Lyngerup Historier

1 1927 A Esther Pedersens fortælling og Lyngerup i årene 1927 - 1940.

2 1940 A Esther Pedesen, født Simonsen, fortæller:
Når jeg har skrevet denne slægtsmappe, vil jeg godt tilføje lidt om Lyngerup, som jeg husker byen og dem, der boede der i tyverne og til ca. 1940, hvor jeg forlod den.

Først mejeriet, som blev ombygget i 1927-28, og efter mejeribestyrer Gamstrup kom Jepsen i 1930, hvorefter Bendt og jeg så godt som havde vores daglige gang derovre. På selve mejeriet var også et udsalg, hvor vi kunne købe mejeriprodukter, men vi måtte selv have spand og kande med til mælk og fløde.

Efter mejeriet boede fhv. gdr. Lars Nielsen, Mejerigården, med sin datter Karen. Derefter kom gdr. Ane & Chr. Nielsen, Makkegård. Derefter slagter Karl Hansen, hans datter Karen havde systue i den ene ende af beboelsen, senere blev der barbersalon. I fars barndom eller ungdom boede der en betjent, Mathiesen i slagterens ejendom. Kørte vi mod Dalby, boede landbetjent Petersens, som på et tidspunkt lejede noget af villaen ud til doktor Kristensen (senere Skibby). Efter banedæmningen kom vores jord (vi havde også Sørens lod ved Onsved Huse) der lå et lille hus Rikkesminde, hvor maler Niels Andersen boede, og hvor vi kunne søge ly, hvis det blev uvejr, når vi var ude at luge roer eller lave andet markarbejde.

Inde i byen kom så købmand Inger & Hans Hansen, senere Johs. Pedersen, så slagter Harald Jensen, som lejede et værelse ud til en damefrisør, derefter gdr. Anna & Henrik Nielsen Hjemmegård, videre til Skrædderhuset, der boede skrædder Nielsen, en lille tynd mand, skrædderi havde han vist ikke meget forstand på. Huset er væk nu, da vejen til Dalby går der. Den næste er gdr. Inger & Ole Hansen Lyngerupgård, som var et mønster landbrug, på den anden side vejen var så sadelmager Pagh, smedien med smed Larsen, som vi børn syntes var en frygtelig sur mand. I gavlen til beboelsen kan jeg svagt erindre var en købmand. Senere kom der en skomager Herman Andersen, han var pukkelrygget og havde lært sit fag gennem forsorgen. Dyrlægeboligen hvor den gamle dyrlæge Gottlieb residerede som en anden konge i byen, senere fortsatte hans søn Ludvig Gottlieb, som var gift med min moster, dyrlægepraksissen. Han solgte den i 1924-25 til dyrlæge Sunke og ved hans død sidst i tyverne kom så dyrlæge Thybo, som var der i mange år. Hen ad strædet kom tækkemand Niels Sørensen, en meget glad mand, han sang altid, når han arbejdede og det så det kunne høres langt omkring.

Derefter montøren og hans datter Mary. Ham husker jeg kun svagt, men Mary cyklede hele året rundt i godt og dårligt vejr til Jægerspris, hvor hun arbejdede i vaskeriet på Stiftelsen. Hun var en slider og meget pligtopfyldende. Overfor var Jens Christensen, som havde lidt jord til ejendommen. Han var i familie med dem på Tagegård. Ved siden af lå Dortes hus – hun var gammel. Hun havde altid gået ud at koge i byen, når der skulle være gilde, hjælpe med slagtning, vask samt meget andet. Hun var kommet meget hos mine bedsteforældre. Så var der Emma & Georg From Jensen – han var meget doven, og der verserede mange historier om ham. Emma gik ud og hjalp med rengøring, vask og lignende, så det var hende, der holdt hjemmet oppe. Hvem, der boede i det næste hus, erindrer jeg ikke, men så kom Valborg & Viggo Pedersen – han havde mange forskellige jobs, inden han begyndte at køre med slagtervarer fra Frederikssund andelsslagteri. Valborg tjente hos far og mor omkring det tidspunkt, hvor Bendt blev født.

Det næste sted var pcl. Karoline & Andreas Olsen – han havde et par livlige heste, som han næsten aldrig kunne styre, så de løb tit løbsk igennem byen med en vogn, så var det om at komme væk. Tagegård med gdr. Lars Larsen og ”pigerne” – det var hans søstre Ane og kirstine, som styrede hus for ham, men måske ejede de gården i fællesskab. Ude på marken gdr. Maren & Jens Nielsen Mejerigården – lige først i fyrrerne afgav han jord til rideklubben, hvor så ridehuset blev bygget. Ved det nederste gadekær (det sagde vi dengang) boede Ludvig Skomager – han havde et meget stort gråt skæg. Hans kone gik altid med hue eller nakke på. Der fik vi somme tider kaffe, når vi var der med sko til reparation, men da vi ikke kunne lide lugten i huset, skyndte vi os altid at blive færdig. Der var en skomager mere, men hvad han hed, kan jeg ikke huske. Han havde træben og gik med stok. Så var der vævermutter – andet har jeg aldrig hørt, så hendes mand må have været væver. Hun var altid meget gal og skældte os børn ud.

