| Bemærkning |
MINDEORD OVER OLE FLENSTED
Der findes mennesker, der hellere vil flygte fra julens traditioner, end være en aktiv del af den. Sådan et menneske var Ole Flensted, og der kan derfor være noget symbolsk i, at det netop var en 1. juledag han valgte, for evigt, ikke længere at være iblandt os.
Da Ole Flensted i 1966 købte et nedlagt kartoffelskrælleri på Nørrebro i København, var der sikkert ikke mange andre end ham selv, der troede, at det skulle blive starten på en lang og flot karriere i fødevarebranchen. Han vidste, at han ville være selvstændig, han vidste, at han ville have en stor fabrik, men at det blev i kartoffelindustrien, at det hele begyndte, var en tilfældighed.
Da han begyndte at skrælle kartofler på Nørrebro i 1966, fik han kontakt med en kartoffelcentral i Skovlund, og det samarbejde førte til, at han i 1968 flyttede produktionen fra København til et nedlagt landbrug i Skovlund, hvor koncernen Flensted Food Group A/S den dag i dag har hovedkontor.
Ole Flensted var en typisk iværksætter, der traf hurtige og drastiske beslutninger, der i langt de fleste tilfælde viste sig at være bæredygtige, selv om der naturligvis også kunne være fejlskud ind imellem.
Først startede han med at skrælle kartofler, der blev solgt til hoteller, restauranter og andre storkøkkener. Senere blev sortimentet udvidet med friterede kartoffelprodukter, forkogte kartofler, frisksnittede grønsager m.m.
Selv om der var tale om lavteknologiske produkter, var tanken altid at fremstille dem ved brug af størst mulig højteknologi, og dermed være kvalitetsmæssigt og konkurrencemæssigt på højde med, og helst foran, sine konkurrenter.
Flid, fandenivoldskhed og andre gode iværksætteregenskaber førte til, at han ret hurtigt blev Danmarks ukronede kartoffelkonge, der også senere førte til medejerskab eller overtagelser af fabrikker i Norge, Irland, Sverige, Tyskland og Østrig. Da Ole Flensted solgte sit livsværk i 2009, var der tale om en koncern med en omsætning på et stort trecifret millionbeløb, og mange hundrede medarbejdere.
Ole Flensted og Skovlund
For lokalsamfundet Skovlund kom Ole Flensted på det helt rigtige tidspunkt, da udviklingen fra landbrugssamfund til industrisamfund var godt i gang med at tage kraften ud af mange små landsbysamfund.
Ole Flensted skaffede nye arbejdspladser, han støttede masser af de initiativer som de lokale foreninger og organisationer igangsatte, og på den måde var han med til, at Skovlund kunne være et lokalsamfund i udvikling og ikke i afvikling. Hans fingeraftryk ses på mange markante bygninger, en bypark og et torveområde, som har fået navnet Ole Flensteds plads.
Ole Flensted og lokalsamfundet Skovlund var en symbiose, som Skovlund havde glæde af, og Ole Flensted fik goodwill for.
Mange af os, der har arbejdet for og med Ole Flensted, har meget at takke ham for. Man kunne nemt fornemme, hvis man var uenig med ham, men han var ikke kedelig at være sammen med. Det har været en fornøjelse at se, hvor mange af hans ungdomsvisioner der lykkedes for ham.
Johannes Nielsen
Tidligere administrerende direktør i Flensted koncernen.
Nedenfor kan læser Johannes Nielsens fine fortælling om hvad Ole Flensted, og hans virke har betydet for Skovlund.
(fra 2018)
ALLIANCEN MELLEM KARTOFFELKØBENHAVNEREN OG KARTOFFELBØNDERNE
Han var 29 år og allerede en væsentlig spiller på det danske marked for forædlede kartoffelprodukter. Landsbyen var et stolt, selvhævdende og kampbevidst samfund, der dog godt kunne gå en lidt svær tid i møde i skiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund. Mødet i 1968 mellem de jordbundne vestjyder og den fandenivoldske københavner, der ville flytte sin virksomhed til lokalsamfundet, fik stor betydning for begge parter.
