Nielsen, Else Margrethe Tatt
| Nummer | B5587 |
| Type | Billeder |
| Beskrivelse | Else Margrethe Tatt (Thatt) f. 1848 i Fjand datter Niels Mortensen & Else Marie Pedersdatter.
Bliver i 1870 gift med John Tatt er født i 1845 i Borton, Dorset, England, søn af John & Angelina Tatt. De bosætter sig i Agergaardhus Tangsøvej 12 som i dag hedder Fjordvang, hvor han ernærer sig med jagt og fiskeri, derforuden i tørvemosen på Rysensten. I 1917 flytter de til Teglgårdsvej i Lemvig hvor John Tatt dør 21/2 1928 82år gammel og Else Margrethe dør i 1933. |
| Bemærkning | Den 85-årige Else Margrethe Thatt, Lemvig, fortæller om svundne tider.
På en tur ad Teglgaardsvej fra Lemvig til Nørre Lem opsøger vi enkefru Else Margrethe Thatt, som er fyldt 85 år. Hun bor på en hyggelig kvistlejlighed, hvorfra der er en smuk udsigt over fjorden. "Moster Grethe" som hun i daglig tale kaldes, er af den solide gamle slidertype, almuekvinden, som har taget et hårdt slid med et godt humør. Gamle Grete beder os elskværdigt at tage plads. Hun lægger strikketøjet i skødet et øjeblik, skyder brillerne op i panden, og hendes kloge øjne ser spørgende på os. Ja, vi ville gerne have en samtale om gamle dage. Såh, mon det har almen interesse hvad et almindeligt menneske som mig har oplevet. Jeg har vist ikke noget at bringe vor tid - men lad gå. De er her fra egnen? Jeg er født i Fjand i krigsåret 1848. Min fader var daglejer og arbejdede ved hvad som helst. Han var ellers styrmand og stammede fra Fanø. Han og hans broder ejede et skib, som de strandede med ud for Fjand. Da skibet ikke var forsikret, blev de begge ruineret. Min fader blev en tid på egnen for om muligt at redde noget fra skibet. Han var en flot sømand, som egnens piger godt kunne lide, og det blev min moder, som vandt hans hjerte. De bosatte sig i Fjand, hvor min fader selv opførte hus. Det var lille og stråtækt; væggene var ler, og inventaret var derefter. Min fader døde, da jeg var otte år gammel, og moder var alene tilbage med ti børn, deraf var de fem dog ude at tjene. Og dertil kom, at vort hus nedbrændte umiddelbart efter min faders død. Det var ikke assureret, og moder var uden midler til at opføre et nyt. Gode naboer tog sig af os og gav os husly. Min moder gik til sognepræsten og fik ham til skriftligt at anbefale at yde hende støtte til et nyt hus. Med denne seddel gik min moder fra dør til dør, bærende det mindste barn på ryggen, og jeg fulgte med for at bære eventuelle gaver. Vi gik rundt i de omkringliggende sogne et helt år, og så havde vi indsamlet nok til et hus. Min moder holdt hjemmet oppe ved at karte og spinde for folk til langt ud på natten, og vi småbørn måtte hvert forår og efterår gå rundt i sognene for at bede om uld. En sådan tur kunne ofte tage en snes dage, men alle var gode ved os. Engang husker jeg, at en gårdmand advarede mig mod stodderkongen, som var i nærheden for at nappe tiggere. Jeg stak i at græde af forskrækkelse; men gårdmanden kørte mig og min uldpose så langt, at jeg undgik at mødes med stodderkongen. Som tolvårig blev jeg sendt ud med et ternet tørklæde for at få folk til at indsætte en skilling derpå mod at få udleveret et nummer for om muligt at vinde tørklædet. Jeg gik flere dage med tørklædet, og folk indsatte mange penge. Ved Nymindegab lod jeg trække lod om tørklædet; men vinderen af det gav mig det som regel, så det var tjent det hele. På denne besynderlige måde måtte vi børn hjælpe til. Da jeg var konfirmeret, og 16 år gammel kom jeg med en skrædder, som gik rundt og syede for folk. Jeg fik en mark (33 øre) om dagen. Det var om vinteren; om foråret tog jeg til havet for at ese for fiskerne, og det varede til St. Hans. En sommer lod jeg mig fæste til Horsens egnen tillige med ca. 35 andre piger fra min hjemegn. Vi lejede en vogn til at køre vore ting den lange vej, medens vi selv fulgte med til fods. Vi gik på vore bare fødder, og turen varede tre dage. Jeg var på høstarbejde