Hansen, Jørgen. Bokser
| Nummer | A256 |
| Type | Arkivalier |
| Arkivskaber | PEM |
| Beskrivelse | Jørgen "Gamle" Hansen. Lindholm Bokseklub.
Jysk mester seks gange. Dansk mester fire gange. Nordisk mester en gang. Professionel bokser Stald Palle fra 1969. Europamester som professionel tre gange. Amatørkarriere. Som amatør boksede Jørgen Hansen for Lindholm Bokseklub. Han vandt det jyske mesterskab seks år i træk i årene 1964 til 1969 i letweltervægt (1964) og ellers i weltervægt. Jørgen Hansen vandt tillige det danske mesterskab i weltervægt fire gange (1966-1969) samt det nordiske mesterskab i Stockholm i 1967. Han deltog ved EM i Rom i 1967, hvor han i den indledende runde pointbesejrede spanieren Jose Duran, der siden som professionel vandt både EM og VM i letmellemvægt. I næste kamp vandt Hansen på TKO i første omgang over finnen Purhonen, men han tabte herefter i kvartfinalen til DDR's Manfred Wolke. Jørgen Hansen blev kåret som ”årets bokser” i 1967. Jørgen Hansen repræsenterede Danmark ved Sommer-OL 1968 i Mexico City, men tabte sin første kamp til rumæneren Victor Silberman, da kamplederen stoppede kampen i 3. omgang. Professionel karriere. Jørgen Hansen debuterede som professionel ved et stævne i KB Hallen den 10. april 1969 med en pointsejr over franskmanden Daniel Vedani. Jørgen Hansen opbyggede i årene 1969-1972 en fin rekordliste, og steg i perioden op ad den europæiske rangliste i weltervægt. Med en uplettet rekordliste med 22 sejre (8 før tid) fik Jørgen Hansen chancen for at træde ud af skyggen af Børge Krogh og Tom Bogs, da han den 22. juni 1972 i KB Hallen fik en titelkamp om europamesterskabet i weltervægt mod franskmanden Roger Menetrey. Jørgen Hansen led imidlertid karrierens første nederlag, da Menetrey stoppede Hansen i 10. omgang. Efter nederlaget om EM-titlen tabte Jørgen Hansen tre kampe inden for et halvt år, og den tidligere så lovende karriere så ud til at løbe ud i sandet. På trods af de svigtende sportslige resultater lykkedes det imidlertid Mogens Palle at få kontrakt med WBC-verdensmesteren i letweltervægt, italieneren Bruno Arcari, og den 1. november 1973 stod Jørgen Hansen med muligheden for at blive verdensmester. Arcari havde vundet sine otte foregående VM-kampe, og var en imponerende modstander. Kampen mod Arcari blev imidlertid et af de mange lavpunkter i Jørgen Hansens karriere. Hansen startede kampen nogenlunde, men løb hurtigt tør for luft, og Arcari lignede en klar vinder, da Jørgen Hansen efter et par hårde træffere smed sig på kanvassen i et forsøg på at få Arcari diskvalificeret for at slå efter et break. Hansen, der havde bokset kampen med betydelig respekt for den rutinerede verdensmester, fik en hård medfart i pressen, hvis dækning af kampen i høj grad var med til at give Jørgen Hansen et image som en bokser uden mod og sejrsvilje. I en alder af 30 år og med to mislykkede titelkampe bag sig var forventningerne til Jørgen Hansens fremtid beherskede. Hansen tabte en del af de kommende kampe. Et lyspunkt i disse år var sejren den 19. juni 1975 mod nordmanden Kristian Høydahl, der i en kamp i Oslo markedsført som det skandinaviske mesterskab i weltervægt, blev udbokset og stoppet i 7. omgang. 1977 blev indledt med endnu et lavpunkt i karrieren, da Jørgen Hansen blev stoppet af den urutinerede Frank Albertus som følge af en øjenskade. Jørgen Hansens professionelle karriere havde indtil dette tidspunkt været en del op og ned, men mest ned, når det virkelig betød noget. Senere på året 1977 fik Jørgen Hansen imidlertid endnu en chance for et mesterskab, da han i Randers Hallen i en alder af 34 år igen blev matchet mod den italienske europamester Marco Scano i en titelkamp. Tredje gang viste sig at være lykkens gang for Jørgen Hansen, da han slog Scano ud i 5. omgang. Hansens stærkt omskiftelige karriere så nu endelig ud til at gå i den rigtige retning. Efter sejren over Scano blev Hansen den 6. august 1977 matchet mod den unge og urutinerede tysker Jörg Eipel, der med sine 19 år og beskedne rekordliste så ud til at være en overkommelig opgave for Hansen på trods af, at kampen blev bokset på udebane i Berlin. Hansen havde da heller ikke problemer med Eipel. Hansen blev imidlertid tildelt en række advarsler i løbet af kampen for at stange, og da han i 13. omgang modtog den 3. advarsel, blev Hansen diskvalificeret af den østrigske kampleder Kurt Rado. Den danske sportspresse rasede, men Hansen måtte erkende, at heller ikke han skulle blive den første danske europamester, der forsvarede et EM på udebane. Sejren over Scano havde imidlertid gjort Hansen til et stort navn, og sammen med Ayub Kalule var Hansen blevet publikumsmagnet ved Mogens Palles stævner. Jørgen Hansen fik i disse år mere greb om karrieren. Hansen vandt en række kampe i den resterende del af 1977 og jagtede en returmatch mod Eipel. Eipel tabte imidlertid titlen i sit første titelforsvar, da franskmanden Alain Marion stoppede Jörg Eipel i 15. omgang og efterlod Eipel uden