Selvbevidstheden fejlede ikke noget hos de to. Den unge københavner tvivlede ikke på sit projekt, og landsbyens vise fædre tvivlede ikke på, at dens værdier var stærke nok til at sikre overlevelse og udvikling.
50 år senere kan man konstatere, at det måske umage pars visioner udviklede sig til en lykkelig alliance til gensidig glæde for de to parter, Ole Flensted og Skovlund.
FORHISTORIEN
Ole Flensted havde i 1966 startet sit eget kartoffelskrælleri på Nørrebro i København. Udviklingen gik så stærkt, at han snart måtte se sig om efter større lokaler.
En af hans kartoffelleverandører var Skovlund Kartoffelcentral, der, med Niels Guldager som ejer, havde fået et godt forhold til den unge københavner. Så godt at Ole Flensted spurgte Niels Guldager, om han ikke kunne være behjælpelig med at finde et egnet sted til den videre udvikling.
Heldigvis greb Niels Guldager bolden. En landbrugsejendom blev sat til salg, lokale ildsjæle og Ansager Sogneråd blev koblet sammen med Ole Flensted, og tilladelserne til produktion blev givet.
Ole Flensted købte matr.nr. 4S, Skovlund by og Sogn, og fabrikken på Adelvej 9 kunne tage sin begyndelse.
OPSTARTEN
Med underskrift på skødet var pagten mellem parterne forseglet, og straks gik de lokale i gang med at opdrage på københavneren. En handel skulle i Skovlund fejres med et lidkøb, og Ole Flensted kunne lige så godt først som sidst lære, at det ud over øl og snaps også inkluderede kaffepunch. Den unge mand kom i menneskehænder lige fra starten, men han stak ikke op for bollemælk og tog velvilligt imod nye vaner og traditioner.
Stald og lade skulle nu ombygges til at kunne huse skrællemaskiner, siloer, kølerum og hvad der ellers krævedes for at kunne starte en produktion af skrællede kartofler og pommes frites.
Her startede det egentlige partnerskab, for Ole Flensted valgte straks at benytte Skovlunds lokale håndværkere, i det omfang det var muligt. Formodentlig har de lokale håndværkere haft tillid til, at når Niels Guldager sagde god for manden, behøvede man ikke yderligere sikkerhed i form af bankgarantier eller lignende. Så selv om det var en flok forsigtige vestjyder, Ole Flensted var havnet blandt, viste de ham tillid.
Selv den lokale Skovlund Andelskasse troede så meget på Ole Flensted, at de åbnede pungen og bevilgede ham kredit.
Hvordan kunne det gå til, at en ung mand uden rødder i Skovlund eller nærmeste omegn kunne overbevise handlende, håndværkere og pengeinstitut om, at han var værd at satse på?
Svaret er jo nok, at hans personlige stil netop var overbevisende, men at han også viste sig tilliden værdig ved at være ordholdende. Det kunne de godt lide, de vestjyder.
DE LOKALE FÅR ARBEJDE
Med opstart på Nørrebro to år forinden flytningen, havde Ole Flensted jo allerede udviklet fabrikken til ikke kun at være en enkeltmandsvirksomhed, så der skulle ansættes lokale medarbejdere.
Det gav mulighed for en del landmandskoner, der sammen med den lokale driftsleder i de første år udgjorde stammen i medarbejderstaben. For Ole Flensted et mærkbart kvalitetsløft, der gjorde ham tryg ved fortsat selv at bo og arbejde i København, medens andre tog sig af produktionen i Skovlund.