tre somre på Horsens egnen. — I gamle dage var der ikke megen morskab. Ulfborg Marked var min eneste fornøjelse om året efter min konfirmation. Lidt ældre var jeg, da jeg kom med til de såkaldte kartegilder. Når en gårdmand havde en større portion uld, inviterede han nogle unge piger sammen til at karte. Når det var gjort - og det gik for sig med liv og lyst - så trådte vi dansen til den lyse morgen. Som ung tjente jeg i Mindehuset ved Thorsminde, da nogle engelske ingeniører byggede sluserne derude, og her lærte jeg min mand at kende. Han var søn af en engelsk entreprenør, og hed John Thatt ligesom sin fader og kom til Danmark 8 år gammel. Det gik jo imidlertid sådan, at sluserne aldrig blev helt færdige. 22 år gammel giftede jeg mig med John Thatt, og jeg havde 11 daler til udstyr. Vi fik et hus nær Nissum Fjord, og nu begyndte et langt levned i slid og slæb, men lykkeligt. Min mand drev fiskeri på fjorden og drev en indbringende jagt. Han kunne således flere gange komme hjem med op til en snes ænder. Såvel fisken som vildtet måtte jeg sørge for at få solgt. Vi havde to køer, og mælken måtte jeg hver morgen køre på en trillebør ca. 3 km. Dette stod på i hele 10 år, indtil en mælkevogn lagde vejen om til vor ejendom. Om sommeren arbejdede min mand i tørvemosen, en tid på Rysensten i Bøvling, og da havde han halvanden mil til arbejdspladsen. Den lange vej måtte jeg også gå, da jeg røglede, kantede og satte i stak. Jeg tog køerne med og arbejdede på bindehosen undervejs. Vore fire piger kom tidligt ud at tjene, de kom jo ofte hjem og satte deres præg på hjemmet. De mange arbejdsår gik ellers uden større omvæltninger. Ofte var arbejdet temmelig strengt, men altid fandt vi glæde derved og bevarede et godt humør. Jeg vil lige nævne, at jeg på et besøg i Flynder Fattiggård reddede en modløs kvinde fra at hænge sig, hun var næsten død, da jeg skar hende ned. Jeg bar den tilsyneladende livløse kvinde hen til et stort vandtrug, hvor jeg overøste hende med vand. På denne måde kom hun atter til hægterne Affødte Deres fattige kår social harme? Nej, såmænd, hvem skulle vi vende os imod, vi var jo da glade ved at arbejde. Dog husker jeg den store harme, som vi småfolk blev fyldt med, da højre i provisorieårene krænkede os med deres ulovlige regeringsmåde. Men det var jo især mandens tid dengang. Min mand var ivrig venstremand. Engang han gik til valgstedet i Lemvig, kørte Tranberg på Bækmark forbi, med flere vogne fulde af sine tjenestefolk som skulle ned og stemme på Højre. Han ville, at min mand skulle køre med, men dette afslog han med en ytring om, at det kun var på valgdagen, de høje herrer kendte småfolk. Dengang skilte politik jo folk. Ved krigens slutning rejste vi her til Lemvig, hvor vi har haft det godt. Selv om vi var langt op i årene, vedblev vi at arbejde. Jeg strikkede og syede, og min mand bandt vod. For fem år siden døde min mand, men jeg kan stadig glæde mig ved et godt helbred, og tiden er mig ikke lang. Hvad forslår De tiden med? Åh - jeg er såmænd stærkt optaget, der er jo lidt husgerning, og jeg har travlt med strikketøjet. I min fritid læser jeg avisen fra ende til anden; thi jeg må jo følge med for at forstå tiden. Og så har jeg jo min bibel. Den skulle jeg gerne se at trænge til bunds i; det er som dens ord med årene er kommet til at slå mig i møde med en kraft og styrke, som giver mig fred med mig selv og min gud. Det skrå eftermiddagssolskin står ind i fru Thatts hyggelige stue. Som hun har talt om den svundne tid, er hun selv blevet denne tids symbol. Idet vi tager afsked, kommer der et ungdommeligt smil frem i hendes ansigt, og hun tager atter fat på strikketøjet. |
| Årstal | 1933 |
| Dateringsnote | 1933 |
| Fotograf | Ukendt |
| Størrelse | 6x4 |
| Materiale | Digital kopi efter: s/h positiv fra avisudklip |
| Se på kort |
|
| Arkiv | Bøvling Sognehistorisk Forening og Arkiv |
Søg videre i Bøvling Sognehistorisk Forening og Arkiv
