivet ligger nogle breve til Ploug fra hans og Annas fælles ven i Århus; han fortæller om sit sidste besøg hos hende, hvor levende og stærk hun var, og skriver om begravelsen: ”Det var en mærkelig blandet skare, der samledes her omkring den lille kiste, som blev båret ned mellem fire linde i den granklædte grav, mens solen skinnede, lærkerne sang. Salmesangen lød, og vårens fagreste blomster dækkede kisten. Der var mange præster i ornat, pelsværksklædte herrer, barhovede børn, grædende kvinder og omegnens bønder. Pastor Nicolai Nørregaard bekendte troen og bad fadervor og var stærkt bevæget. Ja, således jordedes Anna Fabritius Nørregaard, i god harmoni med, hvad hun har været, et bindeled mellem høj og lav. Hun løftede alle op, højbåren som hun var.” På en kampesten over hendes grav står første vers af Plougs sang, og på den anden side: ”Hver som er af sandheden, hører min røst”. Nørregaard sagde altid: ”Hun ikke blot elskede sandhed og var selv så sand, men erkendte den dybeste sandhed, at vi ikke kan selv, kun ved Guds hånd.” På Testrup blev der en tom plads; kun én kunne fylde den, og dog på en hel anden måde: hendes fine og elskelige søster Elisabeth, der et par år efter blev Nørregaards hustru, en ikke mindre betydelig og uundværlig støtte i den store gerning og det dejlige hjem, som hun gjorde rigt og lykkeligt for de mange. Men Annas specielle venner var bitre: ”Det er som en bølge, der slettes ud af en anden, og hun var dog så langt mere end en bølge!” I Højskolebladet marts 1880 skrev hendes ven og medarbejder i Testrup Jørgen Andersen Bo en smuk sang. Der står: En gavmild hånd blev foldet sidste gang En modig tone tabte her sin klang, Og folket tabte her et vågent øje, En vilje, som ej strømmen kunne bøje; En offerild med stærke, danske flammer Blev båret fra os ind i næste kammer.

Med håb hun bøjede sin sjæl mod freden, Men følte sikkert stridens brod herneden; Dog midt i kamp er der dog fred på jord, Hvor Herren vandrer, mægtig i sit ord;
Nu på hans stærke skjold hun sank til hvile Indtil hans fred skal gennem verden smile.

Og når vi stille lover himlens Gud Fordi de ædles æt dør ikke ud Og vakler ej, om sandheds kamp bli`r hård Da vil vi mindes Anna Nørregaard; Og lægger vi en krans på hendes grav, Det er en tak for, hvad hun Danmark gav!

----------------------

39 2017 Reklameplakat vedr. film om Jørgen Carlsen, tidl. forstander

40 2017 Fra: Aarhus Stadsarkiv:
"2017 aarhusianere"
Livsfortælling (Jørgen Peter Carlsen- tidligere forstander på Testrup Højskole)