Telefonforbindelser blev for 50 år siden koblet via lokalcentraler. Her var også nyt at lære. I Skovlund var Hedvig bestyrerinde, og når Ole Flensted ringede fra København for at få fat i Skovlund Kartoffelcentral, kunne det ske at Hedvig kunne fortælle ham, at Niels Guldager ikke var hjemme, fordi han var til fest hos naboen. Som så meget andet findes den slags service ikke længere.
FRA SKRÆLLERI TIL INDUSTRI
Efter nogle få år blev de oprindelige produktionslokaler for små, og byggeriet af en hel ny fabrik tager sin begyndelse, hvorved firmaet går fra at være et kartoffelskrælleri til at blive en industri med en større ubrudt produktionslinje.
Salget stiger, medarbejderstaben vokser, og optimismen hos både Ole Flensted og lokalsamfundet er i top. Flensted køber Skovlund Andelsmejeri i 1979, og flytter en konservesproduktion fra Svendborg, hvorved byen undgår at få et faldefærdigt mejeri stående som monument og tegn på landsbydød. Firmaet går fra at være en lille til en mellemstor virksomhed, og Skovlund går fra at være et landsbrugssamfund til et industrisamfund. 1970’erne giver stor tro på fremtiden.
Op gennem 1980’erne fortsætter ekspansionen med mange fabriksudvidelser, nye produkter, nye forretningsområder, flere medarbejdere m.v. Det var også i dette årti, at firmaet skiftede navn fra Sanalco til Flensted. En beslutning, der dengang delte vandene. Der var bekymring for, om kunderne efter 20 år med Sanalco ville kunne forstå, at det kun var navnet, der var ændret og ikke nye ejere eller ny struktur. Bekymringen blev gjort til skamme. Ved en effektiv markedsføring blev det nye navn hurtigt kendt og accepteret. Ole Flensted fik med navneændringen også sat sig et markant, personligt fodspor.
Væksten fortsatte i 1990’erne. Nu også med aktiviteter i udlandet i form af eksport fra Skovlund, samt køb af 2 fabrikker i Sverige. Optimismen fejlede stadig ikke noget. Ved firmaets 25 års jubilæum i 1991, hvor omsætningen lå på 170 mio. kr., udtalte Ole Flensted, at han ved firmaets 50 års jubilæum ville have en omsætning på 1 milliard kroner, mindst 500 ansatte, samt afdelinger i Sverige og Tyskland. Den forudsigelse holdt faktisk stik. Da Ole Flensted solgte sin virksomhed i 2008, var firmaets cateringvirksomhed fusioneret med et andet selskab, og Flensted ejede halvparten af det nye selskab. Dette selskab og Flensteds øvrige selskaber havde på det tidspunkt overskredet 1 mia. i omsætning, og havde mere end 500 medarbejdere, samt afdelinger i Sverige og Tyskland.
I starten af 00’erne byggede Flensted en ny fabrik til snittede grøntsager i industrikvarteret i Skovlund, hvorefter firmaet gik ind i en konsolideringsfase, indtil Ole Flensted i 2008 besluttede at sælge sit livsværk. Flensted var da blevet til en koncern med flere produktionsselskaber i Danmark og Sverige. Ole Flensted solgte til en tysk kollega, som han havde haft regelmæssig kontakt med gennem mange år.
Også denne transaktion blev et gode for såvel Ole Flensted som for Skovlund. Ole Flensted fandt en solid køber, som valgte at købe for at udvikle og ikke afvikle, og her 50 år efter etableringen, fortsætter firmaet nu under paraplyen Flensted Food Group med base i Skovlund.
50 års lykkelig sameksistens, til gensidig glæde!
FLENSTED OG LOKALSAMFUNDET
Flensted havde jo nok klaret sig uden Skovlund, men Skovlund havde formodentlig set meget anderledes ud uden Flensted.
I takt med at landbruget ansatte færre og færre medhjælpere, måtte mange landsbyer se stagnation og tilbagegang som en uundgåelig konsekvens. Med Flensteds etablering blev der sat en stopper for det i Skovlund.