titel og med en alvorlig hjerneskade. Jørgen Hansen blev imidlertid udpeget som officiel udfordrer til EM-titlen mod Marion, og der var lagt op til et brag af en EM-kamp. Jørgen Hansens karriere var imidlertid aldrig forudsigelig, og i en opvarmningskamp til EM-kampen blev Jørgen Hansen knockoutet i 1. omgang af amerikaneren Mike Everett. Hansen var ude af stand til at stå på benene i flere minutter og måtte hjælpes ned fra ringen. Efter fiaskoen mod Everett var Hansen klar til at forsøge at genvinde ”sit” europamesterskab mod den ubesejrede Alain Marion. Kampen fandt sted i Randers Hallen. Hansen leverede en fornem præstation, da han den 27. april 1978 udboksede Marion, inden han slog ham ud i 6. omgang. Hansen satte herefter titlen på spil den 18. august 1978 mod østrigeren Joseph Pachler i dennes hjemby Villach i Kärnten. Pachler var langt fra en skræmmende modstander, og den ”nye” Hansen havde da også kampen under kontrol, da gong-gongen lød efter 8. omgang. Bokserne var midt i en slagudveksling, og Jørgen Hansen ramte Pachler efter omgangens afslutning. På TV-billederne er det tydeligt, at Pachler bliver ramt af et let tjat på skulderen, hvorefter han afventer situationen, for dernæst at smide sig ned. Pachler blev talt ud, men i modsætning til Hansen fem år tidligere mod Acari, havde Pachler succes, idet han herefter vandt kampen på diskvalifikation. Hansen måtte derimod konstatere, at han for anden gang blev diskvalificeret på udebane i en kamp, som han var i færd med at vinde komfortabelt. Hansen var imidlertid determineret for at få en returkamp, og holdt fast i karrieren med en række kampe i den resterende del af 1978. Det lykkedes Hansen og promotor Mogens Palle at få endnu en kamp om europamesterskabet. Titlen var imidlertid blevet vundet af englænderen Dave ”Boy” Green i den mellemliggende periode. Green var tidligere ubesejret europamester i letweltervægt, havde bokset lige op med en af datidens bedste verdensmestre, Carlos Palomino, inden han var blevet stoppet, og ventede nu blot på en ny VM-kamp mod Wilfred Benitez. Green på 26 år med 31 sejre i 32 kampe var selvsagt kæmpefavorit inden kampen mod den 10 år ældre Jørgen Hansen, hvis forberedelser til EM-kampen var blevet spoleret som følge af en hospitalsindlæggelse for konstateret meningitis. Kampen blev afviklet den 28. juni 1979, og den fandt sted i Randers Hallen. Green blev talt ud i 3. omgang, og Hansen genvandt for 2. gang sit europamesterskab i weltervægt. Hansen havde i en alder af 36 år fundet formlen til succes. I sin næste kamp mødte han sydafrikaneren Gert Steyn og vandt en fornem pointsejr. Hansen indtog nu selv verdensranglisterne. Han forsvarede EM-titlen med succes mod Alois Carmeliet og Joey Singleton, inden han i en alder af 37 år satte titlen på spil mod den 13 år yngre Hans Henrik Palm. Palm var anset som fremtiden i dansk professionel boksning med en rekordliste på 32 sejre i lige så mange kampe. Det var den almindelige forventning, at Palm ville være for ung – og for god – for Hansen. Hansen overraskende imidlertid ”eksperterne”, da han leverede en af sine mest koncentrerede præstationer og stoppede Palm i 9. omgang af det intense opgør, der fandt sted den 17. oktober 1980. Hansen forsvarede EM-titlen yderligere to gange, inden han den 25. juni 1981 blev matchet mod Jose Pipino Cuevas i en forkamp til Kalule-Leonard opgøret i Houston, Texas. Cuevas havde netop tabt sit WBA-mesterskab til Thomas Hearns, men var fortsat anset for en af de mest skræmmende punchere ”pound-for-pound”. Hansen leverede en af de mest skuffende præstationer i karrieren, da Cuevas efter få sekunders boksning stoppede Hansen, der på forhånd var skræmt over mødet med den mexicanske puncher. Hansen var imidlertid fortsat europamester, og efter nederlaget i USA satte Hansen igen titlen på spil mod Hans-Henrik Palm den 9. oktober 1981. I en alder af 38 år trak Hansen sig igen sejrrigt ud af et EM-opgør, da han besejrede Palm på point. Hansen opgav herefter EM-titlen, men boksede en række kampe, som han alle vandt. Den sidste kamp i karrieren blev bokset mod Perico Fernandez den 2. december 1982, hvor Hansen var næsten 40 år. Fernandez var tidligere europa- og WBC-verdensmester i letweltervægt, men langt fra færdig som bokser, idet han efter kampen mod Hansen vandt det spanske mesterskab i weltervægt og senere boksede 12 omgange om europamesterskabet i samme vægtklasse. Hansen vandt denne sidste kamp på point. Jørgen ”Gamle” Hansen nåede 92 professionelle kampe, hvoraf 78 blev vundet (34 før tid) og 14 tabt. Hansen er den danske bokser efter 2. verdenskrig, der har bokset flest kampe. Ingen anden dansk bokser har præsteret at vinde 9 EBU-titelkampe, og Jørgen Hansen må regnes for en af de mest betydende danske boksere gennem tiderne. |
| Født/stiftet | 27.03.1943 |
| Død/nedlagt | 15.03.2018 |
| Periode | 1943 - 2017 |
| Arkiv | SIFA Idrætshistorisk Samling |
Yderligere indhold
Søg videre i SIFA Idrætshistorisk Samling