Derefter kom gdr. Anna & Ole Olsen Jydegård. Han lejede hver sommer sit vænge ud til en omkørende biograf – muligvis Hedebo, så var hele byen i biografen en sådan aften. Det var som regel altid en Fy & Bi film, de viste. Derefter pcl. Jens Jacobsen og hans kone. Hun var svagelig, så de havde gerne en datter hjemme til at hjælpe dem. Hingstrupgård med gdr. Chr. Larsen og hans kone. Han byggede aftægtshus ved siden af gården, men i min barndom var det hans svigerforældre, som boede der – senere lejede han det ud. Hans bror tømrer Carl Larsen byggede værksted og beboelse ved siden af møllen. Det blev solgt til snedker Chr. Nielsen ca. 1942. Tømrer Carl Larsen byggede omkring 1929-30 købmandsforretning over for mejeriet. Den daværende købmand Hansigne & Aage Olsen lejede et værelse ud til barber Ejner Sørensen. Han fortsatte sit lejemål da købmand Chr. Frederiksen købte butikken i 1933, men da der ikke kunne eksistere to købmænd i byen, købte far huset i 1943 og flyttede postekspeditionen derover. Neden for vores hønsegård i et lille hus boede fvh. gdr. Kirsten & Hans Olsen Jydegård. Far lejede noget af det til vores gifte møllersvend nogle år, da Kirsten Olsen var blevet alene. Huset var oprindelig bygget som privatskole, så i fars barndom gik alle byens børn i skole der. Ved siden af bageriet (ved det store gadekær) med familien Baunsgård, hvor vi altid syntes, det var sjovt at komme ned at handle, men de solgte det sidst i tyverne, så kom bager Niels Larsen, som havde det til en gang i halvtresserne. Pcl. Else & Niels Knudsen boede nedenfor vores have, og der kom jeg meget i de år, jeg var hjemme.

Elmedal ligger udenfor byen mod Frederikssund og skal nævnes, da det var her Simon Hansen startede sit virke i Lyngerup. Så skal lige nævnes jomfru Frederiksen, som boede på en lille ejendom bag mejeriet. Han havde vist i sine unge dage tjent som kok eller lignende i herskabshuse. Han spadserede næsten daglig til byen og havde altid en lille sort taske med.

I 1928 blev far sognerådsformand, så vi måtte afgive to stuer til kontorer – der var kun en sekretær til hjælp dengang. Først i 1937-38 blev kommunekontoret i Jægerspris bygget (det nuværende bibliotek) og alt blev flyttet dertil, men inden da holdt man sognerådsmøder på lille Druedal. 15. maj 1936 blev Midtbanen nedlagt og far blev postekspeditør, men det blev faktisk mig, der klarede det erhverv, til jeg blev gift i 1940. Kontor til dette blev indrettet i det gamle bageri, som hørte til møllen.

I den toppede stenbro på gårdspladsen var - og er stadig så vidt jeg ved – en sten med årstallet 1800 og muligvis 59, jeg kan ikke huske det nøjagtig. Nu bliver stedet kaldt Møllegård, jeg ahr aldrig hørt andet end møllen om det, men da møllen er væk er det jo nok naturligt, og ingen fra slægten bor der mere.

I fars barndom var der – efter hvad far og hans søskende har fortalt – et utroligt sammenhold imellem byens beboere. Således har de berettet om, da zaren af Rusland var i Fredensborg, hvordan alle gårdmændene spændte hestene for de fine vogne søndag, og så kørte alle, som kunne være der, børnene var også med, til Fredensborg. På vej dertil boede man i Slangerup, og i Fredensborg fik de et glimt af zaren, hvorefter madkurvene kom frem inden hjemturen, hvor der også på et tidspunkt blev bedet (sådan kaldte man det dengang) hestene kunne ikke klare den lange tur i et stræk.

Således også når fars søskende kom hos os, så skulle de gerne ned i byen og hilse på så godt som alle dem, jeg har nævnt her. De havde jo kendskab til hver og en af dem enten som barndomsven eller med deres gang på møllen hos deres forældre.

Hjemme havde vi i mange år den tradition at være på Hvidhøj anden juledag og nytårsdag gjaldt det hos os. Sommetider kunne det ske, at familien fra København også var med. Så skulle julegaverne beundres, for vi måtte ikke gemme dem væk, før de var vist frem. Juletræet skulle stå til Hellig tre Konger over. Vi begyndte ikke skolen før 7. eller 8. januar. Nævnes skal også, at vi kun gik i skole hver anden dag – om vi lærte mindre eller mere af den grund kan så diskuteres.

Om sommeren havde vi gerne samlet hele familien en søndag i skoleferien. Så startede vi med frokost kl. 12, kaffe og kager kl. 14.30, og som regel var det kyllingesteg og frugtgrød kl. 18. Selvom vi børn skulle hjælpe til, blev der altid tid til leg eller en tur i mosen, måske endda en køretur i hestevogn til Jægerspris og få en Poulsen is. Så vi kusiner og fætre nåede faktisk at få et godt forhold til hinanden.

Det er kun noget af det, som jeg kan huske, og som jeg synes den yngre gren af slægten skulle høre lidt om, da Lyngerup er grundstenen til det hele.
Når man så ser byen i dag, er der ikke stort andet tilbage end beboelses ejendomme, når lige undtages landbrugene. Men det er nok tiderne, der har gjort, at de små håndværk og handel ikke kan eksistere i så lille et samfund.

1-4 1890-1930 Simon Hansens erindringer om livet i Lyngerup

1-3 1889 Lyngerup Bryggeri

1-2 1972 Lyngerups Posthus nedlægges

1-1 0 Matrikelkort over Lyngerup

1-5 0 Valdemar Hansen, jernstøberiet