Udover at skaffe mange arbejdspladser blev firmaet også en vægtig sponsor for mange af de aktiviteter, der har fundet sted i Skovlund de seneste 50 år. Mange lokale foreninger har gennem årene fået sponsorater eller tilskud til investeringer eller til den daglige drift. Bidrag som har været medvirkende til at holde liv i et frodigt foreningsliv i Skovlund.
Som tidligere omtalt blev Skovlund Andelsmejeri købt og ombygget til konservesfabrik. Det nedlagte mejeri led derfor ikke samme sørgelige skæbne, som man har set i mange andre landsbyer. Da konservesfabrikken senere blev frasolgt, var det magtpåliggende for Ole Flensted, at bygningerne skulle fjernes. Sammen med Ølgod Kommune fik man efterfølgende udlagt et lille grønt torvemiljø, og Flensted sponsorerede skulpturen ”Ostekarret”, der nu står som et flot minde over tiden med et andelsmejeri.
En af de helt store uegennyttige investeringer i lokalsamfundet var, da Flensted købte Skovlund Hotel. Hotellet stod med risiko for at skulle lukke, og dermed ville sognet miste et væsentligt samlingspunkt. Hotellet blev købt, restaureret, og de første år herefter drevet af Flensted, nu som Skovlund Kro, hvorefter den blev forpagtet ud i nogle år, inden den blev solgt. Kroen lever den dag i dag i bedste velgående.
Da lokale initiativtagere på et tidspunkt gerne ville have en lidt større variation i boligudbuddet i Skovlund, var det også Flensted, der finansierede byggeriet af tre mindre huse på Kornvangen. Ikke en investering med fortjeneste for øje (og det blev det heller ikke), men for lokalsamfundets skyld.
I 1991 ville Ole Flensted gerne købe Skovlund Lystanlæg, hvilket skabte stor debat i byen. Her var der en del, der trak janteloven frem i et forsvar mod storkapitalen. Skulle sådan en matador nu bare kunne købe byens anlæg, legeplads og kroketbane? Der var pludselig en masse mennesker - der ellers aldrig brugte stedet - der havde stor veneration for netop det sted.
Sagen var, at Ole Flensted gerne ville overtage stedet for at bygge en privat bolig. Som betaling tilbød han at købe et langt større stykke jord op mod Skovlund stadion, etablere en bypark med rekreative områder, legeredskaber, kroketbaner m.v.
Under megen livlig debat blev der afholdt to borgermøder, som endte med, at et flertal stemte for et mageskifte, så Ole Flensted fik sin grund, og Skovlund sin flotte Bypark. En byttehandel de fleste i Skovlund vist er glade for i dag.
Med Ole Flensted som drivkraft blev Skovlund Invest etableret. Der blev stiftet et aktieselskab, der skulle være igangsætter ved nye projekter, der krævede større finansielle muskler, end de små lokale foreninger kunne præstere.
Det har gennem årene medført mange investeringer, og ud over selv at være storinvestor i Skovlund Invest formåede Ole Flensted også at skaffe mange midler fra sine mange kontakter i forretningsverdenen. Midler som uden Ole Flensteds indsats aldrig ville være tilfaldet Skovlund Invest.
Af markante aftryk, som Skovlund Invest har sat, kan bl.a. nævnes Børnehuset. Oprindelig bygget til en systue, men senere ombygget til Børnehus. Pastafabrikken Pastella er også et resultat af Skovlund Invests arbejde. Bygningerne, der tidligere rummede Nordia Lys, og nu er hjemsted for Mogensen A/S, blev også oprindelig opført af Skovlund Invest.
Herudover har man været med til at restaurere ældre huse og efterfølgende solgt eller udlejet.
Da Skovlund Brugsforening lukkede, gik Skovlund Invest i aktion. Man ville ikke risikere, at byen stod uden dagligvareforretning. Ole Flensted tog kontakt til en af dagligvaregrossisterne og lavede en aftale med dem om, at hvis Skovlund Invest byggede en ny, moderne og tidssvarende forretning, skulle grossisten nok finde en forpagter af butikken. Det blev et initiativ af stor betydning for Skovlunds videre fremtid.
PERSONEN OLE FLENSTED
En succesfuld iværksætter har normalt nogle karaktertræk, der adskiller vedkommende fra gennemsnittet, og sådan er det også med Ole Flensted.
Ole Flensted ville være selvstændig, fordi han ville være herre i eget hus. For ham var tryghed, en fast månedsløn og social sikkerhed ikke drivkraften. Han havde en drøm om at blive fabrikant og få en fabrik med en høj skorsten. Han har meget mere respekt for titlen fabrikant frem for direktør. For ham er en fabrikant en, der skaber noget, medens en direktør bare er en, der står i spidsen for noget, som andre har skabt.
Ole Flensted har, lige fra han startede sin virksomhed, troet på projektet, arbejdet hårdt og målrettet, og ikke mindst være risikovillig, stædig og vedholdende. De første mange år brugte han ikke penge på sig selv. Al overskud blev geninvesteret i virksomheden til videre udvikling.
Det, der virkelig kunne give ham et kick og motivere ham, var nye fabriks- og lagerhaller, nye maskiner, nye salgsafdelinger, nye markedsmuligheder og alt andet, der rimede på ekspansion.
Konsolidering var kedelig, vækst var drivkraften for ham i mange år, og derfor var han villig til at løbe risici. Når han troede på en ny idé, kæmpede han for at realisere den, uanset sine medarbejderes, bestyrelsesmedlemmers eller andre samarbejdspartneres skepsis. De fleste gange fik han jo sine projekter gennemført, bl.a. også fordi han selv havde hånden på kogepladen og var den, der risikerede mest, hvis projektet mislykkedes.
Indtil han solgte sit livsværk i 2008, var omdrejningspunktet i Ole Flensteds liv sine virksomheder. Det optog langt det meste af hans vågne timer. Han havde herudover sin bibeskæftigelse med at udvikle og bevare lokalsamfundet Skovlund, samt i en årrække også en bestyrelsespost i Musikhuset Esbjerg.
Rent forretningsmæssigt og i de sammenhænge, der interesserer ham, er Ole Flensted en meget ekstrovert person. Han har en rigtig god evne til at skabe kontakt til de rette personer, og han har tit skaffet sig selv eller nogle af sine medarbejdere adgang til personer eller steder, som vi ellers ikke ville kunne få mulighed for.
Han er imidlertid ikke til small talk, så da han flyttede til Skovlund, blev han ikke en naturlig del af landsbyfællesskabet med deltagelse i nabosammenkomster, familiefester m.v. Her kan han nærmest virke introvert.
EFTER SALGET
Da Ole Flensted solgte sin virksomhed og ikke længere sad for bordenden, var det sikkert en fornuftig beslutning også selv at flytte fra Skovlund.
Det, hver dag at køre forbi flere Flensted adresser i Skovlund uden længere selv at have nøgle til sit livsværk, kan være svært at håndtere for sådan en iværksættertype, så hellere flytte lidt væk.
Ole Flensted udlevede i Skovlund sin drøm om at udvikle sin virksomhed til en betydende dansk koncern med internationale relationer. Han har ind imellem muligvis nået mere, end han selv havde drømt om, men det vil han helt sikkert ikke indrømme!
Beslutningen om at flytte produktionen til Skovlund blev for lokalsamfundet af altafgørende betydning, og ikke kun i de forløbne 50 år, men uden tvivl også fremadrettet. Uden den lykkelige alliance mellem københavneren og vestjyderne havde Skovlund i dag været et helt andet sted. Eksempler på hvordan det kunne have set ud, kan man se mange steder rundt om i andre små landsbyer.
Der er grund til at være taknemmelig!
Marts 2018
Johannes Nielsen
|
